Lægger mig

Jeg er træt og lægger mig på sengen. Men det er ikke godt. Jeg skal have læst halvtreds sider i en bog, som keder mig. Nej, den keder mig ikke. Jeg keder mig. Eller, jeg er træt og kan ikke tænke på noget. Jeg kan ikke tænke på noget. Jeg tager bogen med i seng. Så kan jeg læse, til jeg falder i søvn, og fortsætte, når jeg vågner for at tisse. Jeg skal tisse. Jeg gør det nu, så jeg slipper for at stå op om halvanden time. Jeg lægger mig med bogen og vågner med et sæt i første sætning. Der står ikke det, jeg troede. Jeg tænker, det er aften og går ud for at tisse, men skal ikke.

           

Jeg må være sulten nu, men jeg har ikke noget, jeg har lyst til. Der er lys i butikkerne, de har ikke lukket, og det er alt for varmt med den flisjakke, er det blevet forår? Jeg trækker den over hovedet, så håret bliver helt elektrisk. Jeg spytter i hænderne. Så står du pludselig der. Der, hvor jeg sidst lod dig stå. Du kommer ellers aldrig her. Jeg siger, jeg har prøvet at ringe. ”Det er godt, du stadig har min nøgle”, siger jeg. Dit intelligente blik, det, at du gennemskuer mine løgne, før jeg siger dem. Dine store øjne, som allerede ved det hele. ”Øjne kan ikke vide noget”, siger du som et svar på noget, jeg ikke havde tænkt mig at sige.