fredag, april 20, 2012

Et hunhus

Jeg fortsætter diskussionen af tredjepersonsfortælleren: Den personalisering (Rasmus Stenfalks udmærkede ord) af tredjepersonsfortælleren, som jeg mener altid vil sætte sig igennem i sproget, uanset om forfatteren er sig det bevidst eller ej, behøver naturligvis ikke at være den samme gennem et helt værk. Den kan skifte identitet fra kapitel til kapitel, fra paragraf til paragraf eller fra sætning til sætning, for den sags skyld. Eller fortælleren kan gradvis udvikle sig, modnes, træde i karakter, fortvivle, forfalde eller ligefrem opløses med fortællingen. Men til ethvert tidspunkt i fortællingen, til ethvert udsagn, har den en gestalt. Men behøver den overhovedet at være en fiktionaliseret person? Kan den ikke fx være et hus, en bil, en gud eller det store vi, almenheden? Selvfølgelig kan fortælleren være hvad som helst. Det er ikke alene muligt. Det er gjort. Men min påstand er så, at der vil være tale om et hunhus eller et hanhus, at huset desuden vil have en bestemt alder, der gør, at det kender og bruger ord fra bestemte tider, at huset vil have en seksualitet, der får det til at reagere sproglig på en bestemt måde, når det registrerer et mandligt eller kvindeligt seksuelt begær, at huset vil have tilbøjelighed for en bestemt type humor – eller ingen humor have overhovedet, at det vil have en krop, der sætter det i stand til at sanse, til at se, lugte og høre. Man vil kunne høre i sproget, hvilken klasse, huset har, og hvilken ideologi, hvilken type og grad af frigjorthed eller konservatisme. Og så videre. Sådan vil huset være udstyret, sådan vil bilen, guden eller det store vi være udstyret, hvad enten forfatteren har besluttet sig for det eller ej.

Ingen kommentarer: