En scene fra min kommende børnebog Bo fra Østerbro. Her holder Bo og Anton pause under jagten på smagehækken. De får sig en god, stærk solbærsaft sammen med Tommy Olsen.
Lystens værk publicerer tekster skrevet af Jens Peter Kaj, som forbeholder sig ophavsretten.
onsdag den 21. februar 2018
tirsdag den 20. februar 2018
Min første børnebog på vej
Til foråret udkommer min første børnebog. Den udgives på forlaget Vilde dyr, og titlen er Bo fra Østerbro.
Niels Thomas Jensen har illustreret.
Her er Bo med sin far Anton foran deres hus på Østerbro (jeg skal over for kunstneren beklage inscanningskvaliteten. Billedet er knipset med en mobiltelefon; i bogen bliver det naturligvis skarpere.):
Bogen indledes sådan her:
Niels Thomas Jensen har illustreret.
Her er Bo med sin far Anton foran deres hus på Østerbro (jeg skal over for kunstneren beklage inscanningskvaliteten. Billedet er knipset med en mobiltelefon; i bogen bliver det naturligvis skarpere.):
Bogen indledes sådan her:
"Hvis man tager 14’eren ud forbi caféerne ved Sortedamssøen og Trianglen og forbi sportsbanerne ved Parken og Gunner Nu Hansens Plads og videre ud til det ydre Østerbro, så kommer man til Svanemøllehallen. Det er der, man skal stå af. Så smutter man gennem tunnellen under Østerbrogade og pludselig står man i den stille verden omkring Kildevældsgade, hvor næsten ingen biler kører."
Gamle anmeldelser
Gamle anmeldelser af (omend marginalt) ældre bøger:
Celeste anmeldt i Dagbladet Arbejderen
Celeste anmeldt på Litteratursiden
Celeste anmeldt på Modkraft
Kig på damen anmeldt på LitteraturNu
Kig på damen anmeldt i Weekendavisen
Kig på damen anmeldt i Information
Sofa anmeldt i Weekendavisen
Sofa anmeldt i Fyens Stiftstidende
Sofa anmeldt på Sentura
– Og til sidst lektørudtalelserne for Piazza del Popolo og for Døgner, som ikke just blev druknet i anmeldelser:
Piazza del Popolo
Lektørudtalelse
Poul Flou Pedersen
Celeste anmeldt i Dagbladet Arbejderen
Celeste anmeldt på Litteratursiden
Celeste anmeldt på Modkraft
Kig på damen anmeldt på LitteraturNu
Kig på damen anmeldt i Weekendavisen
Kig på damen anmeldt i Information
Sofa anmeldt i Weekendavisen
Sofa anmeldt i Fyens Stiftstidende
Sofa anmeldt på Sentura
– Og til sidst lektørudtalelserne for Piazza del Popolo og for Døgner, som ikke just blev druknet i anmeldelser:
Piazza del Popolo
"Kort om bogen
Sindrig og velskrevet beretning om at slå sig til tåls med livet, sat i et flot beskrevet Rom. For læsere, der ikke er bange for at give sig i kast med et stykke underfundigt og lidt anderledes nyere dansk litteratur
Beskrivelse
På en bænk i Rom ved Piazza del Popolo sidder der en gammel mand og reflekterer over tilværelsen. Han kommer her hver morgen for at se den smukke unge kvinde, han begærer, cykle forbi. Minderne om gamle kærester, konen Eva, sygdom, og særligt det dårlige forhold til sønnen Francesco, truer med at vælte hans ellers kontrollerbare tilværelse. Han er vred på livet og de skuffelser, det har givet ham, men kan han nå at finde en smule glæde, før det er for sent? Jens Peter Kaj Jensen er uddannet fra Forfatterskolen og cand.phil. i filosofi, og bor til dagligt i Madrid. Han har tidligere udgivet både romaner, noveller, faglitteratur og digte
Vurdering
Jensen har begået en underfundig og velkomponeret bog om at slippe vreden og komme overens med de skuffelser livet har bragt. Det lyder tungt, men heldigvis er der masser af befriende humor i de groteske situationer som vores hovedperson kommer ud for. Persontegningen er nuanceret, og sproget flyder fint afsted med mange fine billeder. Bogens force er dog de fermt tegnede miljøbeskrivelser af den italienske hovedstad
Andre bøger om samme emne
Der er tematiske og stilistiske mindelser om forfattere som Sonnergaard og Wung-Sung"
Lektørudtalelse
Steffen Gordon Nielsen
Døgner
"Kort om bogen
Digtkreds med et du og et jeg, der i
drømmeagtige tableauer søger retning og orientering. For erfarne digtlæsere,
der gerne forsøger sig med svært tilgængeligt lyrik.
Beskrivelse
Digtsamlingen er opdelt i fem afsnit, der
har indbyrdes forbindelse. Digtenes jeg og du har ingen navne, og det er heller
ikke nemt at fastslå deres køn. En døgnkiosks placering beskrives som
"fjorten bjørne nord for 7-eleven", og et sådant sted forekommer også
tiden som ophævet. Linjerne i digtene er forskudt, så hele sidens brede
anvendes, og der er rytme, bogstavrim og ordspil i flere af stroferne. Jens
Peter Kaj Jensen er født i 1966 og bor i dag i Spanien. Han er uddannet fra
Forfatterskolen og har desuden læst filosofi på SDU.
Vurdering
Digtene er skrevet med stor energi, og man får den fornemmelse, at Jens Peter Kaj Jensen slår smut med ordene, hvilket dog ikke ændrer ved, at Døgner er en kompleks tekst, der ikke umiddelbart åbner sig for læseren.
Digtene er skrevet med stor energi, og man får den fornemmelse, at Jens Peter Kaj Jensen slår smut med ordene, hvilket dog ikke ændrer ved, at Døgner er en kompleks tekst, der ikke umiddelbart åbner sig for læseren.
Andre bøger om samme emne
Stilmæssigt minder Døgner fx
om Bjørn Rasmussens Ming eller Kenneth Jensens Konventionel
drift."
Poul Flou Pedersen
tirsdag den 13. februar 2018
Ikke mindre end andre spanske mænd
Der bor en nisse i vores kvarter, en
skaldet nisse med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det
lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven.
Nissen er ikke mindre end andre spanske
mænd på femogfirs, men mere stiv i benene, når han trisser af sted i evig
pendulfart mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter.
Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, i bedste fald,
og det er sjældent, at de bringer ham helt op til metrostationen, før han igen
må ned mod skolen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han skaffer sig det, han
skal bruge for at komme gennem dagen.
Jeg har set ham her i lang tid nu, fire
år, måske, og jeg har aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt
ham tale. Hvad der har undret endnu mere er, at jeg aldrig har set nogen kigge
på ham. Han ser ellers rar ud. Flere gange har jeg spurgt andre forældre ved
skolen, om de vidste, hvem han var. Jeg har beskrevet ham, endda udpeget ham,
men ingen synes at have set ham før, selvom jeg ser ham her hver eneste dag.
Faktisk virker det, som om ingen kan se ham, selv når jeg med mit diskrete nik
har angivet, hvor han står. Indimellem tænker jeg, han er usynlig for alle
andre end mig. Måske er han simpelthen mit eget indre produkt, en stædig fantasi.
Blot mener jeg ikke at lide af netop den slags virkelighedsforskydninger.
Når jeg siger, at han ser rar ud, mener
jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; nissen er nærmest
udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft
ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.
Jeg så ham på fortovet foran kiosken igen
i dag, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret børnene ved skolen. Idét
jeg passerede ham, hørte jeg en underlig hulken fra hans strube, og jeg nåede
at tænke, hvad han dog kunne være så ulykkelig over. Hvordan kunne denne morgen
være så meget værre end den i går? Det var en arrogant og ufølsom tanke. Jeg
ved intet om størrelsen af hans indre liv, jeg kender ikke farverne på hans
nattehimmel.
Så vendte jeg mig og så ham. Han græd
ikke, men lo. Han grinte, så det knirkede i hele hans bundfrosne krop. Det var
som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyllede
igennem ham igen og igen. Jeg snappede efter vejret.
Jeg kan ikke grine sådan, tænkte jeg.
fredag den 9. februar 2018
Kierkegaard kaster skygge på mit arbejdsbord
Mit foldede lommetørklæde kastede i dag
en romantisk skygge over mit arbejdsbord. Jeg har indimellem drømt om, at
nogen ville sige, jeg var som snydt ud af næsen på Søren Kierkegaard. Det er
aldrig sket. Nu ved jeg, at det er, fordi det faktisk forholder sig omvendt.
mandag den 5. februar 2018
Kultursocialdemokraten
I anledning af det nye, sprødstegte socialdemokratiske valgflæsk får jeg lyst til at bringe en gentagelse:
https://www.information.dk/debat/2014/09/kultursocialdemokraten
https://www.information.dk/debat/2014/09/kultursocialdemokraten
Den klarer Jordan
Danmark er et lille land. Vi har ikke plads til så mange flygtninge. Vi har heller ikke rigtig råd, vel. Det går ud over danskernes velfærd. Siger socialdemokraterne. Derfor skal andre lande, som tydeligvis har bedre plads og bedre råd, løse problemerne for os. Jordan for eksempel. Kæmpe store og svine rige Jordan, hvor befolkningen da virkelig ikke mangler noget, må lige have Danmarks asylansøgere siddende også. Det kan de sagtens klare. De har ikke andet at tage sig af. Bare lad opvasken stå; den klarer Jordan. Jordan vil så gerne. De elsker at rydde op efter Danmark, når vi skaber flygtningestrømme fx ved at smadre Irak, eller når vi bidrager til at gøre palæstinenserne stats- og hjemløse.
Nej, vi skal vist prise os lykkelige for, at Jordan ikke løser deres problemer på samme måde, som Danmark gør: Ved at flyve ud for at bombe i fjerntliggende lande.
Samtidig er sagen, at vi i Danmark aldrig har haft bedre råd end nu. Vi har bedre råd nu, end da vi indførte folkepensionen, eller da vi indførte bistandshjælp uden krav om modydelse. Vi har bedre råd, end da vi byggede bibliotekerne, idrætshallerne, kommuneskolerne, jernbanenettet og -stationerne, posthusene, forsamlingshusene, Nationalmuseet, Det Kongelige Teater, Rigshospitalet og Amtssygehuset. LANGT bedre. Vi har flere penge, men mindre solidaritet. LANGT bedre. Vi har flere penge, men mindre solidaritet. Når blandt andre socialdemokraterne arbejder for at afskaffe velfærdsstaten og sælge, hvad der er tilbage af statslig virksomhed, er det ikke, fordi vi ikke har råd, men udelukkende af ideologiske årsager. Det er resultatet af at acceptere en selvtilstrækkelig, liberalistisk dagsorden.
Tag en dyb indånding og tænk over, hvor grotesk dette er.
torsdag den 1. februar 2018
En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en anarkistisk bar
En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en
anarkistisk bar. Da jeg havde fundet et hjørne, hvor jeg kunne sidde
uforstyrret, skålede jeg fortroligt med mig selv og besluttede, at det var her,
jeg hørte til, at jeg blot havde ventet på en lejlighed til at sætte mig ved
netop denne bar. Det var ikke sandt. Jeg havde aldrig lagt mærke til baren før,
havde ikke kendt til dens eksistens, før jeg trådte gennem døren. Den lå på en undseelig
stikvej mellem Calle Embajadores og Calle del Mesón de Paredes i Lavapiés under 500 meter
fra mit hjem. Lavapiés
er fyldt med barer, og de fleste af dem er skoddet til i dagtimerne. Udefra kan
man ikke se, om der gemmer sig en bar eller en indvoldsslagter bag skodderne,
eller en kombination af begge.
Væggene var fyldt med indkaldelser til plenummøder
om sexisme, studiekredse i magtfri kommunikation, weekendseminarer om
biodynamisk piberensning, demonstrationer mod politivold, invitationer
til at indgå i ikke-hierarkiske kunstinstallationer i den nedlagt tobaksfabrik,
La Tabacalera, og jeg lånte en kuglepen af bartenderen og noterede min
e-mail-adresse forneden på dem alle sammen. Det mest imponerende var vægmalerierne
med skyttegravsmotiver fra borgerkrigen, væmmelige var de i deres gustne brunhed,
men jeg følte mig hjemme i dem, forsøgte flere gange at liste et ben eller blot
en fod ind i det største. Også de moderne hverveplakater for den
anarkosyndikalistiske fagbevægelse CNT og tilbudsavisen fra den røde bogcafé,
Traficantes de sueños, faldt i øjnene.
Egentlig kan det være ligegyldigt nu; det
er 80 år siden, at både stalinister, trotskister, socialister, liberale
demokrater og anarkister tabte borgerkrigen til fascisterne, men jeg holder med
anarkisterne, det har altid været vigtigt for mig at vide, for de var de sande
revolutionære, både i måden at kæmpe på og i den frigørelse, de kæmpede for,
mens stalinisterne reelt var kontrarevolutionære, og hvad angår både mål og
midler: fascisternes forvrængede spejlbillede.
Jo længere, jeg sad i baren, desto
tydeligere blev det for mig, at jeg var nød til at gøre noget. Det var ikke længere
nok at drikke øl til solidaritetspriser, jeg måtte stå ved det oprør, som stadig
stærkere vældede frem fra mavesækken. Min gode ven, Miguel, skåler altid for
republikken, når vi slukker tørsten efter fodbold om mandagen. Han gør det for
at provokere Jesús, som tror på monarkiet; jeg kan godt lide dem begge, så jeg
plejer at mumle mit skonummer på dansk og løfte den femogtyve centiliters
guldøl til lidt under skulderhøjde.
Nu skulle det være: Jeg greb min flaske,
fangede bartenderens blik og fremsang et hæst, men højlydt ¡Viva la
República! Allerede midt i denne dramatiske skålhilsen kunne jeg
mærke, at jeg ikke ville komme tørskoet i land. Den spinkle rastafari kiggede
vantro på mig. Hun ville ikke drikke på min skål. "Republikken?"
sagde hun, "hvad skal vi med republikken?" Republikken er blot en
forlængelse af den fascistiske undertrykkelse, vi kender i dag, forklarede hun uden
at ville skjule sin foragt. Vi må klare os uden nogen form for stat, ellers
ender vi hver gang det samme sted. ¡Viva la
anarquia! istemte den ellers noget fidele type, som i flere timer
havde siddet og talt bartenderen efter munden hen over den ølmættede
egetræsdisk. "Jo, men ...", forsøgte jeg. Jeg prøvede at gøre
gældende, at selvom det meste nok kunne forvaltes af nærdemokratiske
selvstyreenheder, kunne i det mindste en lille stat være praktisk at have, bare
en der tog sig af de overordnede retningslinjer for retsvæsen, skolevæsen,
sundhedsvæsen, trafikregulering og måske en slags moderne politi. Så var det
ud. Politi-ordet gjorde udslaget. Det var jo ikke en Podemos-bar, jeg sad på. Jeg forsikrede, at jeg aldrig
havde stemt på Podemos eller noget andet spansk parti, hvilket er sandt, men
ikke fordi jeg har boykottet valgene, som man burde, og det gennemskuede hun
straks. Jeg fik lov at drikke øllen ud.
Senere kom jeg i tanke om, at jeg var sur på min nabo, som havde brækket næsen på min svoger. Naboen var sur over, at mine børn larmede for meget. Måske larmede mine børn, fordi de var sure på naboen, og nu var jeg bange for, at svogeren var sur på mig. Dette var det vigtigt at fortælle den nærdemokratiske bartender, følte jeg, for hvad stiller man op med den slags uden en retsstat? Men jeg lå allerede i min seng.
Senere kom jeg i tanke om, at jeg var sur på min nabo, som havde brækket næsen på min svoger. Naboen var sur over, at mine børn larmede for meget. Måske larmede mine børn, fordi de var sure på naboen, og nu var jeg bange for, at svogeren var sur på mig. Dette var det vigtigt at fortælle den nærdemokratiske bartender, følte jeg, for hvad stiller man op med den slags uden en retsstat? Men jeg lå allerede i min seng.
Siden er jeg flere gange søgt tilbage mod
baren, som et voldsoffer, der igen og igen opsøger sin gerningsmand. Er det ikke muligt med en forsoning mellem på den ene side en retsstat og et moderne, internationalt
demokrati og på den anden side den anarkistiske selvforvaltning? Der må være en model, som
tilgodeser begge behov.
Men jeg har ikke kunnet finde baren. Jeg har finkæmmet kvarteret ned til den mindste smøge og gjort det på alle tider af døgnet; jeg har set sidegaderne med skodderne slået for og fra, men baren er og bliver som sunket i jorden.
Men jeg har ikke kunnet finde baren. Jeg har finkæmmet kvarteret ned til den mindste smøge og gjort det på alle tider af døgnet; jeg har set sidegaderne med skodderne slået for og fra, men baren er og bliver som sunket i jorden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Om litteratur
Om sprog
Sportsportrætter
Familieportrætter
Debat og politik
Stevie Wonder synger, til Søren Brostrøm er solbrændt på næsetippen
Flanør i Madrid
Glimt af et liv
Samtaler med børn
Gadekunst i La Victoria
- Start
- Gadekunst i La Victoria – 1
- Gadekunst i La Victoria – 2
- Gadekunst i La Victoria – 3
- Gadekunst i La Victoria – 4
- Gadekunst i La Victoria – 5
- Gadekunst i La Victoria – 6
- Gadekunst i La Victoria – 7
- Gadekunst i La Victoria – 8
- Gadekunst i La Victoria – 9
- Gadekunst i La Victoria – 10
- Gadekunst i La Victoria – 11
- Gadekunst i La Victoria – 12
- Gadekunst i La Victoria – 13
- Gadekunst i La Victoria – 14
- Gadekunst i La Victoria – 15
- Gadekunst i La Victoria – 16
- Gadekunst i La Victoria – 17
- Gadekunst i La Victoria – 18
- Gadekunst i La Victoria – 19
- Gadekunst i La Victoria – 20
- Gadekunst i La Victoria – 21
- Gadekunst i La Victoria – 22
- Gadekunst i La Victoria – 23
- Gadekunst i La Victoria – 24
- Gadekunst i La Victoria – 25
- Gadekunst i La Victoria – 26
- Gadekunst i La Victoria – 27
- Gadekunst i La Victoria – 28
- Gadekunst i la Victoria – 29
- Gadekunst i La Victoria – 30
- Gadekunst i La Victoria – 31
- Gadekunst i La Victoria – 32
- Gadekunst i La Victoria – 33
- Gadekunst i La Victoria – 34
- Gadekunst i La Victoria – 35