onsdag den 21. februar 2018

De får sig en god, stærk solbærsaft sammen med Tommy Olsen

En scene fra min kommende børnebog Bo fra Østerbro. Her holder Bo og Anton pause under jagten på smagehækken. De får sig en god, stærk solbærsaft sammen med Tommy Olsen.





tirsdag den 20. februar 2018

Min første børnebog på vej

Til foråret udkommer min første børnebog. Den udgives på forlaget Vilde dyr, og titlen er Bo fra Østerbro

Niels Thomas Jensen har illustreret.

Her er Bo med sin far Anton foran deres hus på Østerbro (jeg skal over for kunstneren beklage inscanningskvaliteten. Billedet er knipset med en mobiltelefon; i bogen bliver det naturligvis skarpere.):






Bogen indledes sådan her:


"Hvis man tager 14’eren ud forbi caféerne ved Sortedamssøen og Trianglen og forbi sportsbanerne ved Parken og Gunner Nu Hansens Plads og videre ud til det ydre Østerbro, så kommer man til Svanemøllehallen. Det er der, man skal stå af. Så smutter man gennem tunnellen under Østerbrogade og pludselig står man i den stille verden omkring Kildevældsgade, hvor næsten ingen biler kører."

Gamle anmeldelser

Gamle anmeldelser af (omend marginalt) ældre bøger:


Celeste anmeldt i Dagbladet Arbejderen
Celeste anmeldt på Litteratursiden
Celeste anmeldt på Modkraft
Kig på damen anmeldt på LitteraturNu
Kig på damen anmeldt i Weekendavisen
Kig på damen anmeldt i Information
Sofa anmeldt i Weekendavisen
Sofa anmeldt i Fyens Stiftstidende
Sofa anmeldt på Sentura 


– Og til sidst lektørudtalelserne for Piazza del Popolo og for Døgner, som ikke just blev druknet i anmeldelser:


Piazza del Popolo


"Kort om bogen
Sindrig og velskrevet beretning om at slå sig til tåls med livet, sat i et flot beskrevet Rom. For læsere, der ikke er bange for at give sig i kast med et stykke underfundigt og lidt anderledes nyere dansk litteratur

Beskrivelse
På en bænk i Rom ved Piazza del Popolo sidder der en gammel mand og reflekterer over tilværelsen. Han kommer her hver morgen for at se den smukke unge kvinde, han begærer, cykle forbi. Minderne om gamle kærester, konen Eva, sygdom, og særligt det dårlige forhold til sønnen Francesco, truer med at vælte hans ellers kontrollerbare tilværelse. Han er vred på livet og de skuffelser, det har givet ham, men kan han nå at finde en smule glæde, før det er for sent? Jens Peter Kaj Jensen er uddannet fra Forfatterskolen og cand.phil. i filosofi, og bor til dagligt i Madrid. Han har tidligere udgivet både romaner, noveller, faglitteratur og digte

Vurdering
Jensen har begået en underfundig og velkomponeret bog om at slippe vreden og komme overens med de skuffelser livet har bragt. Det lyder tungt, men heldigvis er der masser af befriende humor i de groteske situationer som vores hovedperson kommer ud for. Persontegningen er nuanceret, og sproget flyder fint afsted med mange fine billeder. Bogens force er dog de fermt tegnede miljøbeskrivelser af den italienske hovedstad
Andre bøger om samme emne

Der er tematiske og stilistiske mindelser om forfattere som Sonnergaard og Wung-Sung"

Lektørudtalelse
Steffen Gordon Nielsen



Døgner

"Kort om bogen
Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering. For erfarne digtlæsere, der gerne forsøger sig med svært tilgængeligt lyrik.

Beskrivelse
Digtsamlingen er opdelt i fem afsnit, der har indbyrdes forbindelse. Digtenes jeg og du har ingen navne, og det er heller ikke nemt at fastslå deres køn. En døgnkiosks placering beskrives som "fjorten bjørne nord for 7-eleven", og et sådant sted forekommer også tiden som ophævet. Linjerne i digtene er forskudt, så hele sidens brede anvendes, og der er rytme, bogstavrim og ordspil i flere af stroferne. Jens Peter Kaj Jensen er født i 1966 og bor i dag i Spanien. Han er uddannet fra Forfatterskolen og har desuden læst filosofi på SDU.

Vurdering
Digtene er skrevet med stor energi, og man får den fornemmelse, at Jens Peter Kaj Jensen slår smut med ordene, hvilket dog ikke ændrer ved, at Døgner er en kompleks tekst, der ikke umiddelbart åbner sig for læseren.

Andre bøger om samme emne
Stilmæssigt minder Døgner fx om Bjørn Rasmussens Ming eller Kenneth Jensens Konventionel drift."

Lektørudtalelse 
Poul Flou Pedersen

tirsdag den 13. februar 2018

Ikke mindre end andre spanske mænd

Der bor en nisse i vores kvarter, en skaldet nisse med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven.

Nissen er ikke mindre end andre spanske mænd på femogfirs, men mere stiv i benene, når han trisser af sted i evig pendulfart mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter. Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, i bedste fald, og det er sjældent, at de bringer ham helt op til metrostationen, før han igen må ned mod skolen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han skaffer sig det, han skal bruge for at komme gennem dagen.

Jeg har set ham her i lang tid nu, fire år, måske, og jeg har aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt ham tale. Hvad der har undret endnu mere er, at jeg aldrig har set nogen kigge på ham. Han ser ellers rar ud. Flere gange har jeg spurgt andre forældre ved skolen, om de vidste, hvem han var. Jeg har beskrevet ham, endda udpeget ham, men ingen synes at have set ham før, selvom jeg ser ham her hver eneste dag. Faktisk virker det, som om ingen kan se ham, selv når jeg med mit diskrete nik har angivet, hvor han står. Indimellem tænker jeg, han er usynlig for alle andre end mig. Måske er han simpelthen mit eget indre produkt, en stædig fantasi. Blot mener jeg ikke at lide af netop den slags virkelighedsforskydninger.

Når jeg siger, at han ser rar ud, mener jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; nissen er nærmest udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.

Jeg så ham på fortovet foran kiosken igen i dag, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret børnene ved skolen. Idét jeg passerede ham, hørte jeg en underlig hulken fra hans strube, og jeg nåede at tænke, hvad han dog kunne være så ulykkelig over. Hvordan kunne denne morgen være så meget værre end den i går? Det var en arrogant og ufølsom tanke. Jeg ved intet om størrelsen af hans indre liv, jeg kender ikke farverne på hans nattehimmel.

Så vendte jeg mig og så ham. Han græd ikke, men lo. Han grinte, så det knirkede i hele hans bundfrosne krop. Det var som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyllede igennem ham igen og igen. Jeg snappede efter vejret.


Jeg kan ikke grine sådan, tænkte jeg.

torsdag den 8. februar 2018

Kierkegaard kaster skygge på mit arbejdsbord

Mit foldede lommetørklæde kastede i dag en romantisk skygge over mit arbejdsbord. Jeg har indimellem drømt om, at nogen ville sige, jeg var som snydt ud af næsen på Søren Kierkegaard. Det er aldrig sket. Nu ved jeg, at det er, fordi det faktisk forholder sig omvendt. 




mandag den 5. februar 2018

Kultursocialdemokraten

I anledning af det nye, sprødstegte socialdemokratiske valgflæsk får jeg lyst til at bringe en gentagelse:

https://www.information.dk/debat/2014/09/kultursocialdemokraten

Den klarer Jordan

Danmark er et lille land. Vi har ikke plads til så mange flygtninge. Vi har heller ikke rigtig råd, vel. Det går ud over danskernes velfærd. Siger socialdemokraterne. Derfor skal andre lande, som tydeligvis har bedre plads og bedre råd, løse problemerne for os. Jordan for eksempel. Kæmpe store og svine rige Jordan, hvor befolkningen da virkelig ikke mangler noget, må lige have Danmarks asylansøgere siddende også. Det kan de sagtens klare. De har ikke andet at tage sig af. Bare lad opvasken stå; den klarer Jordan. Jordan vil så gerne. De elsker at rydde op efter Danmark, når vi skaber flygtningestrømme fx ved at smadre Irak, eller når vi bidrager til at gøre palæstinenserne stats- og hjemløse.
Nej, vi skal vist prise os lykkelige for, at Jordan ikke løser deres problemer på samme måde, som Danmark gør: Ved at flyve ud for at bombe i fjerntliggende lande.
Samtidig er sagen, at vi i Danmark aldrig har haft bedre råd end nu. Vi har bedre råd nu, end da vi indførte folkepensionen, eller da vi indførte bistandshjælp uden krav om modydelse.  Vi har bedre råd, end da vi byggede bibliotekerne, idrætshallerne, kommuneskolerne, jernbanenettet og -stationerne, posthusene, forsamlingshusene, Nationalmuseet, Det Kongelige Teater, Rigshospitalet og Amtssygehuset. LANGT bedre. Vi har flere penge, men mindre solidaritet. LANGT bedre. Vi har flere penge, men mindre solidaritet. Når blandt andre socialdemokraterne arbejder for at afskaffe velfærdsstaten og sælge, hvad der er tilbage af statslig virksomhed, er det ikke, fordi vi ikke har råd, men udelukkende af ideologiske årsager. Det er resultatet af at acceptere en selvtilstrækkelig, liberalistisk dagsorden.
Tag en dyb indånding og tænk over, hvor grotesk dette er.

torsdag den 1. februar 2018

En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en anarkistisk bar

En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en anarkistisk bar. Da jeg havde fundet et hjørne, hvor jeg kunne sidde uforstyrret, skålede jeg fortroligt med mig selv og besluttede, at det var her, jeg hørte til, at jeg blot havde ventet på en lejlighed til at sætte mig ved netop denne bar. Det var ikke sandt. Jeg havde aldrig lagt mærke til baren før, havde ikke kendt til dens eksistens, før jeg trådte gennem døren. Den lå på en undseelig stikvej mellem Calle Embajadores og Calle del Mesón de Paredes i Lavapiés under 500 meter fra mit hjem. Lavapiés er fyldt med barer, og de fleste af dem er skoddet til i dagtimerne. Udefra kan man ikke se, om der gemmer sig en bar eller en indvoldsslagter bag skodderne, eller en kombination af begge.

Væggene var fyldt med indkaldelser til plenummøder om sexisme, studiekredse i magtfri kommunikation, weekendseminarer om biodynamisk piberensning,  demonstrationer mod politivold, invitationer til at indgå i ikke-hierarkiske kunstinstallationer i den nedlagt tobaksfabrik, La Tabacalera, og jeg lånte en kuglepen af bartenderen og noterede min e-mail-adresse forneden på dem alle sammen. Det mest imponerende var vægmalerierne med skyttegravsmotiver fra borgerkrigen, væmmelige var de i deres gustne brunhed, men jeg følte mig hjemme i dem, forsøgte flere gange at liste et ben eller blot en fod ind i det største. Også de moderne hverveplakater for den anarkosyndikalistiske fagbevægelse CNT og tilbudsavisen fra den røde bogcafé, Traficantes de sueños, faldt i øjnene.

Egentlig kan det være ligegyldigt nu; det er 80 år siden, at både stalinister, trotskister, socialister, liberale demokrater og anarkister tabte borgerkrigen til fascisterne, men jeg holder med anarkisterne, det har altid været vigtigt for mig at vide, for de var de sande revolutionære, både i måden at kæmpe på og i den frigørelse, de kæmpede for, mens stalinisterne reelt var kontrarevolutionære, og hvad angår både mål og midler: fascisternes forvrængede spejlbillede.

Jo længere, jeg sad i baren, desto tydeligere blev det for mig, at jeg var nød til at gøre noget. Det var ikke længere nok at drikke øl til solidaritetspriser, jeg måtte stå ved det oprør, som stadig stærkere vældede frem fra mavesækken. Min gode ven, Miguel, skåler altid for republikken, når vi slukker tørsten efter fodbold om mandagen. Han gør det for at provokere Jesús, som tror på monarkiet; jeg kan godt lide dem begge, så jeg plejer at mumle mit skonummer på dansk og løfte den femogtyve centiliters guldøl til lidt under skulderhøjde.

Nu skulle det være: Jeg greb min flaske, fangede bartenderens blik og fremsang et hæst, men højlydt ¡Viva la República! Allerede midt i denne dramatiske skålhilsen kunne jeg mærke, at jeg ikke ville komme tørskoet i land. Den spinkle rastafari kiggede vantro på mig. Hun ville ikke drikke på min skål. "Republikken?" sagde hun, "hvad skal vi med republikken?" Republikken er blot en forlængelse af den fascistiske undertrykkelse, vi kender i dag, forklarede hun uden at ville skjule sin foragt. Vi må klare os uden nogen form for stat, ellers ender vi hver gang det samme sted. ¡Viva la anarquia! istemte den ellers noget fidele type, som i flere timer havde siddet og talt bartenderen efter munden hen over den ølmættede egetræsdisk. "Jo, men ...", forsøgte jeg. Jeg prøvede at gøre gældende, at selvom det meste nok kunne forvaltes af nærdemokratiske selvstyreenheder, kunne i det mindste en lille stat være praktisk at have, bare en der tog sig af de overordnede retningslinjer for retsvæsen, skolevæsen, sundhedsvæsen, trafikregulering og måske en slags moderne politi. Så var det ud. Politi-ordet gjorde udslaget. Det var jo ikke en Podemos-bar, jeg sad på. Jeg forsikrede, at jeg aldrig havde stemt på Podemos eller noget andet spansk parti, hvilket er sandt, men ikke fordi jeg har boykottet valgene, som man burde, og det gennemskuede hun straks. Jeg fik lov at drikke øllen ud.

Senere kom jeg i tanke om, at jeg var sur på min nabo, som havde brækket næsen på min svoger. Naboen var sur over, at mine børn larmede for meget. Måske larmede mine børn, fordi de var sure på naboen, og nu var jeg bange for, at svogeren var sur på mig. Dette var det vigtigt at fortælle den nærdemokratiske bartender, følte jeg, for hvad stiller man op med den slags uden en retsstat? Men jeg lå allerede i min seng. 

Siden er jeg flere gange søgt tilbage mod baren, som et voldsoffer, der igen og igen opsøger sin gerningsmand. Er det ikke muligt med en forsoning mellem på den ene side en retsstat og et moderne, internationalt demokrati og på den anden side den anarkistiske selvforvaltning? Der må være en model, som tilgodeser begge behov.

Men jeg har ikke kunnet finde baren. Jeg har finkæmmet kvarteret ned til den mindste smøge og gjort det på alle tider af døgnet; jeg har set sidegaderne med skodderne slået for og fra, men baren er og bliver som sunket i jorden.