mandag den 5. februar 2018

Den klarer Jordan

Danmark er et lille land. Vi har ikke plads til så mange flygtninge. Vi har heller ikke rigtig råd, vel. Det går ud over danskernes velfærd. Siger socialdemokraterne. Derfor skal andre lande, som tydeligvis har bedre plads og bedre råd, løse problemerne for os. Jordan for eksempel. Kæmpe store og svine rige Jordan, hvor befolkningen da virkelig ikke mangler noget, må lige have Danmarks asylansøgere siddende også. Det kan de sagtens klare. De har ikke andet at tage sig af. Bare lad opvasken stå; den klarer Jordan. Jordan vil så gerne. De elsker at rydde op efter Danmark, når vi skaber flygtningestrømme fx ved at smadre Irak, eller når vi bidrager til at gøre palæstinenserne stats- og hjemløse.
Nej, vi skal vist prise os lykkelige for, at Jordan ikke løser deres problemer på samme måde, som Danmark gør: Ved at flyve ud for at bombe i fjerntliggende lande.
Samtidig er sagen, at vi i Danmark aldrig har haft bedre råd end nu. Vi har bedre råd nu, end da vi indførte folkepensionen, eller da vi indførte bistandshjælp uden krav om modydelse.  Vi har bedre råd, end da vi byggede bibliotekerne, idrætshallerne, kommuneskolerne, jernbanenettet og -stationerne, posthusene, forsamlingshusene, Nationalmuseet, Det Kongelige Teater, Rigshospitalet og Amtssygehuset. LANGT bedre. Vi har flere penge, men mindre solidaritet. LANGT bedre. Vi har flere penge, men mindre solidaritet. Når blandt andre socialdemokraterne arbejder for at afskaffe velfærdsstaten og sælge, hvad der er tilbage af statslig virksomhed, er det ikke, fordi vi ikke har råd, men udelukkende af ideologiske årsager. Det er resultatet af at acceptere en selvtilstrækkelig, liberalistisk dagsorden.
Tag en dyb indånding og tænk over, hvor grotesk dette er.

Ingen kommentarer: