onsdag den 28. marts 2012

Har vi diminutiver på dansk?

Spanierne bruger diminutiver til at hygge om hinanden med sproget.

De siger 'abuelito' i stedet for 'abuelo'. 'Abuelo' betyder bedstefar, og endelsen 'ito' betyder lille.

De bestiller en 'cervezita', som betyder 'lille øl' i stedet for blot 'cerveza', som jo betyder øl. Og ganske vist har spanierne en tilbøjelighed for små fadøl (20 cl.!), fordi de ikke kan nå at drikke en halv liter, inden den bliver varm.

Men det er ikke derfor. Når de faktisk ønsker sig et ordentligt svin af en fadøl, trekvart liter, kan de også finde på at bestille en 'cervezita'. Hvorfor? Fordi det er hyggeligt, når noget er småt. Det er jovialt og ufarligt. Man mener ikke noget alvorligt med det, man er ikke på vej i hegnet, man vil ikke vælte baren, tage et brusebad eller kneppe bartenderen, man vil bare have en lille øl.

De bruger også diminutiverne i navne. 'Manolo' bliver til 'Manolito'; 'Clara' bliver til 'Clarita', hvis det er en, man kan lide. Eller i det mindste en, man kender godt. Eller en, man vil drille lidt, godmodigt.

Hvis man kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog, og det antager vi, indtil andet er godtgjort, må vi kunne gøre det samme på dansk.

Men har vi overhovedet diminutiver på dansk?

Ikke på samme måde, i hvert fald. Ikke som endelser på ordene. Jo, en rumpe kan blive til en rumpette, men er det egentlig en lille røv eller bare en fornem en? Jeg er ikke sikker. Navne kan vi imidlertid godt forsyne med diminutiv-endelser. Hans kan blive til Hanse (eller Hansemand), Jens til Jense (Jensemand) og Simon til Simse. Det er hyggeligt, det er kærligt drillende diminutiver.

Men har vi andre diminutiv-endelser på dansk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen.

Hvad gør vi så? Ja, vi gør jo det, som det fattigere sprog altid griber til, når det er i bekneb: bruger flere ord. Vi sætter sammen. Lille-Ole, Lille-Karen eller Bette-Karen, hvis vi er i Jylland. Og øl? Vi bestiller da 'en lille øl'. Dette kan så almindeligvis ikke betyde en stor fadøl på dansk, men det kan sagtens betyde en almindelig 33 cl. Hof på flaske på et værtshus uden fadøl. Og hvis jeg siger: "Skal vi ikke drikke en lille øl?" har jeg intet sagt om øllens størrelse. Det er en konstrueret diminutiv, en jovial og udramatisk måde at invitere på.

Nå, ja. Så kan vi jo også foretage den samme sproghandling med et andet sprogligt virkemiddel. Hvis jeg gerne vil udtrykke, at det er hyggeligt med en rullepølsemad, kan jeg sige: "Jeg tror, jeg tager en lille rullepølsemad", men jeg kan også sige: "jeg tror, jeg tager rullepølsemadden". Altså bruge den bestemte form, som viser, at jeg er fortrolig med værtens rullepølse og synes godt om den. Det er en gammel bekendt, så at sige.

Jeg tror, det var Jørgen Ryg, der spurgte:
"Hvordan ved man, at man er begyndt at have det for hyggeligt med konen?"
Og Preben Kaas, der svarede:
"Når man hører sig selv spørge: 'Skal vi ikke have os et lille knald i aften?'"

Også diminutiver skal anvendes med sproglig omhu. Måske er det ikke alle dele af livet, man ønsker at tage dramaet ud af.

Kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog?

Jeg hørte engang en klog kvinde sige, at enhver tænkelig sproghandling kan udføres på et hvilket som helst naturligt sprog (altså sprog, som ikke er kunstsprog a la esperanto, volapyk, nynorsk eller javascript), uanset hvilke grammatiske og vokabulære redskaber, det givne sprog måtte have til sin rådighed.

Den har jeg så gået og grundet over lige siden. I mit eget hoved har jeg indsnævret hendes udsagn ved at præcisere ordet 'tænkelig', sådan at det betyder: "tænkelig i den sprogbærende kultur". Fx kunne der måske godt eksistere et ørkensprog i Kenya, som ikke havde redskaber til at danne sætningen: "send mig lige en sms, hvis vi skal drikke en glög, når isen er gået."

Men denne indsnævring er kun en bagatel. Det, som ørkensproget mangler for at kunne konstruere sætningen, er blot tre substantiver (sms, glög og is) og en verbal-form, som kan udtrykke, at isen er væk. Der er formodentlig intet i ørkensprogets grammatik, som forhindrer konstruktionen af denne sætning. Manglerne beror på materielle omstændigheder i den afrikanske ørken, og hvis man indfører de fire fremmede ord i sproget, sådan som vi også hele tiden indfører nye ord i det danske sprog, ville problemet være løst. Det tænkte ørkensprog må formodes sagtens at kunne anvendes til en parallel sproghandling, altså en opfordring til at lave en anden social aftale om nogen tid, når de vejrmæssige omstændigheder er blevet mere gunstige.

Så den isolerede stamme er i sig selv ingen udfordring for den kloge kvindes læresætning.

Pointen med læresætningen er naturligvis, at hvis man ikke har en bestemt type ord eller sproglige udtryk på et givent sprog, så har sproget en måde at kompensere på. På spansk anvender man stort set ikke personlige pronominer. Man siger ikke "Vi går til stranden", men blot "Går til stranden" ("Vamos al la playa"). Men verbet 'at gå' (her: Vamos) er så til gengæld bøjet i første person flertal, altså sådan at det kun kan betyde, at 'vi' går til stranden. Hvis det kun er mig, der går, hedder det stadig "Går til stranden", men 'at gå' er så bøjet i ental. "Voy al la playa", bliver det så. 'Vi' og 'Jeg' er så at sige indlejret i verbebøjningerne 'Vamos' og 'Voy'. Sproget kompenserer.

Nå ja, jeg må vel hellere sige, at spanierne faktisk har dem, de personlige pronominer, men kun bruger dem, når de vil understrege identiteten særlig stærkt. Hvis jeg fx vil understrege, at jeg og kun jeg går til stranden (du skal ikke med, så fat det dog!), kan jeg sige "Yo voy a la playa".

Hvordan laver vi så denne understregning på dansk? Vi har jo allerede brugt det personlige pronomen og kan vel ikke bruge det en gang til? Tjo, det kan vi sådan set godt. Vi fremhæver det med et tryk. "Jeg går til stranden".

Så alt kan siges på alle sprog?
Jeg har ladet mig fortælle, at slaviske sprog (polsk og russisk, fx) ikke har nogen bestemt form af deres substantiver, at de har 'hus', men ikke 'huset'. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men sandt er det i hvert fald, at det endnu aldrig er lykkedes mig at forklare er slavisk-sproget, hvad vi bruger den bestemte form til på dansk. En russer, som kan engelsk, kender naturligvis den bestemte form derfra, men vil typisk stadig have svært ved at bruge formen korrekt på dansk.

Hvad bruger vi så den bestemte form til på dansk? Vi bruger den jo fx til at skabe sammenhæng i en samtale ved at henvise til noget bekendt. Vi siger:

"Jeg tog en dobbeltdækkerbus hjem fra Nyhavn i dag."
"Nå, sad du ovenpå?"
"Nej, det var for koldt, bussen havde ikke noget tag."

Når jeg siger 'bussen', altså bestemt form, ved du, at jeg taler om den bus, jeg allerede har gjort dig bekendt med, nemlig dobbeltdækkeren, og ikke en hvilken som helst bus, som kørte rundt i København tidligere på dagen.

Den bestemte form bruger vi til at vise, at vi taler om noget bekendt ('købmanden'), noget fortroligt ('skuffen'), noget højtideligt ('ordet'), noget hyggeligt ('sofaen') eller noget, som i det mindste er blevet introduceret ('bussen'). Og hvad fanden gør russerne så?

Jamen, det ved jeg jo ikke. Hvis den kloge kvinde har ret, må de have en anden måde at gøre det samme på.

Er der en slavisk-kyndig til stede?