Fis i bispehuen

Syv ministre i den danske regering er ikke medlem af Folkekirken. Den oplysning har givet nogle af cheferne for denne anakronistiske forening altervinen galt i halsen.

Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift:
- På den ene side er religion en privat sag. Men det er noget særligt, når det kommer til Folketinget og regeringen, siger han.
- De er jo den lovgivende myndighed, så de skal have en vis fortrolighed med folkekirken, og det er jo svært at have, når man ikke er medlem. Så jeg mener, at man skal være medlem af folkekirken for at kunne lovgive om dens indre anliggender, altså tro, lære, salmebog, ritualer og så videre, siger Karsten Nissen.

Karsten Nielsen kunne jo til en begyndelse sætte sig lidt ind i, hvordan den danske parlamentarisme fungerer. Det er som bekendt ikke regeringen, men Folketinget, der vedtager lovene. Og hvad er så konsekvensen af biskoppens synspunkt? At kun medlemmer af folkekirken skal kunne vælges til Folketinget? Eller ligefrem at kun medlemmer af folkekirken skal kunne stemme ved Folketingsvalgene? Synspunktet er om ikke absurd så i hvert fald voldsomt udemokratisk.

Hvis biskoppen vil have en statskirke med de enorme økonomiske og prestigemæssige fordele, hans forening får ud af det, må han fandengalme også finde sig i, at den statsledelse, som befolkningen vælger, vedtager de love, som gælder for dette foretagende. Hvis kun medlemmer af folkekirken skulle kunne tage beslutninger om foreningen, hvordan skulle det så nogensinde blive muligt fx at nedlægge folkekirken, hvis der skulle blive flertal for det i befolkningen?

Og forestillingen om, at kun medlemmer af foreningen skulle kunne sætte sig ind i dens ritualer, er jo kun sand, hvis der er tale om en lukket, sekterisk forening, og det er folkekirken trods alt ikke. I grunden troede jeg, at det var for at undgå denne sekterisme, at vi skulle have en statskirke. Jeg har været til masser af bryllupper, dåbshandlinger og begravelser, selvom jeg meldte mig ud for et kvart århundrede siden. Naturligvis kan ministre og Folketingsmedlemmer sætte sig ind i, hvordan foreningens ritualer fungerer uden at betale kirkeskat. Det har intet med hinanden at gøre.

Biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, polemiserer helt ud i det himmelblå og er citeret for følgende:
- Det er tankevækkende, at de på det punkt står så langt fra befolkningen. Det giver anledning til en vis eftertanke, og jeg frygter, at de på andre måder heller ikke er så tæt på befolkningen, siger Niels Henrik Arendt

Tilgivelse

Jeg har netop modtaget en e-mail fra en læser, som følte sig 'vældigt tilgivet' af de meget genkendelige følelser og tanker, som han fandt i Kig på damen.

Det, synes jeg, er en dejlig reaktion at få på de skumle skriverier, faktisk præcis hvad jeg havde håbet på.

Læseren savnede samtidig udveje, fremadrettede ideer, som han gerne så udgivet som et appendix til bogen. Det kan jeg godt forstå, for min novellesamling har ingen svar. Men desværre kommer jeg nok til at skuffe her.

Heaney og Tollundmanden

Tollundmanden af Seamus Heaney

- oversat til dansk af Uffe Harder og Annette Mester i Markarbejde, Gyldendal 1994.


I
En dag vil jeg tage til Århus *
For at se hans tørvebrune hoved,
Hans øjenlågs milde bælge,
Hans spidse skindhue.

I det flade land nærved
Hvor de gravede ham ud,
Hans sidste vælling af vintersæd
Størknet i hans mave,

Nøgen, bortset fra
Huen, løkken og bæltet,
Vil jeg stå længe.
Gudindens brudgom var han,

Hun strammede ringen om hans hals
Og åbnede sin kærmose,
De mørke safter gav ham
en helgens velholdte krop,

Han blev fundet af tørveskærerens
Undergravende virke.
Hans plettede ansigt
Hviler nu i Århus.

II
Jeg kunne vove blasfemi,
Indvie Heksekedel-mosen
Som vor hellige jord og bede ham
Lade det spredte kød
Af daglejere faldet i baghold

Spire frem,
De sokkeklædte lig,
Fremlagt på
Gårdspladserne

Sladrende hud og tænder
Som pletter svellerne,
Fire unge brødre slæbt
Milelangt langs sporene.

III
Noget af hans triste frihed
Da han var på kærren
Skulle nå mig, mens jeg kørte,
Mens jeg sagde navnene

Tollund, Grauballe, Nebelgård,
Mens jeg så på landboernes
Pegende hænder
Uden at kende deres sprog.

Dér i Jylland,
I de gamle manddrabssogne
Vil jeg føle mig tabt,
Ulykkelig og hjemme.


* Heaney skriver, at han vil tage til Aarhus for at se Tollundmanden, selv om han godt ved, at gammelfar ligger i Silkeborg. Men Aarhus passer angiveligt bedre med versefødderne.


Det originale digt på engelsk:

I
Some day I will go to Aarhus
To see his peat-brown head,
The mild pods of his eye-lids,
His pointed skin cap.

In the flat country near by
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,

Naked except for
The cap, noose and girdle,
I will stand a long time.
Bridegroom to the goddess,

She tightened her torc on him
And opened her fen,
Those dark juices working
Him to a saint's kept body,

Trove of the turfcutters'
Honeycombed workings.
Now his stained face
Reposes at Aarhus.

II
I could risk blasphemy,
Consecrate the cauldron bog
Our holy ground and pray
Him to make germinate

The scattered, ambushed
Flesh of labourers,
Stockinged corpses
Laid out in the farmyards,

Tell-tale skin and teeth
Flecking the sleepers
Of four young brothers, trailed
For miles along the lines.

III
Something of his sad freedom
As he rode the tumbril
Should come to me, driving,
Saying the names

Tollund, Grauballe, Nebelgard,
Watching the pointing hands
Of country people,
Not knowing their tongue.

Out here in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.