At blive gammel i Madrid

I parkens yderkant er der grus. Det er derfor, de har valgt at stå netop her med deres tunge petanque-kugler, men de står nu også fint afskærmet og med god afstand ud til den store vej. De kan høre bilerne, men kan også høre hinanden, og det er det vigtigste, for de er ni mænd, så man skal vente længe på sin tur. Det er det samme i andre parker. Nogle steder samles de lørdag morgen, de gamle mænd, men her er det tirsdag først på aftenen. De ser ud til at være omkring de firs, så det er mange år siden, de har spillet fodbold sammen. Eller studeret sammen. Måske er de gamle arbejdskammerater og har altid spillet petanque tirsdag efter arbejde. Jeg skulle spørge dem, men det er så privat, som om de stod i deres egen baghave og delte en flaske, mens de ventede på, at pattegrisen blev tilstrækkeligt brun.

Lidt længere inde sidder en mand på samme alder i en motionsmaskine og kæmper med sig selv, og ved et af bordene sidder fire kvinder. Først tænker jeg, at det er konerne, der sidder og spiller kort, men tænker så, at der er for få af dem. Det plejer at være mændene, der dør først. Forresten spiller de heller ikke kort, ser jeg, da jeg kommer lidt tættere på. De spiller et strategispil, et jeg ikke kender, men som sikkert tager mindst fire timer at blive færdig med. I skulle se, hvor dejlige de ser ud sammen, men jeg vil ikke være bekendt at filme dem. Også damerne er hjemme, selvom de er ude. Jeg forestiller mig, at de har middagen med i en køletaske. Tortilla og empanadas. Mon der også er en kande sangría i tasken til at skylle efter med?