fredag den 10. april 2009

Julemærker

Jeg samler på julemærker. Eller, det gør jeg egentlig ikke. Ikke længere. For så vidt har jeg ikke gjort det, siden jeg var 12. Det var op til jul, min mor så mig bladre gennem den samling, som allerede havde mistet min interesse. Jeg følte, min barndom var forbi. Drenge er så alvorlige og tyngede af skyld i den alder. Jeg var. Men min mor misforstod det melankolske udtryk. Næste år til jul gav hun mig et ark af årets mærker. Det var kravlenisser det år. Så havde jeg dem. Næste jul fik jeg mærkerne fra UNICEFs børneår. Jeg kunne ikke nænne at fortælle min mor, at jeg ikke længere interesserede mig for julemærker. Men man skal ikke holde sin mor for nar. Jeg ville sige det, inden jeg blev 18.
Jeg samler på julemærker

Ingen kommentarer: