tirsdag, januar 28, 2014

Athena Farrokhzad og debatten om Yahya Hassan

Svenske Athena Farrokhzad har anmeldt Yahya Hassans digtsamling, Yahya Hassan, i Aftonbladet.

Hun giver meget æstetisk ros til Hassan, men har også meget moralsk og politisk modvilje mod hans bog.

Først er der det med, at Athena Farrokhzad aldrig selv ville have spillet DF så gode kort i hånden, som Hassan har gjort ved at fortælle, hvor hæslig en opvækst han har haft i et muslimsk indvandrerhjem. Hun ville have vidst og taget højde for, at de hvide lytter med, at Pia Kjærsgaard ville misbruge fortællingen. Hun ville have beskyttet sine egne (Athena Farrokhzads egen familie er, så vidt jeg har forstået, af iransk herkomst. Yahya Hassans er palæstinensisk).

Athena Farrokhzad skriver ganske vist, "Så jag avstår, utan att tycka att andra måste göra likadant", altså at hun ikke ville have gjort som Hassan, men at andre selv må afgøre, hvad de gør. Det virker dog som en noget halvhjertet gestus, for hun forklarer jo, hvorfor hun mener, at det, Hassan har gjort, er forkert:

"När jag får boken i min hand har den redan sålt i hundratusen exemplar och gett nytt bränsle åt den aldrig sinande debatten om de ointegrerbara."

Bogen har solgt for vildt og har altså allerede givet nyt brændstof til debatten om de uintegrerbare. Og det er vel at mærke noget skidt. Sådan må man forstå det. Den debat skal vi ikke have.

Skulle man i stedet lade, som om kvindeundertrykkelsen, voldsramte hjem, kriminalitet og et liv, hvor man ikke lægger planer for noget, men lader Allah om det, ikke fandtes, fordi problemet ikke i sig selv er disse træk ved den del af indvandrerkulturen, som Hassan beskriver, men at problemet er, at der tales om det? Ja, det må være konsekvensen.

Så hvilken beskyttelse af sine egne er det, Athena Farrokhzad taler om? Det er en opfordring til om ikke direkte at lyve, så i hvert fald at fortie noget, som Hassan selv mener er vigtigt at få frem for eksempelvis at kunne fremme frigørelse især af purunge, men altså giftemodne muslimske kvinder. Hvis vi ikke får disse førstehåndsberetninger om eksempelvis den meget konservative praksis med ufrivillig bortgiftning af teenagedøtre, kan vi ikke diskutere den på en kvalificeret måde med de unge kvinder, som det drejer sig om, og med deres forældre.

Men det skal vi måske ikke? Fremstår dette kun som et problem, fordi Dansk Folkeparti tematiserer det sådan?

I en direkte henvendelse til Hassan skriver hun: "Förstår du att jag är rädd att din bok matar den eld som vill förgöra oss?" Hun er bange for, at hans bog vil være som brændsel på det bål, der vil slå dem ihjel. Nuvel, dem som de facto vil slå Hassan ihjel, er ikke Dansk Folkeparti, men mennesker, som hævder at repræsentere det miljø, som han beskriver.

Er det Hassans ansvar, hvordan hans tekster bliver brugt?

"jag tror också att texter kan ha en effekt i världen som inte nödvändigtvis behöver vara avhängig en agenda", skriver Athena Farrokhzad. Ja, tekster kan have utilsigtede effekter. Det er jeg enig i, men hvordan er forfatterens ansvar for disse utilsigtede effekter?

"Så trots att jag tror på Hassans smärta, och trots att han säger att Danskt Folkeparti är nazister när de använder hans bok för sina egna intressen, är han inte fri från ansvar om den spelar dem i händerna. Och för blicken i diktsamlingen – fadern är ”BEHÅRET SOM EN GORILLA” och de afrodanskar som ingår i jagets värld beskrivs på sätt jag inte vill återge – är han definitivt ansvarig."

Så selvom Hassan tager afstand fra Dansk Folkeparti og ligefrem afskriver dem som nazister (hvad de da trods alt ikke er, selvom de forekommer at have en del tænkemåder til fælles med nazisterne), når de bruger hans digte for deres egne formål, så er han definitivt ansvarlig for, at de gør det, mener Farrokhzad. For Hassan har jo beskrevet sin far som "behåret som en gorilla". Ja, måske synes han, at hans far mindede om en gorilla, når han stod foran ham, stor, brutal og stærkt behåret. Må han ikke bruge det billede? Må han ikke forudsætte, at læseren godt ved, at Hassan ikke mener, at hans far faktisk er en gorilla eller særlig nært beslægtet med en gorilla? At vi godt er klar over, at Hassan ikke mener, at han selv er halvt gorilla. Dette var åbenbart, hvad Hassan associerede til, da han stod over for denne brutale mand. Når han nu prøver at skildre indefra, hvordan det var for ham selv at være dreng i netop dette hjem, er han vel nødt til at gøre det ærligt?

Måske er associationen til gorillaen betinget af en racistisk ideologi i samfundet. Måske var Hassan ikke kommet til at tænke på netop en abe, hvis ikke hvide mennesker gennem århundreder havde forsøgt at legitimere deres undertrykkelse af mørke mennesker med henvisning til, at disse mørke mennesker blot var en slags aber. Det ved vi ikke, men det er da meget muligt. Men er denne fælles underbevidsthed, det racistiske net, vi er fanget i, så ikke også nødvendig at beskrive indefra, hvis man skal give et sandt billede af, hvad man har oplevet ved at leve dette liv som 'fremmed'?

Blev Wagners nationalromantiske operaer dårligere musik eller til mere politisk eller moralsk anløben musik i det øjeblik, Hitler hørte den og blev glad? Blev Nietzsches opfattelse af, at menneskelig storhed består i at være i stand til at bemægtige sig verden og på egen hånd indgive tingene, sansningerne og de mellemmenneskelig relationer værdi, altså Nietzsches ateisme eller humanisme, om man vil, problematisk af, at det siden viste sig, at nazisterne formåede at forvrænge overmenneske-figuren, så den kunne bruges i en race- og Führer-ideologi? Skulle Wagner have forudset denne glæde hos den nationalromantiske despot og Nietzsche forudset dette misbrug? Eller er dette dårlige sammenligninger, fordi nazismen på deres tid endnu kun var en diffus åndelig strømning, ikke en defineret og politisk organiseret politisk bevægelse, sådan som DF er det i dag?

Men hvad så, hvis Wagner og Nietzsche havde været samtidige med Hitler? Skulle de så have bidt tungen af og holdt deres storladenhed som en gurglen i ganen? Anderledes sagt: Er man kun ansvarlig for sit eget værk eller også for andres mulige tolkning og brug af det?

Det er den politiske side af sagen. Den kan ikke undgå at fylde mest i receptionen af dette værk.

Og så er der alligevel også den kunstneriske: Kunne Hassan have skrevet så fængslende tekster, hvis han skulle have taget det gustne hensyn til det miljø, som han (i hvert fald også) hader? Er ærligheden ikke en forudsætning for styrken i de tekster, den vigtigste forudsætning ligefrem? At Hassan fortæller noget, som er forbandet vigtigt for ham.

Her er hele anmeldelsen:

http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.ab

Men ikke hele historien, for denne anmeldelse har givet anledning til en lang række debatter, ikke mindst på Facebook, hvor nogle danske poeter ikke blot har forsvaret Farrokhzads position, men har udvidet perspektivet og ment, at den hvide normaldansker ikke rigtig er berettiget til at deltage i debatten om Hassans digte, fordi vi er indlejret i en racistisk kultur og optik, som sætter os ude af stand til at forstå Hassans virkelighed lige så rent og umedieret, som dem, der er opvokset som muslimer i Gellerupparken, kan.

Den hvide normaldansker kan ikke bevidne den virkelighed, som de/vi ikke kender. Derfor må de/vi træde et skridt tilbage og lade dem, der er kvalificeret til at deltage i debatten, diskutere. Det er synspunktet.

Dette synspunkt eller argument kaldte vi i min logikundervisning på filosofisk institut i Odense for Argumentum ad hominem, og det var ikke en ros. Det betyder noget i retning af, at man går efter manden i stedet for bolden. At man ikke argumenterer mod synspunkter, men mod personer.

Men skidt nu med det. Jeg opfatter det som problematisk, når nogen vil udelukke andre fra at diskutere et emne, under henvisning til, at de ikke er født det rigtige sted eller på det rigtige tidspunkt eller med de rigtige gener eller kromosomer eller har den rigtige seksualitet. Fx at kun unge kan have en kvalificeret mening om daft punk, at kun kvinder ved hvad kønsligestilling er, eller som her, at hvide mennesker ikke er kvalificerede eller berettigede til at diskutere dels, hvad der er og ikke er racisme, dels hvilke opvækstvilkår man har i en ghetto.

Hvis man godtager denne begrænsning, er alt håb jo ude. Så kommer vi aldrig til at forstå hinanden.

Jeg er selv en midaldrende, hvid, heteroseksuel, veluddannet middelklassemand af protestansisk familie, hvilket ekskluderer mig fra stort set enhver interessant diskussion på venstrefløjen, hvis jeg accepterer den præmis, at ens situerethed er adgangsbillet til diskussioner af undertrykkelse. Men dels er det ikke fair at udelukke mig, fordi jeg ikke selv har valgt denne situerethed (undtagen den med uddannelsen). Faktisk har jeg nærmest valgt det modsatte i og med, at jeg, siden jeg var teenager, politisk har arbejdet mod racisme og homofobi og for kvinders ligestilling og arbejderklassens frigørelse. Dels er det næppe klogt at skubbe potentielle allierede fra sig på den måde.

Men hør nu her: at jeg gerne vil have adgang også til diskussionen om, hvordan det er at vokse op i Gellerupparken, hvor jeg selv kun har boet i to år og ikke i et muslimsk hjem, er jo ikke det samme som, at jeg vil gøre krav på at vide ret meget om, hvordan livet er for de virkelige ghetto-beboere. Jeg vil da ikke bare braldre igennem med mine letkøbte meninger om ting, jeg ikke ved noget om (ligesom jeg ikke kunne drømme om at belære nogen om, hvilken bil de skal købe). Tværtimod vil jeg gerne høre, hvad blandt andre Yahya Hassan fortæller om det. Jeg vil gerne lytte og prøve at forstå. Når jeg føler, jeg har lyttet, lært og forstået tilstrækkeligt meget, kan det godt være, at jeg også får nogle ideer til, hvad der kan gøre livet i Gellerupparken bedre. Måske, måske ikke. Men på forhånd at udelukke den mulighed er da skrap kost.

1 kommentar:

peder frederik jensen sagde ...

Det er grundlæggende problematisk, også fordi man afgrænser, hvad der er rigtigt og forkert. Rigtige holdninger, rigtige syn på mennesket, rigtige alting, og det lader til at man historieløst tror på større og mere endegyldige sandheder. Det er vel totalitært? Det umuliggør rejsen og nysgerrigheden og reducerer vel også kunsten til opskrift.