torsdag, august 22, 2013

Meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Det har fjernsynet givet en yngre dansk forfatter i opdrag at spørge forskellige kulturelle og/eller intellektuelle halvkendisser om. Jeg har ikke haft lejlighed til at se flere end et enkelt af programmerne. Men det var så også det, jeg under alle omstændigheder ville have valgt, nemlig det, hvor gæsten var en dygtig filosof. Jeg ved ikke, hvad aftalen med gæsten er, konceptet for samtalen, kunne man sige, men noget kunne tyde på, at han ikke havde fået lov at forberede sig hjemmefra, tænke over sine svar. I hvert fald forløb det sådan, at de to mænd i mangel på noget at sige valgte at bruge programmet på at konkurrere om, hvem der var bedst til at sparke straffespark på Brøndby IF’s stadion. Så kunne dunkle fodboldmetaforer måske løse knuden op? Det kunne de imidlertid ikke.

En anden mulighed havde været at tænke over spørgsmålets natur.

For eksempel: Hvad forudsætter man, når man spørger, hvad meningen med livet er? For det første kan man jo konstatere, at begge navneord i spørgsmålet står i bestemt form. Det er meningen, og det er livet. Den bestemte form angiver jo, at der kun er (tale om) en mening og et liv. Da vi nu er ufatteligt mange milliarder levende organismer samlet på kloden, burde det vel give anledning til at overveje disse bestemtheder; for nu at starte bagfra:

Hvad er det for et liv, der er tale om?

Man kan måske afgrænse det lidt ved at antage, at vi taler om menneskeliv. Hvorfor? Fordi spørgsmålet plejer at blive forstået sådan. Og hvad betyder det så, at vi vælger at fokusere på os selv som art, altså at interessere os for vores artsspecifikke liv? Ja, det betyder vel, at det, vi spørger til, netop er noget, som gør sig gældende for mennesker og ikke for eksempelvis dyr og planter.

Hvorfor taler vi om livet, altså kun et liv, når vi nu er over seks milliarder mennesker? Det gør vi, fordi vi interesserer os for livet i almindelighed. Ikke mit liv eller dit, men menneskelivet som sådan. Og altså menneskelivet til forskel fra fx dyre- eller plantelivet. Det kan vi godt håndtere. Vi er vant til at tale om menneskelivet i almindelighed. Vi ved en masse om det, fx at det er mere velafgrænset end de fleste planteliv. Mennesker bevarer en form for identitet gennem livet, mens planter knopskyder, deler sig i flere, skæres ned eller vælter i stormen og vokser op igen i en helt ny form. Mennesker forbliver i en vis forstand de samme livet igennem, selvom alle molekyler i kroppen er skiftet ud, når der er gået ti år. Denne identitet har menneskelivet til fælles med de fleste dyreliv. Men samtidig er menneskelivet længere end de fleste dyreliv, og det er kvalitativt anderledes, fordi vi aktivt og bevidst omskaber vores livsbetingelser langt mere omfattende end de fleste dyr gør. Vi tilpasser os ikke omgivelserne, men tilpasser omgivelserne til os. Det gør fx myrer også og måske, set i forhold til deres størrelse, lige så udpræget, som vi mennesker gør. Men vi antager, at mens vi mennesker til en vis grad gør dette bevidst og viljesstyret, gøre myrerne det instinktivt, altså uden at tænke videre over det. Det er naturligvis kun noget, vi gætter os til. Vi vil aldrig kunne vide det. Dels fordi tanker er principielt private, dels fordi vi ikke deler sprog med myrerne. Faktisk antager vi almindeligvis, at de intet sprog har. De kan ikke fortælle os om deres tanker.

Menneskelivet er langt, til dels bevidst styret, aktivt omverdensomskabende og typisk præget af personlig identitet fra start til slut.

Hvad er så meningen med dette liv? Hvordan kan der være en fælles mening for så mange mennesker? Det kan der, hvis der er en instans uden for mennesket selv og hævet over menneskeheden, som har skabt denne livsform med et bestemt formål. Det kan der, hvis Gud har skabt mennesket, fx for at det kan elske og tilbede Gud gennem sine tanker og gerninger.

I den forstand er spørgsmålet om meningen med livet et religiøst spørgsmål. Når man spørger så overordnet og generelt, forudsætter man altså allerede noget om svarets karakter, nemlig at man vil have et religiøst svar. Nogen eller noget skal jo være bærer af denne mening, og det må nødvendigvis være en instans, som er hævet over det partikulære menneskeliv. Gud kan, det må man medgive, så til gengæld have alle mulige skikkelser. Gud kan fx være historien. Forestillingen om, at der er et mål med historien, at den har et givet start- og slutpunkt, som er defineret ’på forhold’ eller under ’evighedens synsvinkel’, er en religiøs synsvinkel og i den forstand autoritær. Den forudsætter en sandhed og mening, som er hævet over de konkrete enkeltindivider.

Hvordan kommer man så ud over denne religiøse og autoritære udformning af spørgsmålet om mening, hvis man ikke vil den vej? Nå ja, man kan jo lade være med at stille det. Vi klarer os fint uden, vil jeg tro. Eller man kan spørge på en måde, der ikke forudsætter en ophøjet instans, som har taget stilling til vores liv.

Man kan spørge partikulært: Hvordan vil jeg leve mit liv? Hvad vil jeg opnå i eller med mit liv? Hvordan bliver jeg lykkelig?

Eller man kan spørge generelt, men etisk eller funktionelt. Etisk: Hvad er et godt liv? Funktionelt: Hvordan bliver man lykkelig?

Hvis det etiske spørgsmål ikke skal ende i den samme religiøse gyde som spørgsmålet om livets mening, er man nødt til at vedtage et såkaldt etisk aksiom, altså et indiskutabelt gode, som man ikke begrunder yderligere, men blot bliver enig med sig selv (eller mere demokratisk: med flertallet) om at anse for ubetinget godt. Det kan fx være negativt defineret som fravær af smerte, eller positivt som udfoldelse af artsvæsnets potentiale, social og individuel selvrealisering. Når man har valgt sådan et værdiaksiom, kan man bygge en etik op ved at gennemtænke, hvordan man skal leve livet eller indrette samfundet for at få mest muligt af dette gode. Et pragteksempel på sådan et tankeeksperiment er den nyligt afdøde danske filosof Eric Klawonns empatibaserede etik.

Det funktionelle spørgsmål kan man analysere på flere måder. Man kan fx starte med at definere lykke. Det har jeg hørt mange forskellige bud på gennem livet. En anden tænksom tidligere Odense-filosof, den venstreorienterede Jørgen Døør, foreslog, at lykke var sprogligt og betydningsmæssigt afledt af at lykkes. Lykkelig bliver man altså, hvis man lykkes. Lykkes med sine vigtigste livsprojekter, fx. Andre, blandt andre en af liberalismens fædre, har foreslået, at lykke er hvile. Andre igen, hedonisterne, definerer lykke som lystudfoldelse, et orgie af liv. Uanset hvilket af disse bud, man vælger, giver de sig ud for at være generelle svar på spørgsmålet om lykke, men man kan mistænke dem for hver især kun at være svar på det partikulære spørgsmål: Hvordan bliver jeg lykkelig? Og så har socialisten, liberalisten og hedonisten ekstrapoleret hver sin individuelle forestilling om det lykkelige liv til at gælde generelt. Og det er vel i orden, i samme forstand, som det er i orden, at Peter Plys giver Grislingen honning i fødselsdagsgave, for det ved han jo er godt. Men bedre havde det måske været, hvis han havde tænkt over, hvad Grislingen selv kan lide.

Men er der så ikke noget, som er godt eller sandt for alle mennesker og ikke kun for Peter Plys eller dig eller mig? På en bestemt måde nej, for vi har hver vores målsætninger. Man kan ikke gå ud fra, at alle ønsker at leve et langt, sundt og smertefrit liv, fx. Eller at alle ønsker at indløse sit menneskelige potentiale, og hvem befinder sig i en position, hvorfra det er muligt at definere, at det ene er bedre end det andet?

Men i praksis er vi nødt til at tage generelt stilling til livet og dets udfoldelse. Vi er nødt til at have fælles regler for adfærd, en samfundspagt, hvis vi vil have et samfund. Alternativet er en rendyrket hedonistisk anarkisme, en (rov)dyrisk tilværelse. Det er der naturligvis mennesker, som ønsker sig, men der er uden tvivl flere, som ikke gør, og de/vi er derfor nødt til sammen at definere, hvad det gode liv er. Som minimum må vi definere en tilstrækkelig tryghedstilstand en hverdagsagtig våbenhvile. Det har man gjort i alle samfund. Den udvidede model kunne læne sig op ad de forskellige forsøg på at give en generel definition på lykke. Det vil jeg selv være villig til at se på. Ja, det er faktisk noget, jeg har arbejdet med så længe, jeg husker.

Men til gengæld er vi ikke nødt til at have et svar på, hvad meningen med livet er. Det spørgsmål kan vi roligt lade præsterne have for sig selv.

Ingen kommentarer: