I 2010 udgav jeg novellen 'Linda', hvor
en bestemt telefonboks på Østerbrogade i København indgår som en uundværlig
rekvisit. Det var i sidste øjeblik. Kort tid efter var boksen pillet ned som
den naturlige konsekvens af udviklingen inden for telefoni.
Det er ikke noget, jeg har skænket mange
tanker siden, men for et par uger siden var jeg i Portugal med familien, og på
vej gennem en ydmyg landsby langt fra alfarvej vågnede Vera pludselig op på
bagsædet og udbrød fascineret: Hvad er det for et lille hus? Hun kunne ikke
huske, at hun nogensinde havde set en telefonboks før, og det lille glashus på
fortovet slog hende med forundring og begejstring. Da jeg havde forklaret hende
formålet med den sære genstand, var hun endnu mere fortryllet: En telefon, som
havde sit helt eget hus! Det måtte virkelig være længe siden, man havde brugt
sådan nogle. Det var et levn fra en fjern tid, som en maurisk ruin i
Andalusien, som en mexikansk pyramide. Vera er otte år. Jeg tænker, at Veras
lillesøster, Serena, ikke vil kunne forstå novellen 'Linda', hvis hun som
voksen skulle få den idé at læse den.
Savner jeg telefonboksene? Næ, vel egentlig
ikke. Jeg har ofte haft det sjov i en telefonboks, men har trods alt haft det sjovere
andre steder. Jeg har hørt, at man nu er begyndt at pille postkasserne ned i
København. Er det sandt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar