tirsdag, august 26, 2014

Løgn om fortælling

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager vare på dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder behovet for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sin menneskelighed i et fællesskab, fordi disse historier netop repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler på liv alene kan.

En verden uden fortællinger er en verden uden udveje, et fængsel.

En ven spurgte mig, om jeg prøvede at skrive fortællinger for evigheden eller blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nejnej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af en vis holdbarhed. Er det sådan?

Sådan svarede jeg ikke. Det var et tillokkende svar. Men hun spurgte anderledes: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B? Hun havde læst to tekster, som jeg havde vist hende, og nu ville hun have svar. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. Tekst A fremstillede svalt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. B beskrev næsten dirrende en følsom, melankolsk figur. Et barneliv. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske. At have forløst noget menneskeligt med min fortælling.

Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, det giver at råbe noget upassende under en prædiken.

Jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. De tekster, som kræver følsomhed af mig at skrive, lever på mig som blodigler. Hvorfor kalder du dem for blodigler? ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Nej, det er ikke vidunderligt, men fælt. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt?

Nej, sådan er det ikke. Det er oprørende at skulle leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er oprørende, men nødvendigt.

Her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tekster, som er skrevet uden alvor, har ladet overjeget sove på vagten og lukket uventede gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. God tekst kan dukke op overalt.

Tegnet er uforgængeligt, det rådner ikke. Med teksten er det anderledes, den findes kun som meningsfuld i meddelelsen. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er altså uden mening? Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som en profanering under højmessen. En anden terapi, en materialisering af et håb. Der må komme en båd.

Men meddelelsen læses i en tid, ikke en evighed. Jamen, er der så ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? En fortælling, som aldrig ældes? Den lille Marcel Proust ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Det er ubærlig læsning, men er det kun, fordi beskrivelsen er sand. Ikke fordi det faktisk er foregået sådan, autofiktion er ikke mere sand end andre former for fiktion, men fordi man mærker, at det kunne være foregået sådan. Jo, den fortælling er også vigtig om hundrede år.

Ingen kommentarer: