tirsdag, august 12, 2014

Hold din kæft, din skide identitet!

Hvis man er venstreorienteret eller taler hebraisk, kan ens holdning til konflikten i Gaza ikke tages alvorligt.

I slutningen af 1980'erne var Det Humanistiske Parti en af de organisationer, som forhandlede om at slutte sig sammen i Enhedslisten. Jeg var selv med som VS'er, men havde som 16-årig stiftet partiet Humanisterne og var derfor ret spændt på, hvad DHP nu var for en slags humanister. Deres orange programskrivelse indeholdt ikke rigtig noget, jeg kunne blive uenig i, men til sidst stødte jeg alligevel på en paragraf, som forekom mig underlig: Det Humanistiske Parti var, det skrev de, et ungdomsparti. Mennesker over 30 år var nemlig godt i vej og derfor ikke interesserede i at lave verden om, så de kunne ikke bruges til noget. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det alligevel var sjovt, at de så nøjagtigt kunne vide, at jeg nu kun havde 8 år tilbage som revolutionær.

Siden har jeg fundet ud af, at det er ikke kun er mennesker over 30, som angiveligt ikke er værd at lytte til.

For nylig interviewede Martin Krasnik i DR2s Deadline den norske læge Mads Gilbert om situationen i Gaza. Gilbert har sat livet på spil ved at arbejde på Al-Shifa hospitalet i Gaza City. Han har også offentligt kritiseret Israels krigsførelse i området. Derfor er Gilbert blevet en helt for mange på den skandinaviske venstrefløj. Krasnik er på sin side kendt som en dybdeborende udenrigspolitisk journalist, cand. scient.pol., med korrespondenterfaring fra Washington, London og Jerusalem. Han har også tilbragt en del af sin opvækst og ungdom i Israel, er ateist, men har gået i jødisk skole i København.

Krasniks interview virkede polemisk, intimiderende og postulerende. Men i den henseende ikke værre end så mange andre interview, jeg har set. En af de bemærkninger, jeg alligevel bed mærke i fra Krasniks side, var den med, at Gilbert engang har været medlem af den norske venstrefløjsbevægelse, Rød. Derfor, konkluderede Krasnik, ville intet menneske kunne tage Gilberts kritik af Israel alvorligt, hvis det ikke havde været for hans heltemodige humænitære indsats i Gaza.

Lad os nu for argumentets skyld antage, at Krasnik faktisk mente, hvad han sagde, og ikke blot forsøgte at provokere sit interviewoffer til at skærpe sin retorik, ja, så måtte det jo betyde, at venstreorientering gør ens politiske analyser utroværdige. Hvis politiske analyser kan man så tage alvorligt, højrefløjens? Nej, det ville Krasnik næppe heller mene. Men den politiske midtes, måske? For midten er vel det arkimediske punkt, den faste grund hvorfra sandheden kan løftes?

Nej, den forestilling om, at der findes en politisk position, som qua moderat er leveringsdygtig i særligt objektive eller neutrale analyser, er en vildfarelse. Midten er hverken mindre politisk eller mere nuanceret end yderfløjene. Midten er blot den position, hvorfra det er lettest at lave kompromisser med fløjene på skift, og det punkt er et historisk fænomen, som flytter sig betragteligt rundt i det ideologiske landskab. Under Marianne Jelved var Det Radikale Venstre socialliberale og politisk meget tæt på det dengang venstreorienterede SF. Under Margrethe Vestager fører de til gengæld en hadsk kampagne mod de arbejdsløse. Men selv hvis Den politiske midte altid repræsenterede de samme synspunkter, ville jo heller ikke dette midterpunkt være noget neutralt udgangspunkt for en analyse. Der findes ganske enkelt ikke neutral politik.

Er man da ikke neutral, hvis man kritiserer Israel og Hamas lige hårdt? Lad os vende den om: Er Hamas og Israel jævnbyrdige modstandere? Har de forvoldt lige megen død, og elendighed? Er den sag, de hver især kæmper for, lige retfærdig? Nej, ingen af delene er tilfældet. Israel er en besættelsesmagt og har både aktuelt og historisk forrettet langt større skade på det palæstinensiske folk, end Hamas har på israelerne. At fordele sol og vind lige i sin kritik af de kæmpende parter vil bestemt ikke være nogen neutral position. Det vil tværtimod være at befæste den militært overlegne besættelsesmagt.

Men hvad er så alternativet, hvis hverken den røde, den blå eller den lilla skjorte er nogen garanti for en politisk neutral analyse? Ja, alternativet er vel at kigge på kvaliteten i stedet for på skjortens farve. Journalistikken skal bedømmes på, hvor bred og dyb og en viden, journalisten har. På hvor ærligt og præcist, hun viderebringer sin viden, herunder dens mulige fejlkilder. Og på hvor troværdige, velunderbyggede og logisk konsistente hendes analyser af årsagssammenhænge er.

Både røde, blå og lilla journalister kan lave en politisk analyse af høj (eller lav) kvalitet.

En lille, men højtråbende del af den danske venstrefløj blev så ophidset over Krasniks sløje interview, at de skyndte sig at stikke samuraisværdet i egen bug af ren befippelse. Der blev fluks sendt myriader af klageskrivelser til Danmarks Radios ledelse, hvor Krasnik blev krævet fyret eller i det mindste taget af Mellemøststoffet.

Det er problematisk, blandt andet fordi Danmarks Radio skal have plads til selv at tilrettelægge sit stof (og ind imellem lave en fejl) uden at skulle frygte direkte politisk indblanding. Det er forudsætningen for at kunne genrejse den kritiske journalistik efter de tavse år under VCO-regimet.

Men det værste var dog nogle af de begrundelser, som blev taget i brug. Der blev nemlig ikke kun henvist til kvaliteten af Krasniks arbejde, men i høj grad også til journalistens Israel-venlige udgangspunkt. Man gentog altså Krasniks egen brøler med at bruge skjortens farve til at beklikke mandens analyser. På den måde fik man i en enkelt hæslig udånding kompromiteret den danske venstrefløjs hundredårige og besværlige arbejde for en fri presse uden politisk indblanding. Hvad skal venstrefløjen nu sige, næste gang Dansk Folkeparti vil have en rød journalist sat fra bestillingen?

Ikke nok med det. Krasniks personlige baggrund, hans hele væren, er blevet bragt frem som anstødssten. Her er et citat fra en af klagerne: "Problematikken er dog den skævhed der er i dækningen, og om de danske medier har valgt side.Det mener vi de har, specielt når flere af korrespondenterne, Steffen Jensen, Allan Sørensen, Hanne Foighel, Martin Krasnik med flere, enten er zionistiske, gift israelsk eller bosat og opvokset i Israel. Den danske journalist stand som dækker Palæstina består udelukkende af hebraisk talende journalister." Det er altså et problem, at Krasnik dækker Mellemøst-stoffet, fordi han har israelsk familie og taler hebraisk!

Jeg foragter denne tendens til at ville udelukke grupper af mennesker fra en offentlig debat på grund af deres identitetsmarkører, altså fx deres uddannelse, køn, politiske tilhørsforhold, klasse, alder, seksualitet, religion eller etnicitet.

1 kommentar:

peder frederik jensen sagde ...

hørt
desuden er det i sidste ende en fordel og for mig en kvalitet, når der er substand, som et tilhørsforhold til eksempel er, og ikke blot langdistanceviden eller mangel på samme. Utroligt som diskussion skal fratages polemik eller subjektivitet og liv.