mandag, august 14, 2017

Victor Serge

Planen var at oversætte Victor Serges roman Ville conquise fra 1932, så den kunne udkomme på dansk i forbindelse med oktoberrevolutionens hundredeårsjubilæum til efteråret. Serge var en russisk/belgisk/fransk revolutionær, der deltog i den russiske revolution, som han i de første år forholdt sig solidarisk omend stærk kritisk til. Han var oprindeligt anarkist, blev senere trotskist og til sidst vel nærmest anarkist igen. Og så var han (naturligvis) i længere perioder tugthusfange og efter revolutionens tiltagende degeneration desuden tvunget i landflygtighed på grund af sin ligeledes tiltagende kritik af det russiske regime. Han var også og måske først og fremmest forfatter. 

Det var Solidaritets forlag, som havde planer om at udgive Ville conquise, men det lykkedes ikke at rejse de nødvendige midler til oversættelsen. Her er imidlertid de første sider, som jeg har oversat.

Romanen indledes halvlandet år efter oktoberrevolutionen:






Erobret by

Victor Serge









Jeg dedikerer denne bog til mine kammerater i Frankrig og Spanien,
         For vi må forsøge at redde revolutionens sande ansigt fra glemsel og mytedannelse;
         Dette er afgørende for at kunne koncentrere vores styrke,
         at adlyde den højeste nødvendighed mere ubundet,
         ikke at bede den retfærdiggøre vores fejltagelser,
         for bedre at kunne opnå, hvad der må opnås,
         Og sådan at mennesket en dag vil blive genfødt i ethvert menneske.
V.S.



1



Den lange nat syntes at klamre sig til byen. Solopgangens og solnedgangens grå lys gennemsivede det skidenthvide skyloft og bredte sig ud over genstande som den uskarpe spejling af en fjern gletscher. Selv sneen, som vedblev at falde, manglede klarhed. Dette hvide, tavse, vægtløse svøb strakte sig mod uendeligheden i tid og rum. Allerede klokken tre om eftermiddagen var det nødvendigt at tænde lamperne. Aftenen mørknede sneen med askeagtige nuancer, dybtblå og den stædige grå, som man ser hos gamle sten. Natten tog over, ubønhørligt og roligt: uvirkeligt. I mørket vendte deltaet tilbage til sine geografiske konfigurationer. Mørke stenklipper skåret ud i rette vinkler omgav de tilfrosne kanaler. En sælsom, mørk fosforescens steg op fra den brede isflod.
         Indimellem stødte nordenvinden, som kom fra Spitsbergen og endnu længere borte fra – fra Grønland måske, måske fra Nordpolen over Ishavet, Norge og Hvidehavet – hen over Nevas dystre flodmunding. Med et bed kulden ind i granitten; de tunge tåger, som var trukket op fra syd, over Østersøen, forsvandt, og de afklædte sten, jorden og træerne var uden videre dækket af iskrystaller, som hver især var et næppe synligt vidunder dannet af tal, feltlinjer og hvidhed. Natten skiftede udseende, kastede sit slør af uvirkelighed af sig. Nordstjernen åbenbarede sig, stjerneformationerne åbnede verdens uendelighed. Den næste dag syntes de bronzeklædte ryttere, overstrøet med sølver pudder på deres stenpiedestaler, at træde ud af en sær højtidelighed; fra de høje granitsøjler i Isak-katedralen til dens gavl befolket af helgener og selv til dens massive guldkuppel – var alt dækket af frost. De røde granitfacader og dæmninger fik et strejf af lyserød og hvid aske under denne storslåede kappe. Haverne, med deres sarte filigran af grene, forekom fortryllede. Dette blændværk vederkvægede øjnene hos de mennesker, som dukkede frem fra deres beklumrede boliger, ganske som mænd klædt i skind ved vintertide årtusinder tidligere steg frygtsomme op fra deres lune huler, i en mættet em af dyrestank.
         Ikke et eneste lys i syne. Forhistorisk dysterhed.
         Folk sov i dybfrosne boliger, hvor hvert beboeligt hjørne var som et hjørne i et dyrs hule: den forfærdrende stank klyngede sig endda til deres pelsforede kapper, som aldrig blev taget af, eller som de tog på for at gå ind i det næste rum – for at lirke et par gulvbrædder op, som kunne hold liv i ilden, for at hente en bog, eller for at lempe nattens afsondringer ud for enden af gangen oveni den dynge af ekskrementer, som ligeledes var dækket af den herlige frost, hvis krystaller hver for sig var vidundere af renhed. Kulden slog uhindret ind gennem knuste ruder.
         Byen, gennemkrydset af brede, retlinjede arterier og snoede kanaler, omgivet af øer, kirkegårde og enorme, tomme jernbanestationer, bredte sig ud over spidsen af en snæver afgrund på kanten af en hvid ensomhed ...
         men nætterne, spækkede med stjernebilleder, herskede uforsonligt og roligt, og i løbet af disse nætter gled skiløbere bevæbnet med tunge Mauser-pistoler fyldt med halvtreds vidunderligt spidse kugler, en flaske brandy, fire pund rugbrød, tyve sukkerknalder, et dygtigt forfalsket dansk pas og hundrede dollars syet ind i bukseforet, beslutsomt med lange, glidende skridt ind i den ørken, hvor intet var værre end at møde en anden mand;
         og kvinder, knugende deres børns hænder, gamle mænd, kujonagtige mænd, alle sammen krybende op mod den storslåede terrorstorm, endnu mere dødbringende end polarstormen, drog ligeledes ind i denne ørken af is anført af forrædere og spioner, drevet af had og frygt, undertiden med deres diamanter skjult, som straffefanger gemmer deres penge, i deres køds mest hemmelige og obskøne folder.
         Set højt oppefra, fra den rødstjernede flyvemaskine, som hver morgen cirklede foroven, lignede Neva en slank, hvid slange, som stak sin tynde, spaltede tunge ind i ørkenen fra sin åbne mund.
         De halvt affolkede slumkvarterer var sultne. Der steg ikke længere røg op fra fabrikkernes skorstene, og når en af dem alligevel ved et tilfælde begyndte at ryge, betragtede kvinderne, som i deres lurvede klude krøb sammen ved døren til en kommunal butik, med en dyster nysgerrighed den bizarre røg krabbe sig op mod himlen. "De reparerer kanoner. De får ekstra rationer .... – Hvor meget? Hvor meget? – fire hundrede gram brød om dagen; ja, ok; men det er ikke til os, det er kun til dem. Vi ved godt, hvem der arbejder i den fabrik, de røvhuller ..."
         Sortnede røde flag hang over dørene til gamle okseblodsfarvede paladser, opført af Mester Bartolomeo Rastrelli, som henrykte med syttenhundredetallets italienske elegance og dens overdådige forsiringer, som  pyntebåndsoverhængte hyrdinder. De havde været kejserinders favoritters palæer, havde tilhørt erobrerne af Krim og Kaukasus, fornemme herrer, der ejede millioner af sjæle, den uvidende, fascinerende og tyvagtige adel, som det hemmelige kansleri udsatte for tortur, før det forstødte dem til skovene i øst. Når turguider fra Departementet for politisk uddannelse forklarede simple folk, som var kommet til hovedstaden for at deltage i regeringskonferencer, at disse paladser var arkitekten Rastrellis værk, hørte gæsterne det ganske naturligt som "en skudt mands værk", for på russisk betyder rastrellanny "skudt". Paladser og herregårde fra napoleansk tid, mere nøjsomme, med agtværdige frontoner symmetrisk placeret over mægtige søjlegange, bar de samme røde laser over hoveddørene. Emperiets forskellige epoker havde således forsynet gaderne med imposante konstruktioner, som om natten kunne få en til at drømme om faraonernes grave fra et thebensk dynasti. Men dette dynastis aske lå endnu frisk i en mose i Ural; og disse grave, et regimes grave, bar for en sikkerheds skyld skilte: P.C.P. ANDET DISTRIKTS KOMMITE; R.F.S.S.R. FOLKEKOMMISARIATET FOR OFFENTLIG UDDANNELSE; ADMINISTRATIONEN FOR UDDANNELSESSERVICE FOR TILBAGESTÅENDE BØRN; R.F.S.S.R.  SKOLE FOR RØDE KOMMANDØRER I ARBEJDERNES OG BØNDERNES HÆR. Folk arbejdede i disse døde paladser – døde fordi de var blevet erobret, ukronede fordi de ikke længere var paladser. Maskinpistolerne sad på hug i vestibulerne, ofte i skyggen af en enorm, udstoppet bjørn, som tidligere havde holdt en bakke frem med visitkort, de var som dyr af stål, tyste men parate til at bide. Den klaprende larm fra skrivemaskiner fyldte saloner designet til fyrstelig luksus; en grov erobrer, Kamerat Ryzhik, sov i sine støvler på den selvsamme divan som den, hvorfra en gammel epikuræer af ædel Rurik-æt atten måneder tidligere havde fornøjet sig ved at stirre fuld af fortryllelse og fortvivlelse på nøgne piger i dette elegante Ludvig den femtende-værelse. Nu lå denne epikuræer et andet sted, hvem kunne vide hvor, nøgen, med stride børster på hagen og et hul direkte gennem hovedskallen, med en skudvidde på under to fod nedtrampet jord, fire fod sne, og den navnløse vægt af evighed.
         Piloters logbøger blev arkiveret i boudoirer, som med ubemalede træskillevægge var blevet opdelt i kontorer; en besynderlig samling af rekvirerede madrasser blev lagt ud på gulvene i de imposante modtagelsesværelser, som således forvandlede sig sovesale. Vældige krystallysekroner klirrede endnu blidt, når lastbilerne rullede forbi. Fornedrede fanger, som i de gamle dage meget vel kunne have besteget marmortrapperne i dette selvsammen palæ med værdige skridt som genstand for de hyrede fodfolks apatiske stirren, ventede nu i kælderen på at blive overført til den særlige kommision[1]. Indimellem ville den af kedsomhed udmattede skildvagt, som sad med albuerne støttet på et snavset bord ved døren til kældertrappen, modvilligt rejse sig, hænge remmen på den riffel, som han bar med mundingen nedad, på plads over skulderen, for at slæbe sig hen og åbne hængelåsen til sit fængsel.
         "Ok!" ville han sige, ikke uvenligt. "Finansmænd til lokummet, tre ad gangen!"
         Med vante skub gennede han de tunge, snublende formationer ned gennem den smalle gang; de holdt et øjebliks pause ved synet af den blændende sne i gårdspladsen ... Snorken hørtes fra det tidligere køkken, hvor man havde etableret en vagtstue.
         Ryzhik kunne ikke længere holde rede på tiden. Hans dage havde hverken begyndelse eller ende. Han sov, når han kunne slippe af sted med det, om dagen, om natten, indimellem ved begyndelsen af kommitemøder, når taleren var omstændelig. I disse tilfælde ville han slumre hen i sin stol med hovedet kastet bagover, med sin mund åben under det røde overskæg; og hans klodsede hænder udtrykte i deres pludselige ro, som de lå, henslængt over hans knæ, en gevaldig udmattelse. Gennem lang tid havde telefonen – denne bizarre lille stemme konstrueret til at fange øret, den stemme som fik en til at tænke på insekter, der skraber sig frem under jorden – gjort ham nervøs og ængstelig. Nu dikterede og modtog han ordrer over telefonen, og han noterede telefonbeskeder med sin store skoledrengehånd bag på cigaretæsker: "Overførsler til Tre-mands Komiteen: Afslut tilvejebringelse af varmt tøj inden for fireogtyve timer." "Fjern en tønde sild fra lager 12, skær mændenes dagsration ned." "Arrester de første ti fanger på listen fra Fem-mands Komiteen ..."
         Han lyttede, hans øjne flakkede, bedøvede af dagens træthed, foran telefonbordet, oversået med rugbrødskrummer. "Hallo Gorbunov? Hent Gurbonov. Er togtet overstået?"  Det formløse insekt krabbede sig af sted på jorden i sit hul, og et eller andet sted, langt borte, svarede en brutal stemme: "Gorbunov har en kugle i lysken; skrid." Og så var linjen død. Ryzhik bandede. Telefonen ringede igen med munter akuthed: "Hallo! Er det dig, Ryzhik? Saburov-teateret forærer tyve billetter væk til Den lille chokoladepige ..." Døren havde knirket bag ham; han fornemmede en trøstende, men også svagt irriterende tilstedeværelse: "Xenia?" "Det er mig. Gå i seng, Ryzhik." Xenia bar en græsgrøn soldater-tunika og stålindfattede briller; hylsteret fra et automatvåben hang i hendes bælte. Hun bar på en bog. Ryzhik drømte i sin vældige træthed om to bløde, men faste bolde af flæsk og om en varm mund. Xenia betragtede ham tålmodigt: "I morgen klokken seks. Møde i departementet." Han rødmede. "Okay. Godnat." Han gik ned ad marmortrappen. En meningsfuld vrede gærede i ham mod denne unge kvinde, som var så simpel og ligefrem i hans nærvær, at selve hendes tilstedeværelse fordrev den tanke, at de nogensinde kunne, om blot for et øjeblik, stå ansigt til ansigt som mand og kvinde, afvæbnet af hinanden og forvist til hinanden.
         I det forladte bibliotek, ved siden af den store hollandske kakkelovn, spillede to soldater skak i stearinlysets skær. Skakbrættet var en mosaik af sære sten indlagt i en elegant lille ramme; elfenbensmændene i kinesisk design, finmejslede, detaljerede og groteske. Ryzhik lænede sig mod kakkelovnen for at lade varmen gennemtrænge sig og lukkede øjnene. Sikket job! Og hvad nu, hvis jeg trods alt er blevet træt af at være stærk? Hvad nu ...? I disse øjeblikke af ekstrem udmattelse gentog han disse ubesvarlige ord for sig selv: "Hvis det er nødvendigt." Hans magasin blev på magisk vis genopfyldt helt af sig selv. Denne udmattelse var kun dagens træthed: Søvn kunne gøre det af med den. Natten herskede med en prægtig stilhed over sneen, pladsen, byen, revolutionen.
         "Helt flad, Ryzhik?" spurgte en af spillerne, mens han rykkede en bonde frem. (Han var en mørk, lille mand med halmstrå glimtende i sit uglede, uklippede hår.) "Også mig. Mælk var oppe på tyve rubler på markedet i dag. Sukker lå på fyrre. Jeg er lige kommet tilbage fra Gdov. Det er kønt, landet!





[1] En fælles-russisk særkommision, en hemmelig politistyrke, til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage, etableret i Petrograd december 1917 og i Danmark bedst kendt under sit russiske akronym Tjekaen.

Ingen kommentarer: