torsdag, august 24, 2017

Ansigtsløftning

Hver sommer får kvarteret en ansigtsløftning. Butikker lukker, og nye, mere hippe butikker åbner. Nye barer åbner, eller de gamle bliver sat i stand. Træningscentre og parker dukker op, hvor der før var byggetomter eller kondemnerede bygninger. Det er godt. Jeg tror, det var Peder Frederik Jensen, der sagde, at en by uden byggekraner er en død by.

Denne sommer er det så gået ud over Vicente Calderón, det stadion, hvor jeg for tre år siden så Atlético de Madrid vinde deres første La Liga-titel i tyve år. Atlético har bygget et nyt superstadion oppe hos de rige i den nordlige ende af byen, og Calderón, som er et år yngre end mig, skal rives ned. Nu bliver der langt at gå til hjemmekampene.

El Campito, børnenes skolegård, er også blevet bygget om hen over sommeren, så ungerne får plads til andet end fodbold. Det er imidlertid også der, jeg selv har spillet fodbold hver mandag aften de seneste fem år. Det vil næppe længere være muligt. Men det kan da også nærmest være ligegyldigt, for nu er Alphonso netop gået på pension og har taget sin gamle Bar Polo med i faldet. Hvor skal vi nu drikke de obligatoriske fire-fem små Mahou'er efter kampen?

Måske kan vi bare sætte os ind på den nyrenoverede Bar Polo og se, hvad der sker. For lidt siden stak jeg hovedet indenfor for at høre, hvornår den åbner. Så dukkede den nye barbestyrer op og lovede, at han ville lave os nogle tapas så lækre, at vi vil skide i bukserne. Og så vraltede han videre, som om han selv havde taget forskud på glæderne. Jeg har aldrig skidt i bukserne af Alphonsos tørre tapas. Ikke engang af den ubestemmelige grønne smøreost, som man altid endte med, hvis man var for langsom, når der blev budt rundt.

Ingen kommentarer: