I dag ser vi, i hvilken udstrækning den spanske stat er kommet fri af sin fascistiske fortid.
Uanset om man går ind for catalansk
løsrivelse fra den spanske centralstat eller ej, bør man anerkende, at det er
catalanernes ret selv at afgøre det spørgsmål. Det bør ikke være den spanske
stats afgørelse, om de vil undertvinge denne region. Hvis folk i Catalonien
ikke vil være en del af Spanien, skal de have lov at være fri. Derfor skal de
også have lov at holde en folkeafstemning om løsrivelse, så det kan
konstateres, hvad den catalanske befolkning faktisk ønsker.
Men den nationalkonservative spanske
regering anerkender ikke catalanernes ret til at træffe dette valg. Den spanske
ministerpræsident, Rajoy, gentager blot det hjernedøde argument, at catalansk
selvstændighed er imod den spanske forfatning. Som om en forfatning ikke kan
laves om! Som om Grønland aldrig kan løsrive sig fra Danmark, fordi det står i
grundloven, at Grønland er en del af det danske rige.
I dag går catalanerne til
folkeafstemning. Eller dem, der kan slippe af sted med det, gør.
Fordi den spanske regering ikke vil
tillade løsrivelsen, vil de heller ikke tillade den folkeafstemning, som de
ikke blot kalder ulovlig. De bruger også alle midler til at forhindre og
ødelægge denne valghandling. De har konfiskeret flere millioner stemmesedler,
så valgkomitéen i en fart har måtte trykke nye. De har ligefrem tvangsopløst
valgkomitéen med trusler om at konfiskere deres ejendom, hvis de fortsatte
deres virke. Og de har sat civilgarden ind. Dette paramilitære politikorps har
arresteret og banket folk, som har uddelt valgmateriale, og de har smadret
valglokaler, så man har været nødt til at finde nye.
Jeg har langt fra været overbevist om, at
en selvstændig catalansk stat var en god idé. Faktisk mener jeg, at en del af
bevægelsen for selvstændighed skyldes en catalansk nationalegoistisk modvilje
mod at bidrage til resten af Spanien. Catalonien er ikke blot frodigt, men er
også en moderne, industrialiseret og veluddannet region, som hører til de
rigeste dele af den spanske stat, og som godt kunne bidrage økonomisk til de
golde, fattigere egne. For blot få uger siden ville jeg, hvis jeg havde været
catalaner, have stemt nej til løsrivelse. Men nu, hvor den spanske stats endnu
engang har blottet sine skarpe hjørnetænder over for catalanerne og uvilkårligt
vækker mindelser om den fascistiske general Francos undertrykkelse af dette
folk, tvivler jeg på, at sårene kan heles.
Måske er det alligevel bedst med en
skilsmisse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar