søndag den 1. oktober 2017

Cataloniens valg – og Spaniens

I dag ser vi, i hvilken udstrækning den spanske stat er kommet fri af sin fascistiske fortid.

Uanset om man går ind for catalansk løsrivelse fra den spanske centralstat eller ej, bør man anerkende, at det er catalanernes ret selv at afgøre det spørgsmål. Det bør ikke være den spanske stats afgørelse, om de vil undertvinge denne region. Hvis folk i Catalonien ikke vil være en del af Spanien, skal de have lov at være fri. Derfor skal de også have lov at holde en folkeafstemning om løsrivelse, så det kan konstateres, hvad den catalanske befolkning faktisk ønsker.

Men den nationalkonservative spanske regering anerkender ikke catalanernes ret til at træffe dette valg. Den spanske ministerpræsident, Rajoy, gentager blot det hjernedøde argument, at catalansk selvstændighed er imod den spanske forfatning. Som om en forfatning ikke kan laves om! Som om Grønland aldrig kan løsrive sig fra Danmark, fordi det står i grundloven, at Grønland er en del af det danske rige.

I dag går catalanerne til folkeafstemning. Eller dem, der kan slippe af sted med det, gør.

Fordi den spanske regering ikke vil tillade løsrivelsen, vil de heller ikke tillade den folkeafstemning, som de ikke blot kalder ulovlig. De bruger også alle midler til at forhindre og ødelægge denne valghandling. De har konfiskeret flere millioner stemmesedler, så valgkomitéen i en fart har måtte trykke nye. De har ligefrem tvangsopløst valgkomitéen med trusler om at konfiskere deres ejendom, hvis de fortsatte deres virke. Og de har sat civilgarden ind. Dette paramilitære politikorps har arresteret og banket folk, som har uddelt valgmateriale, og de har smadret valglokaler, så man har været nødt til at finde nye.

Jeg har langt fra været overbevist om, at en selvstændig catalansk stat var en god idé. Faktisk mener jeg, at en del af bevægelsen for selvstændighed skyldes en catalansk nationalegoistisk modvilje mod at bidrage til resten af Spanien. Catalonien er ikke blot frodigt, men er også en moderne, industrialiseret og veluddannet region, som hører til de rigeste dele af den spanske stat, og som godt kunne bidrage økonomisk til de golde, fattigere egne. For blot få uger siden ville jeg, hvis jeg havde været catalaner, have stemt nej til løsrivelse. Men nu, hvor den spanske stats endnu engang har blottet sine skarpe hjørnetænder over for catalanerne og uvilkårligt vækker mindelser om den fascistiske general Francos undertrykkelse af dette folk, tvivler jeg på, at sårene kan heles.

Måske er det alligevel bedst med en skilsmisse. 

Ingen kommentarer: