mandag den 14. november 2011

Søndag er sidste dag på BogForum

Så er det sidste dag på Forum. Det er sidste dag med grå messestøj og opmærksomhedshungrende skrig under messelamper. “Se mig! Se mig, hør mig, køb mig, elsk mig! Se mig, jeg er smuk, jeg er billig, jeg er kendt, eller bliver det, eller har været, jeg er spændende, besynderlig, promiskuøs, tryg, jovial, jeg er hardback, e-bog, mp3, jeg er strålende, jeg er, som du vil ha mig, så se mig dog!”

Det er sidste dag med tyndskid og øjenkatar, sidste dag med messehjerne, tinitus og kvindernes evindelige toiletkøsklynken og mændenes pral over gårsdagens druktur. "Blev det sent i går?" og man svarer med et 'vi'. "Vi endte på Andys, eller jeg ved sgu ikke". Det er det 'vi', som du ikke er en del af, det vi, som definerer, hvem der holder messeilden i live, løber med faklen, hvem der er BogForum, messesej.

Vi er på fornavn med hinanden. “Dukkede Ole op i går?” og “Har du set Josephine?” Du er på fornavn med mennesker, du aldrig har talt med, og som stensikkert ikke vil hilse, når I mødtes på Valby Langgade næste onsdag.

Ved messestemmens anråb klokken seks i aften er det slut med Under Uret og Tranescenen, slut med Gyldendals smugkro i den anonyme, hvide plakatopstander midt i mylderet og Klims på samme tid mere skjulte og langt mere åbenlyse udskænkning af fadøl tredive meter derfra. Der skammer man sig ikke over at gå i messesump fra klokken et om eftermiddagen. Hvis man kan vente så længe. "Vi sælger Murakami med en gammel skid på, vi er pisse ligeglade." Og de var de første til at være ligeglade, til at slippe skammen, skvulpe rundt i gylden væske, de var de første til at sparke bøger ud af standen til en udsalgspris, som kunne pisse selv den mest besindige boghandler af. Var sgu ligeglade. Og så kom boghandlerne med. Det kunne være det samme, når nu Gyldendal alligevel var kommet med. Så var det hele skredet, så var det hele branchens fest. Ikke Batzer & co.s fest eller Rævens Sorte Biblioteks, jo også deres, stadig deres fest, men bogbranchens fest, Det Kongelige Biblioteks fest, trykkeriernes fest, litteraturtidsskrifternes, Parpirvarearbejdernes Forbunds, det er første maj i november, og Forfatterskolens fest. Også Forfatterskolens fest, skolen som ikke har noget at sælge, men som er ren tekst, som er oplæsningsmaraton og Doktor Tekst. Paneldebatter om litteraturens vilkår, afgangsantologi, og se hvor mange kendte forfattere, der har gået her! Og som alligevel ikke er ren tekst, men elsk mig dog, trods alt! Og det gør vi.

Og vi hænger ud, og det er sidste dag, vi hænger ud. Og "Hvis jeg havde råd, ville jeg være alkoholiker", siger han. Og "Det er derfor, vi ikke gav dig noget legat i år", svarer hun, svedent.

Det er starfuckerens sidste chance for at komme i lag med en kendt. Det er den kendtes sidste chance for at kapitalisere sin kendthed. Det friske kød, den fesne morgen-sms.

I dag er sidste dag. Så er det slut med “Tager du lige børnene? Det er bare tre dage. Fire, vi stiller op torsdag.” og “Tørrer du ikke lige op, hvis jeg kommer sent hjem?” og “Det er arbejde, jeg kan ikke sige nej til den middag. Min redaktør kommer, jeg skal være der, ham, jeg håber på som redaktør, ham, der læser mit manuskript, min oversætter, korrekturlæser, omslagskunstner, grafiker, min forfatter, Ole, min kontakt på trykkeriet, nej, ikke hende, jeg knaldede til messen sidste år, det er en mand i år, jeg tror, det er en mand, en grim mand.” og “Jeg er tidligt hjemme søndag, allerede ved ottetiden, hvis ikke Ole kommer. Det gør han nok.”

Det er sidste dag på BogForum, det er nu, der skal drikkes gratis fadøl, rapses bøger, gives bøger væk, dem man selv har skrevet, de skal stikkes ind i frakken på en anmelder fra Weekendavisen, på en liderlig filminstruktør, på en oversætter. “Kan du ikke lige spørge Saber Press?” Det er nu og aldrig mere.

Vi ses til BogBella næste år.

Ingen kommentarer: