fredag den 19. august 2011

Jeg er tæt på

Var der nogen, der fik noteret, hvor det var, man kunne tilmelde sig de fynske mesterskaber i at stave til eksotiske dyr, mens man slog vejrmøller på et meget lille sted? Selv er jeg ret optimistisk. Jeg mangler blot at lære at slå vejrmøller og så at kunne stave til 'lemur' på et meget lille sted (jeg er faktisk flink til 'finke' selv på ganske små toiletter, men jeg ved så heller ikke, om finker er helt eksotiske nok).

5 kommentarer:

Joachim sagde ...

Jeg prøvede engang med 'pik-antilope' i en telefonboks, men et eller andet gik galt, jeg kunne ikke få døren op bagefter og blev disket, det var meget pinligt, og så i min hjemby. Sejren gik til PerP, der lavede en 'pingvin' i sin medbragte kummefryser, det var rent pral.
'Hest' kan jeg overalt, både store steder som Peterspladsen og små steder som ventilatorrørene på Banegården, men det bliver af en eller anden uforklarlig grund aldrig acecpteret som værende eksotisk? Har dommerne nogensinde set en mule tæt på, spørger jeg bare.

Jens Peter Kaj Jensen sagde ...

Jeg husker pik-antilopen, eller, jeg så den jo ikke, men rygterne gik, og jeg kan godt forestille mig, at den egentlig var bedre end dem.
Hest har jeg stavet i min lomme, hvor det absolut er et af de mere eksotiske dyr. Igen kneb det så lidt med vejrmøllen, sagde de; småligheden råder. PerPs pingvin har jeg hørt om, det var en slags medrejsende hjemmebane, og egentlig synes jeg ikke, de skulle have anerkendt den, men jeg er ikke den, der klager.

Joachim sagde ...

Et af mine bedste minder er fra de åbne finske i '91, hvor HansViking lavde en 'elg' i et gevir, der hang på væggen på værtshuset Kakimalo, der betyder 'Hjorten', men under vejrmøllen sad hans seler fast, og han blev disket ('elgen' var blevet godkendt!). Nu hvor jeg ser tilbage på min egen tid som aktiv - i 80'erne og 90'erne - forekommer det mig, at de bedste forsøg altid var dem, der ikke lykkedes helt. De besad en helt særegen skønhed. For eksempel var OleB's forsøg på en ChetBaker (et californisk, polyamorøst dyr med meget dårlig hud og trompettud) på en spisestol uforligneligt godt i al sin håbløshed. Kald mig bitter, men jeg synes, at de unge i dag er lidt for bange for at tænke ud af boksen og kun staver og vejrmøller de helt sikre og velafprøvede dyr.

Joachim sagde ...

Du kan sikkert også huske efteråret ’94, da Grandprixserien ramte Hamburg og SteenØre lavede en ’Delfin’ i et kabinet til et peepshow med nyimporterede, ukrainske strippere i St. Pauli. Det var der mange, du ved sikkert hvem, der applauderede med et beundrende ’nøøøjjjj’. Men det var en for rodet præstation i mine øjne, alt for mange indtryk – især lugten af de mange kropsvæsker gjorde, at karakteren for det kunstneriske indtryk ikke kunne lande helt i top. Det var ærligt talt lidt klamt. Omvendt var der ikke en finger at pege på de akrobatiske færdigheder, ingen forblev uberørte, når han vendte enden i vejret (jeg husker for eksempel, at den ellers noget kropsforskrækkede Angela Markel, der på det tidspunkt sad i den tyske jury, sagde, at hun havde fået blanke øjne).
Jeg ved, at også du kan lide at smøre lidt tykt på indimellem og blande referencerne, men vi kan vel blive enige om, at de mest sublime præstationer finder sted, når der er overensstemmelse mellem form og indhold?
For eksempel vil ingen sande elskere af ’stav-et-eksotisk-dyr-på-et-lille-sted-mens-du-slår-en-vejrmølle-eller-to’ benægte, at klassiske rimede kombinationer som ’Horse’ i bagagerummet på en Porsche, en ’Cheval’ på en papfigur af Robert Duvall, en ’Pferd’ på en overdimensioneret Camembert eller en ’Zulinamgabgab’ (som den naturaliserede botswaner Bonnie ikke helt korrekt hævdede var setswana for ’hest’) på bagsædet af en Saab udført stramt og korrekt altid, og med altid mener jeg sgu altid, holder vand.
(For en god ordens skyld kan jeg lige tilføje, at 'hest' efter indlemmelsen af de østeuropæiske lande i det europæiske forbund efter Murens fald endelig kom med på listen over accepterede dyr.)

Jens Peter Kaj sagde ...

Tak for genopfriskelsen af de minder. Der var sgu så meget godt ved den tid og det kompromisløse engagement, vi havde, en fordrukke, uskyldsren liderlighed, kunne man kalde det, vi kunne ikke drømme om mimndre end at rumme alt i intet, en poetik for pegasusser, og naturligvis husker jeg makrellens blanke øjne.