Om proportionerne i dansk politik

- Venstrefløjen er tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir
- Løkke Rasmussen er tættere på Hizb ut-Tahrir, end venstrefløjen er

Hizb ut-Tahrir og den politiske magt i Danmark
Hizb ut-Tahrir har demonstreret i København for sharia og kalifat i Danmark. De repræsenterer dog kun et mindretal af Danmarks ca. 200.000 muslimer. Hizb ut-Tahrirs idéer har ingen muligheder for at realiseres i Danmark. De fleste danske muslimer bor i Danmark, fordi de hellere vil bo i en verdslig, demokratisk retsstat end i et religiøst diktatur. Villy Søvndal har ret: Hizb ut-Tahrirs ideer har ingen gang på jorden. Ønsker de at leve under kalifat og sharia, må de flytte til et andet land.

Hvis Hizb ut-Tahrir og ligesindede ved et trylleslag skulle få deres politiske målsætninger opfyldt, ville det være venstrefløjens forbandede pligt at bekæmpe dem, fravriste dem magten og indføre demokratiske tilstande og et moderne retssystem.

Et kalifat er en totalitær styreform, hvor en religiøs leder, kaliffen, er samfundets øverste i religiøse, militære, åndelige og politiske anliggender. Kaliffen skal være muslim og mand. Hans magt er nedarvet fra Muhammed. Under et dansk kalifat og sharia-lovgivning ville det undertrykte flertal ikke have noget alternativ til det oprør, som er alle undertryktes ret.

Venstrefløjen er tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir
Venstrefløjen og Rasmussen er enige om, at vi skal have en retsstat. De samme love skal gælde for alle, for kvinder, mænd, sorte, hvide, gamle, unge, hetero-, homo- og transseksuelle, ateister, muslimer, kristne, buddhister, hinduer og jøder, og uden skelen til social status. Vi er enige om, at alle, som anklages for en forbrydelse, skal stilles for en uafhængig dommer, der skal have alle relevante sagforhold belyst af en forsvarer og en anklager. Vi er enige om, at politiet skal forhindre forbrydelser og medvirke til at opklare skyldsspørgsmål, men ikke må dømme eller straffe. Vi er enige om, at den skyldiges straf aldrig må indebære tortur, lemlæstelse eller likvidering. Endelig er vi enige om, at der er grænser for, hvad staten og dermed retsvæsenet skal blande sig i. Forhold som seksuel praksis, påklædning, drikkevaner og tro er private.

Disse retsforhold er afgørende for et demokrati, og her adskiller vi os afgrundsdybt fra Hizb ut-Tahrir. I stedet for en retsstat foretrækker Hizb ut-Tahrir sharia-lovene, som er et totalitært religiøst retssystem, der fx indebærer, at forhold som sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam er ulovlige og kan straffes med døden, tortur eller afkortning af lemmer. Det er voldsomme straffe for forhold, som i retsstaten hører under privatlivets domæne.

I Sharia er der ikke lighed for loven. Her er kvinders retsstilling dårligere end mænds. I en retssag vejer et kvindeligt vidnes udsagn kun det halve af en mands. Sharia er indstiftet af Gud og kan altså ikke afskaffes eller diskuteres. Den er ikke en del af demokratiet.

Løkke Rasmussen er tættere på Hizb ut-Tahrir, end venstrefløjen er
Venstrefløjen er her endnu længere fra Hizb ut-Tahrir, end Løkke Rasmussen er. Det er naturligt nok, eftersom Hizb ut-Tahrir er den yderste højrefløj, Enhedslisten det yderste venstre og Løkke Rasmussen et sted imellem. Enhedslisten vil fx afskaffe den danske stats brug af isolationsfængsling som torturinstrument til at fremtvinge tilståelser. Vi vil skrive kongehuset ud af Grundloven, så ingen kan arve politisk magt (formelt eller uformelt). Og vi vil sikre, at CIA ikke fragter ikke-dømte politiske fanger gennem Grønlandsk territorium for at torturere dem i hemmelige fængsler i Østen.

Demokrati, at ville mere end parlamentarisme
Venstrefløjen og Løkke Rasmussen er enige om, at vi skal have demokrati. Befolkningen skal selv bestemme, hvilken ledelse samfundsfællesskabet skal have. Det skal afgøres ved hemmelige, frie valghandlinger, hvor alle voksne medlemmer af samfundet har en stemme hver, og hvor ingen kan presses til at stemme mod sin overbevisning. Også her er vi meget tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir.

Vi vil mere demokrati, end statsministeren vil, netop fordi vi er socialister. Venstrefløjen mener, at langt flere forhold skal under demokratisk kontrol. Ikke kun skolevæsen, trafik, politi, militær, domstole og socialforsorg, men også eksempelvis industri, bankvæsen og andre større virksomheder skal styres demokratisk og rationelt til befolkningens bedste, og så vidt muligt af dem, der arbejder der. Det er et folkeligt nærdemokrati, som statsministeren ikke ønsker.

Ytringsfrihed og højrefløjens hykleri
Venstrefløjen og Løkke Rasmussen er enige om, at forudsætningen for demokrati er, at man frit og åbent kan diskutere, hvilke beslutninger samfundet er bedst tjent med. Det forudsætter, at alle kan sige deres mening, uden at de bliver straffet eller forfulgt for det. Ytringsfrihed hænger uløseligt sammen med demokrati og derfor også med socialisme, som Enhedslisten og SF forstår det.

Kampen for ytringsfriheden er vigtig, uanset om man er enig med det ytrede eller ej. Støtter man kun ytringsfriheden for det medmenneske, man er enig med, støtter man ikke ytringsfriheden, men kæmper blot for sit eget synspunkt og egen magt. Enhedslisten ønsker, at magten tilgår befolkningen.

Det er en vigtig tradition på venstrefløjen at kæmpe for retssikkerheden og for ytringsfriheden også for mennesker og grupperinger, vi ikke sympatiserer med. Ytringsfriheden og retssikkerheden er befolkningens midler til at nedbryde magtcentrene og fordele magten.

Højrefløjens kamp for ytringsfrihed rummer et naturligt hykleri. Statsministerens politiske allierede fra Dansk Folkeparti taler varmt for ytringsfriheden, men bekæmper den. DF har gjort, hvad de kunne, for at begrænse ytringsfriheden for folk, de er uenige med. Det gælder eksempelvis Danmarks Radios journalister og eks-PET-chef Bonnichsen.