søndag den 17. juli 2011

BT og den politiske vold

Afsløring!

BT har i årevis ikke blot flirtet med vold, men direkte forsvaret og opfordret til brug af vold som middel til at opnå sine politiske mål. Man må nu spørge sig selv, om dette organ således har mistet sin troværdighed og derfor bør træde tilbage som politisk rådgiver og talerør for VK-regeringen. Hvad siger læserne?

Det viser sig nu, at regeringstalerøret BT gennem adskillige år har opfordret til brug af voldelige midler i kampen for at omstyrte politiske regimer, som BT ikke har sympatiseret med. Det gælder fx Saddam Husseins regime i Irak. BT har opfordret til en danskstøttet militær invasion i Irak med tusindvis af dræbte civile til følge.

Samtidig tyder intet på, at BT har fortrudt denne ungdommelige voldsromantik. For mindre end et år siden, viser det sig nu, har BT således støttet et tilsvarende tiltag over for regimet i Libyen.

Men BT’s våbenleg går videre og kommer uhyggeligt meget tættere på den hjemlige politiske arena end Bagdad og Tripoli, når man kigger dem efter i sømmene. Avisen har således også, er det nu kommet frem, støttet den voldelige rydning af Ungdomshuset på Jagtvej. Disse eksempler er kun nogle få udvalgte blandt mange.

BT støtter offensivt brugen af vold som politisk middel, men har de nogensinde for alvor overvejet principperne for denne brug af vold? Har de, som Villy Søvndals spindoktor, Thomas Sæhl-Sørensen, spurgt sig: Går vi ind for brugen af vold som politisk middel, og i givet fald under hvilke betingelser?

Gør BT's kærlighed til vold som politisk middel dem uegnede som politiske rådgivere for regeringen, eller er det snarere denne mangel på refleksion over vilkårene for brugen af vold, der diskvalificerer organet?

Det er kommet til Lystens værks kundskab, at alle politiske strømninger af betydning går ind for brugen af vold som middel til at opnå politiske mål under visse betingelser. Det har i praksis vist sig, at de partier, som er mest ivrige efter at bruge politisk vold er Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre. Herefter kommer Socialdemokraterne og så SF, der har flyttet sig og er blevet mere villige våbensvingere, og lidt efter Det Radikale Venstre, som engang var pacifister, men bestemt ikke er det længere. De mest tilbageholdende synes at være Enhedslisten. Og med politisk vold mener vi ikke kun militær vold i andre lande, men også statslig vold, altså vold mod politiske modstandere i Danmark, fx Ungdomshusaktivister.

Men selv Enhedslisten går ind for brug af vold i visse situationer, viser det sig. Enhedslisten støttede de første to uger af den danske deltagelse i luftangrebet på Libyen. Det gjorde partiet angiveligt, fordi de mente, at man således kunne afværge en massakre på civilbefolkningen. Det viste sig dog hurtigt, at denne trussel var stærkt overdrevet. Der var overgreb på civilbefolkningen i Libyen, men langt mindre end i hundrede andre lande, som Danmark tilsyneladende ikke vil angribe. Og det viste sig også, at Danmarks allierede havde en mere vidtgående dagsorden, nemlig den at omstyrte regimet. Det mente Enhedslisten åbenbart ikke, det var Danmarks opgave at deltage i.

Så er der revolutionær vold. Lystens værk har ikke kendskab til Thomas Sæhl-Sørensens aktuelle holdning i det spørgsmål, men BT støtter den i modsætning til Enhedslisten i Libyen. Rebel, som Thomas Sæhl-Sørensen som ung var medlem af, gik ind for en ikke-voldelig revolution i Danmark.

Med en ikke-voldelig revolution forstod Rebel angiveligt, som den antiautoritære venstrefløj altid har gjort, en enorm udvidelse af demokratiet, en omvæltning af de økonomiske og politiske magtforhold, sådan at mennesker så vidt muligt kommer til i fællesskab at bestemme over deres eget liv, også når de er på arbejde.

Det skulle være en demokratisk revolution, altså en, som blev støttet og båret igennem af et klart flertal i befolkningen; demokrati, mente Rebel, kunne ikke indføres af et mindretal. Og Rebel ville sikre, at revolutionen blev ublodig. Men blev den nye folkemagt angrebet med vold, måtte den forsvare sig, mente de, om nødvendigt med vold. Ligesom den borgerlige stat forsvarer sig, og altid har forsvaret sig, med vold.

Den store forskel er, viser det sig nu, at venstrefløjen altid har overvejet, hvornår det er legitimt at anvende volden, ikke blot skudt først og spurgt bagefter.

Ingen kommentarer: