De tre mest påtrængende krav om forandringer af vores samfundsmæssige adfærd netop nu kommer fra Corona-epidemien, klimakrisen og #MeToo. Epidemien gør staternes kontrol med infrastrukturer nødvendig som aldrig tidligere i min levetid. Klimaforandringerne gør det samme, men nødvendiggør også en demokratisk styring af produktionen ud fra parametre, som ikke kun handler om rentabilitet. Den gør det nødvendigt, at beslutninger om tilrettelæggelse af produktionen tages ud fra samfundsmæssige hensyn, og derfor at de tages demokratisk og ikke tages privat af det fåtal, der har økonomisk interesse i at producere så billigt og derfor ikke-skånsomt som muligt. #MeToo viser i første omgang behovet for øget respekt og derfor også mere gennemført lighed mellem kønnene. Den tydeliggør imidlertid også, hvad en hierarkisk samfundsopbygning altid vil indebære af misbrug af privilegier og viser derfor også et behov for nedbrydning af hierarkier, altså for mere økonomisk lighed, fordeling af magten, mere fælles ledelse og ansvar.
Ingen af de tre kriser gør den ekstreme liberalismes svar interessante for os. Heller ikke racismens. Derfor bliver de ekstreme liberalister, fremmedhadere og racister også hurtigt politisk irrelevante i denne tid. Man kan diskutere, om nationalismen bliver mere eller mindre interessant. Klimakrisen kalder på internationale svar. Epidemien kalder nok på både nationale og internationale, men først og fremmest på ikke-kapitalistiske svar. Især er det afgørende, at værnemidler, vaccine og medicin udvikles og produceres offentligt og med henblik på, at så mange som muligt får adgang til dem så hurtigt og billigt som muligt, helst gratis. Produceres de med henblik på profit, ja, så vil formodentlig titusinder af verdens fattigste og mest udsatte dø en unødvendig død. I slumkvarterer og flygtningelejre, hvor ingen har råd til at købe beskyttelse. Man kunne eksempelvis give WHO økonomisk mulighed for at stå for udvikling, produktion og distribution af de ting. Og med en økonomi sat helt i stå vil der i epidemiens kølvand blive brug for dels en ny socialpolitik, særligt i lande, som ikke rigtig har haft nogen, fx USA og Spanien, hvor tanken om borgerløn pludselig har fået vind i sejlene. Det har den af den simple grund, at så mange af de fattigste har mistet købekraft, at de nærmest er forsvundet som forbrugere. Det kan økonomien ikke klare. Dels vil der blive brug for igangsættelse af offentlig, demokratisk styret produktion. Det kan være byggeprojekter, renovering af skoler og andre offentlige bygninger. Det er der i forvejen behov for. Men også offentlig produktion af energi er en oplagt kur, for det giver samtidig mulighed for at omlægge til grøn, vedvarende energi langt mere effektivt end nu. Og statslig forskning i og produktion af elbiler. Større investeringer i skole og uddannelse.
De udviklinger af demokratiske beslutningsprocesser og omlægninger af økonomien er helt nødvendige. Og derfor kommer de, hvad enten vi kan lide det eller ej. Vi skal gøre det på så klog en måde som muligt, nemlig på en måde, der tager højde for så mange som muligt af de nye krav, som de tre kriser stiller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar