“Her bander vi ikke”, står der på døren

“Her bander vi ikke”, står der på døren. I tænker, det er en spøg, men i det øjeblik, I træder ind i det dunkle rum, vil I komme på andre tanker. Væggene er plastret til med hellige madonnaer, korsriddere, tyrefægtere, flamencodansere og Guardia Civil-våbenskjold fra Franco-tiden. Alle symbolerne er vigtige, men særligt maden. På Malacatín spiser man cocido madrileño. Det er blodpølse, svineskank, chorizo, møre oksekæber og blævrende blokke af lunt svinefedt, som siden i formiddags har simret i en tung suppe med kikærter og nudler. De forskellige kødstykker fiskes op af suppen og serveres efter tur, men altid med kridhvidt brød og noget surt til: perleløg, syltede cornichoner og grønne chilier. Her lefles ikke for grøntsagsspisere, men der ligger dog en udkogt kartoffel og en slatten gulerod på fadet. Man drikker vin. Sådan har man spist i Madrid i århundreder og på Malacatín siden 1895.

            Ved at spise svinekød og drikke vin viser vi, hvem vi er. Frem for alt at vi ikke er muslimer. Det blev vigtigt, da katolikkerne havde generobret hele Den Iberiske Halvø fra maurerne i 1492. Også kikærterne er afgørende. I årene op til 1492  blev de nemlig dyrket på klostrene i de generobrede katolske zoner.

            Der er ikke noget udbredt had til muslimer i Spanien, tværtimod er den mauriske kultur en umistelig del af den spanske, både når det gælder sprog, arkitektur, ornamentik, dans og musik, men de spanske nationalister værner stadig om en eksklusivt kristen madkultur. Også Franco, som under sit angreb på den 2. republik i 1936 identificerede sig med de katolske korsriddere i la Reconquista, førte kampagne for den spanske madkultur under sit regimente. Det var sådan de sande spaniere kunne genkendes.

            I 1980’erne og ’90’erne blev Malacatín selv til et symbolsk på den spanske nationalisme og fik således sin selvstændige betydning i baskernes kamp mod den spanske centralstat. I 1981 sprængte seperatisterne fra ETA en bombe i restauranten.
            Og i kampen for den fede cocido madrileño har Dansk Folkeparti fundet inspiration til kampagnen for det stegte flæsk. Vi skal æde os danske, og spiser du flæsk og persillesovs, er du en af os, hvadenten du vil det eller ej. Sådan en symbolkamp vender begge veje. Mange unge, som ikke vil sættes i bås med den danske nationalkonservatisme, viser det ved at afsværge flæsket, og denne modstand spiller nu sammen med den veganske bevægelse, der har fået en opblomstring parasitært på klimabevægelsen, fordi kød er et af dennes mest udskammede velfærdsgoder. Den danske klimabevægelse adresserer et aktuelt problem, som i hvert fald ikke er ældre end industrialismen, men som ikke desto mindre drager næring fra og trækker symbolske tråde tilbage til det mauriske herredømme på Den Iberiske Halvø, der endte for mere end fem hundrede år siden.