Her er lidt af det, jeg skrev om den politiske aktivisme under krisen i Spanien for fem år siden:
Venstrefløj
og krisepolitik
Den 8. januar 2013 er kold og fugtig,
særligt morgenen er slem. Man kan se sin ånde; ellers ser man ikke meget i
tågen. Men da jeg tænder for nyhederne på laSexta klokken 8.00 om morgenen, kan
jeg se, at tusinder af madrilenere har trodset vejret. De har samlet sig foran
rådhuset på Paseo del Prado og står og hopper og synger med deres skilte i
hånden. Det er de samme skilte, der bliver brugt hver gang, vi demonstrerer mod
de kommunale nedskæringer. Det er et rektangulært, hvidt skilt med to bogstaver
på. NO står der med sort, og så er der tegnet en åben saks inden i O’et. Det er
ikke noget flot skilt, men grafikken er så simpel, at budskabet ikke er til at
tage fejl af. De demonstrerer mod de omfattende nedskæringer i sundhedsvæsnet.
Denne gang er det planerne om privatisering af hospitaler og sundhedsklinikker,
det gælder. Demonstranterne har hvide kitler på. Mange af dem er ansatte i
sundhedsvæsnet, andre lader som om.
Det er den negative politiske kamp, som
altid er venstrefløjens svar på den borgerlige krisepolitik: kampen mod
forringelserne. Men ind imellem er der også en positiv kamp. Et par måneder
inden denne demonstration (en i en lang række af demonstrationer mod PP’s
nedskæringer) dukkede der en nyhed op om en Robin Hood-aktion, hvor aktivister
stjal madvarer i supermarkederne til de mange arbejdsløse i Andalusien. En
borgmester fra det venstreorienterede parti IU gav sin støtte til den ulovlige
aktion. Borgmester Juan Manuel Sanchez Gordillo er anklaget for at have
opfordret til den ulovlige aktion, men da han ud over at være borgmester også
er medlem af Andalusiens parlament, har han indtil videre kunne benytte sig af
sin parlamentariske immunitet.
Dette er ikke det positive politiske
perspektiv. Aktionen peger blot på et akut problem, men ikke på en holdbar
løsning. Det positive er derimod det projekt, som den samme IU-borgmester
Gordillo i årevis har været med til at bygge op:
Eksperimentet
Marinaleda
Juan Manuel Sanchez Gordillo er
borgmester for det eksperimenterende kooperativsamfund, som bygges op i Marinaleda.
Gordillo har trods stor modstand arbejdet stædigt for at erobre jordrettigheder
fra en lokal herremand og skabe et lokalsamfund baseret på fælles ejendom,
arbejde og ansvar. De satser på et landbrug med større biodiversitet og færre
kemikalier, hvilket gør produktionen mere arbejdskrævende, men skaber en
overlevelsesmulighed for mange. Det giver også lokalbefolkningen mulighed for
at blive boende i området. Affolkningen af landområderne i Andalusien har
ellers været udpræget siden 1960’erne. De er rejst nord på for at finde
arbejde, og alligevel er 34% af landbefolkningen arbejdsløse her mod 25% på
landsplan. De store jordbesiddere bruger underbetalte immigranter i stedet for
spansk arbejdskraft.
Derfor dannede landarbejderne et militant
fagforbund, og i 2007 stiftedes den aktivistiske andalusisk fagforening (SAT),
som kræver kollektiv brugsret til jorden. SAT har været udsat for permanent
forfølgelse og chikane fra myndighedernes side. Men ikke myndighederne i
Marinaleda. Gordillo har tvært imod fra begyndelsen været aktiv i disse
bevægelser.
Gordillo har været borgmester siden 1979.
Han blev valgt året efter vedtagelsen af den nye, demokratiske forfatning i
Spanien, og på et tidspunkt hvor Hertugen af Infantado stadig ejede al jorden i
området. Hans politiske arbejde har altid gået hånd i hånd med en
udenomsparlamentarisk aktivisme. I 1980 begyndte kampagnerne med sultestrejker
og besættelser af jorden, som stod på i 12 år, indtil aktivisterne i 1992
endelig fik Andalusiens regionale regering til at ekspropriere 1200 hektar
besat landbrugsjord, som siden har været forvaltet af kooperativet El Humoso.
Marinaleda er en lille kommune med 3000
indbyggere cirka 100 km fra Sevilla. Deres isolerede socialøkonomiske
eksperiment vælter ikke verden og løser heller ikke krisen i sig selv. De har
heller ikke helt kunnet klare sig uden hjælp fra den andalusiske regering, hvis
beskæftigelsesplan for landområder, Plan de Fomento de Empleo Rural, de har
benyttet sig af til køb af byggematerialer. Men økonomien i kooperativet er
sund, fordi de qua den økologisk orienterede produktion holder omkostningerne
helt i bund. De får overskud, selv når priserne på deres artiskokker, bønner,
oliven og peberfrugter er lave. Der er også en rentabel forarbejdningsindustri
knyttet til landbruget. Lønnen er ikke høj, lidt under landsgennemsnittet, men
til gengæld bor de billigt i selvbyggede huse, og de arbejder kun 35 timer om
ugen. Kommuneskatten er meget lav, blandt andet fordi, de ikke har noget
kommunalt politi, og fordi deltagelse i den offentlige renholdning er en
borgerpligt.
I håbet om gøre et større indhug i den
elendighed, som hele Spanien befinder sig i, er Gordillo gået ud i verden med
sin kamp for fælles brugsret til jorden og opbyggelsen af alternative
lokalsamfund. Han siger selv, at han er inspireret af Che Guevara, men mere
nærliggende er det at tænke på den offensive kamp for fælles jord til de
jordløse bønder, som var en del af anarkisternes optakt til borgerkrigen i
1930’erne.
Denne positive kamp for fremtidens
Spanien kombinerer Gordillo med den
negative kamp mod nedskæringer og fattigdom, som er helt nødvendig nu.
Foruden Robin Hood-aktionen i
supermarkederne har Gordillos aktivister deltaget i en besættelse af landsbyen
Moratalla i Córdoba, hvor arbejderne ikke var blevet betalt.
Et andet sted i Córdoba har arbejdsløse
daglejere besat et uopdyrket landbrugsareal på 400 hektar. Det er godset
Somonte, som for adskillige år siden blev eksproprieret af Andalusiens
autonomi-regering med henblik på at give de jordløse bønder et sted at arbejde.
Det skete blot aldrig. Jorden fik bare lov at ligge uopdyrket hen.
Lola Álvarez er medlem af det samme
stærkt venstreorienterede landarbejderfagforbund som Gordillo. Hun har været
daglejer, siden hun var 16 år gammel, men kan ikke længere finde arbejde, så nu
har hun og 22 andre taget den uopdyrkede landbrugsjord i Córdoba i brug, og det
kan myndighederne faktisk godt se fornuften i. Andalusiens ombudsmand har i
hvert fald bakket op om besættelsen. Hvis offentligt ejet landbrugsjord ikke
bliver dyrket, skal de arbejdsløse daglejere have lov at dyrke den, mener han.
Og arbejdsløse daglejere er der nok af.
Tidligere arbejdede de på de store godser, men mange godsejere har i de senere
år fået millioner i landbrugsstøtte af EU for at lægge jorden brak.
Det voldsomme pres fra kritikere fra
højre og venstre, som Gordillo var udsat for inden krisen for alvor satte ind i
2008, er nu lettet. Den økonomiske soliditet i El Humoso gør det vanskeligt at
pege fingre ad Gordillo, når økonomien bryder sammen alle andre steder.
Det er vanskeligt at forestille sig
Madrid som et økologisk landbrugskooperativ, men de økonomiske modeller, som El
Humoso betjener sig af, har utvivlsomt inspireret venstrefløjen også her.
Overlevelseskampen
i Sevilla
Mange af Spaniens millioner af
arbejdsløse står i foråret 2013 til at miste deres dagpenge. Cirka en million
spanske familier er allerede helt uden indkomst. Regeringens krisepolitik gør
kun deres situation mere umulig, så alternative kriseløsningsmodeller er blodig
alvor. Sevilla er særligt hårdt ramt. Mange arbejdsløse bor i telte og spiser,
hvad de kan finde af kasseret mad.
Ikke kun de arbejdsløse er ramt. Mange af
dem, der faktisk har arbejde, bliver presset til at arbejde fx 50 timer om
ugen, selvom de kun får løn for 20. Ferierne bliver inddraget. Sådan kan man
presse medarbejdere, som er bange for at blive fyret, hvis de klager.
Men andre har angrebet deres elendighed
mere offensivt. Som følge af det store sammenbrud i byggesektoren står der
hundredetusindvis af nybyggede, tomme lejligheder i Spanien, samtidig med, at
600.000 spanske familier ikke har noget sted at bo. Bygherren til et af de nye
lejlighedskomplekser i Sevilla gik konkurs, før han fik solgt lejlighederne,
men nu har en gruppe af arbejds- og boligløse sevillanere besat ejendommen. De
kalder deres nye hjem for La Utopia. Det er helt almindelige, lovlydige
tidligere lønarbejdere, som er blevet fyret og har mistet deres livsgrundlag,
som er flyttet ind i lejlighederne. De banker, som har overtaget byggegælden,
har lukket for el og vand for at presse bz’erne ud. Men så vasker de tøj under
brandhanen på gaden, og nogen har sat en fælles benzingenerator op, så de kan
tænde lys.
Beboerne forsøger at overtale bankerne
til at indgå en aftale. De vil have lov til at blive boende til en lav husleje.
Det er dog bedre, også for bankerne, som ellers ingen husleje vil få. Og
lejligheder, som står tomme, forfalder og bliver tømt for inventar af nattens
folk. Det giver god mening. Også La Utopias perspektiv om at benytte de tomme
lejligheder til billig husning af hjemløse støtter Andalusiens ombudsmand. Der
er begrundet håb om hjælp til beboerne, som har opbygget et nært fællesskab
under kampen.
15. maj-bevægelsen med de grønne T-shirts
har været med til at organisere La Utopia. Det er en gruppe af overvejende
unge, som ikke længere tror, at politikerne sidder med nøglen til at løse
fattigdomsproblemerne. Bevægelsen hjælper også arbejdsløse, som ikke længere
kan betale deres husleje, med at blive i deres hjem. De forsøger at forhindre
udsættelserne.
Og i april 2013 sker der faktisk noget.
IU og PSOE har regeringsmagten i Andalusien, og på IU’s initiativ vedtager
Andalusien en ny lov, som gør det muligt for regeringen at ekspropriere de
beboelsesejendomme, som efter bygherrernes fallit er overtaget af bankerne. På
den måde kan man undgå, at de familier, som er ramt af arbejdsløshed, bliver
sat på gaden. Det er naturligvis en populær vedtagelse, og efterfølgende tager
PSOE sagen op i Cortes. De vil have ordningen til at gælde i hele landet, ikke
kun i Andalusien. Den konkrete aktivisme på gadeplan har smittet af på
socialdemokraternes krisepolitik.
PSOE’s nye linje kommer ikke ud af den
blå luft. Aktivisternes kamp mod udsættelserne har bredt sig til hele landet,
også Madrid. En lørdag formiddag i marts 2013 holder der pludselig fire
mandskabsvogne ved kirken over for børnenes skole. Der er masser af politi. Vi
har kunnet høre larmen flere gader væk; det lyder som optakten til en
fodboldkamp med horn og hujen, men de cirka 300 mennesker, som fylder den lille
Calle de Don Pedro, er ikke på vej til Vicente Calderón. De forsøger at
forhindre politiet i at sætte en lejer ud af en lejlighed i gaden. En af de nye
arbejdsløse, formodentlig, som ikke længere kan betale. Vi bliver ikke længe
nok til at se, om det lykkes, men det virker som en ulige kamp. Politiet er
bedre rustet, og skal kampe af den type lykkes, skal bevægelsen bag være
stærkere og bedre organiseret, som i Sevilla.
Men det er på vej i Madrid. Modstanden
mod elendigheden vokser. Der er kommet et dynamisk samspil mellem gadekampene
og det parlamentariske arbejde. Denne lørdag formiddag fører familiens lille
gåtur forbi ikke mindre end fem demonstrationer. På Plaza del Angel er der
offentlig undervisning, en klasse på gaden. Det er for at vise, hvor ringe
vilkår det offentlige skolesystem er ved at få. Her tager de fem betjente det
mere afslappet. De tredive unge i skrædderstilling med nikkelhæftede A4-ark
bredt ud over brostenene giver ingen anledning til ballade. På Puerta del Sol
demonstreres der i grønne dragter mod bankernes profitter. ”Hvorfor har de
grønne nissehuer på?” spørger Vera. Det kan jeg ikke svare på, der er altid
noget, jeg ikke får med, så jeg siger noget om, at de ligner nogen, jeg har set
i en eventyrfilm. Halvtreds meter derfra går fagforeningsaktivister højlydt i
ring ved indgangen til El Corte Inglés. De vil gerne gøre opmærksom på de
slavelignende forhold, som kædemagasinets medarbejdere er ansat under. Det
fortæller skiltene. Måske handler det også om en overenskomst, som El Corte
Inglés ikke vil underskrive?
Hjemme i La Latina ser vi dagens sidste
manifestation. Det er endnu en skoleklasse under åben himmel. Sådan en er der
selvfølgelig også på Campo de la Cebada. Det ulmer i hovedstaden.
Der er sevillanere, som har åbnet et mere
omfattende perspektiv i overlevelseskampen. Når nu de ikke kan få dækket de
materielle behov, de har, inden for den dominerende markedsøkonomi, har de
opbygget deres egen økonomi. Det er Pumaen i Sevilla.
Pumaen har sit navn efter et besat hus af
samme navn i Sevilla, som siden 2000 har fungeret som et progressivt kulturhus.
Det er i dette kulturhus, folk har mødtes og planlagt den alternative økonomi.
Det er et fællesskab, som man kan melde sig ind i, hvis man gerne vil lave
noget, men ikke kan finde arbejde. Man får en sparrekassebog. Og så arbejder
man for andre medlemmer af Pumaen, fx med at ordne utætte vandrør eller bringe
varer ud. Der er nemlig også små producenter og butikker med i Pumaen. Gennem
sit arbejde inden for denne fælles økonomi optjener man et antal puma (en puma
svarer til en euro), som man så kan købe varer for i de tilknyttede butikker.
Er man medlem, får man samtidig 25 % rabat i disse butikker. Det er altså en
metode til at udveksle varer og tjenesteydelser uden om den officielle økonomi.
For så vidt er det et ulovligt fællesskab, men en værdig og aktiv
nødforanstaltning for de arbejdsløse. Pumaen er også meget aktiv for at hjælpe
små selvstændige, typisk enmandsvirksomheder, i gang. Smykkekunstnere,
økologiske grønthandlere, blikkenslagere osv.
I januar 2013 var der 300 medlemmer af
Pumaen. Initiativtagerne mener ikke, de kan organisere et fællesskab, der har
meget mere end 400 medlemmer. Men andre arbejder med tilsvarende ideer andre
steder i byen. Man kan se for sig, at der vil opstå en række små alternative
økonomier ved siden af hinanden, hvis krisen fortsætter længe endnu. Og intet
tyder desværre på andet.
Pumaen er storbyudgaven af Gordillos
utopiske Humoso, og det er vanskeligt at forestille sig, at der ikke også er
madrilenere, som tænker i de baner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar