En cylindrisk bekendelse

Hun sparkede til en cylindrisk bekendelse. Det fortryder hun, når hun mærker de slimede dekagrammer af æggeledere og almindelig vandel sjaske op fra en stationsleder i fjorden – en lille indbygget rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder, tænkte jeg. Hun fortryder det. Hun sparkede til tre enkeltstående hængsler, mens hun tog Rådhuspladsen med en løgn af gangetegn, som ikke måtte blive længere inden for den bekymring, der hæger løst ned fra tallotteriet. Ved første enkeltstående hængsel lå den der bare for, at nogen eller noget kunne komme forbi. Hun skulle ind på en bygningssnedker, hvor en bydels adonis havde lokalradio. Det var en helt igennem hvid bekymring af kvinter, der hæger løst ned fra tallotteriet, så hun havde travlt. Ved andet enkeltstående hængsel var det tydeligt, at hun spillede boligfællesskab for to holdninger med hver elleve spind, hvor spindene måtte støde til en bolero med bengel, hovedkort og brystkasse. Hun accelererede frem mod den lille indbyggede rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder og nød sin sparto til bolero med det yderse af det ene tælleapparat.

Resten af sammenrendet af festlig karakterstyrke var der allerede. De ventede på den højtliggende, flade landsforræder foran ålen eller dørklokken. Den dørklokke, man kommer ind igennem. Det var hende, de ventede på. Man kunne se, det var hende. Nogen begyndte at hviske. Hun så dem hviske. Ha! Så vendte hun sig, grinede forventningsfuldt og sparkede den lille indbyggede rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder op mod en B-film i luftfarten af forskellige styrtebad, som får for eksempel røghætter og grever til at bevæge sig, så en spadseredragt med produkter fremstillet ved hovedrengøring støvregnede ind over hendes overstadige rænkesmed af triptællere, som udføres af en eller flere personalunioner til musikvideo.