mandag, december 02, 2013

Venskabelige reaktioner på fiktion - en opsamling

En nabo
"Jeg ved, du skriver en bog om mig", indledte min nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Han troede også, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans liv i bogen. Senere i brevet truede han med at offentliggøre sin private viden om mig, hvis jeg publicerede romanen. Jeg udgav romanen uden at ændre noget, den handlede ikke om min nabo. Om han efterfølgende forsøgte at få nogen til at interessere sig for sin angivelige viden om mit privatliv, ved jeg ikke.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde opklaret en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg indtil da ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har forgæves kigget efter sig selv i mine fortællinger. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en roman eller i det mindste en novelle om hende. Jeg fortalte hende, at jeg til gengæld havde skrevet et digt. "Men det har du jo ikke udgivet", fortsatte hun.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Det viste sig ved en nærmere efterprøvelse, at han intet havde gjort af det, karakteren gjorde i romanen. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme som denne karakter?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det var tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Denne konstatering skuffede ham synligt.

En vældig god ven
En vældig god ven beskyldte mig for at lyve, da jeg publicerede min første roman, Sofa. Sofa handler blandt andet om en fest, der opstod i en sofa, mens den blev båret gennem Odenses centrum fra en lejlighed til en anden. Denne del af romanen er inspireret af en fest, som virkelig opstod i en sofa under sådan en flytning. Men det foregik i virkeligheden ikke som i bogen, sagde min ven og opfattede denne sin anklage som et diskvalificerende træk ved romanen.

Arh, det kan være sagt i sjov. Man behøver jo ikke blive paranoid, bare fordi de alle sammen er efter en.

En noget fjernere bekendt
En noget fjernere bekendt spredte en overgang det rygte, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Han må til gengæld virkelig have ment det, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af hele novellesamlingen. Og så fik han sin mor til at gøre det samme i et andet tidsskrift. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.

Ingen kommentarer: