Pisplettede ruskindssko - klip fra Celeste

Den sorte jord var opløst af gårsdagens regn og skorpen hvid af dug, og min hårde stråle plaskede mudder op i hækken; det var en fornøjelse, og den var endnu ikke overstået, da jeg hørte en sko dreje rundt i fortovets løse grus på hjørnet tredive meter bag mig. Det kunne ikke undgå at gå ud over bukserne, men mest ærgrede det mig, at jeg havde taget ruskindsskoene på.

Det var en hundelufter. Nu ærgrede det mig mere, at jeg ikke blot havde tisset færdig, hundelufterne har intet at lade nogen høre, det ved de.

Så knipsede jeg en Prince ud af pakken og satte jeg mig tilbage på min klapstol på hjørnet, hvorfra jeg kunne se det meste af Kalkbrænderihavnen, og begyndte igen at måle proportionerne ud til det store fragtskib, som jeg ganske vist kun kunne se agterenden af. Jeg havde besluttet at holde billedet i orange, brunt til skygger og sort. Det var kunstige farver. Havnen ville aldrig henligge i det skær, som jeg på denne måde fik frem, og det var fremmed for mig at søge den vej i min kunst, men jeg var tvunget til at forsøge noget nyt. Det var som en famlen i mørke, og jeg vidste, at heller ikke sådan et forsøg på at opdatere tredivernes arbejderkunst med et fremmedgørende, orange lys ville imponere dig. Du tænkte, sådan opfattede jeg det på det tidspunkt, som en avantgardekunstner, progressiv, men ikke som marxist. Når jeg sådan anglede efter at gøre dig tilpas, var det ikke kun for igen at blive mand i dine øjne. Det var også, fordi jeg vidste, at det du nu kunne lide, i løbet af et år eller to ville fylde byens gallerier. Din fornemmelse for, hvad der var på vej, var enestående. Det er den stadig.

Som altid, når man går i gang med et arbejde, som man ved vil være mislykket, uanset hvor perfekt man udfører det, lavede jeg en sjusket præstation. Mine opmålinger var unøjagtige, skibet blev for lille i forhold til mændene på kajen. Også skyggerne kom til at ligge upræcist. Jeg råbte ad lærredet, hældte kaffe i undermunden og spyttede det ud over det halvfærdige maleri.

– Du har pisset på din sko, Rumle.

– Det er vand, sagde jeg og kiggede op.

Og det var Kaj, der stod over mig med sit minimale mundsmil. Han var femten sidst, jeg havde set ham, et år ældre end mig, og så ikke ud til at være vokset i de seksogtredive år, der var gået siden. Nu var selv jeg højere end Kaj, det skuffede mig.

– Rumle! Du tror da ikke, du kan snyde Kaj? Jeg kender alt til pis på ruskind.

Den latterlige sætning morede mig, men gjorde mig også trist. Jeg følte det, som havde Che vist sig at blive til en småborgerlig bureaukrat som halvtredsårig. Det værste var, at det var sandt. Kaj kendte alt til pis på ruskind. Nu arbejdede han som pelshandler, importerede fra Storbritannien, Polen og Finland. Ræve især, men også kalve- og oksehuder. Kaj havde også det helt rigtige produkt til at fjerne urinpletter med. Mit makværk af et billede kedede mig nok til, at jeg takkede ja til at gå med ham hjem for at få skoene renset. Han var flyttet ind i en lejlighed bare to gader derfra.

– Det er bare noget midlertidigt, sagde han, – noget gammelt slum, du ved. Mens vi kigger efter et hus på kysten. Man skal ikke bare tage det første.

Det enedes vi om.

Jeg fortalte, at også du og jeg kiggede efter hus, at jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle tjene alle de penge for, når vi boede i en nedslidt treværelses på det ydre Østerbro, at jeg længtes efter noget mere bekvemt. Jeg ved stadig ikke, om det var sandt, om vi faktisk kiggede.

– Ja, her roder ad helvede til, sagde han, som om det var et kodet svar på min bekendelse. – Vi gider ikke pakke alle kasserne ud for det par måneder. Det ser ikke godt ud, men Dorthe gør, sagde han i et lysere toneleje og blinkede.

Han præsenterede mig for sin hustru, men afbrød sig selv.

– Nå ja, I kender jo hinanden, sagde han, som om seksogtredive år intet betød.

Og som om Dorthe kunne huske en tilfældig dreng fra skolen; en dreng, der som alle andre pubertetsdrenge i Rønnebæk glanede efter hende, når hun vovede sig ud i skolegården i det store frikvarter. Kaj kunne have fået en hvilken som helst pige og havde valgt hende, som vi alle brændte efter.

Dorthe K. gik en klasse under mig. Hun var ikke alene den kønneste pige i landsbyen, men også den tidligst udviklede, fysisk. Det var, som om hun skammede sig over sine store bryster, som om hun ikke brød sig om den type opmærksomhed, der fulgte med.

Det plagede hende ikke længere. Dorthe måtte være tæt på halvtreds, og brysterne var sunket sine ti centimeter, men hun lignede sig selv, hun så dejlig ud, hendes smil var det samme, blot så meget mere dvælende, at det blev tydeligt, at hun ikke længere var flov. Den dybe udskæring var mere kærlig og forlenet med et menneskeligt overskud end provokerende, forekom det mig.

– Nej, det gør jeg faktisk ikke, det må jeg indrømme, sagde hun og smilede undskyldende, da Kaj spurgte, om hun huskede mig fra skolen.

– Jeg var ikke så glad for frikvartererne dengang, jeg snakkede mest med dem fra min egen klasse.

– Og Kaj, sagde jeg med et smil, der ikke ville blive til noget.

– Nej, mig fik hun sgu først øje på efter realen, sagde Kaj.

– Da Kaj var flyttet til Tyskland, begyndte han at komme hjem til sin far på motorcykel.

– Jeg havde købt en Nimbus.

Her tænkte jeg på at spørge til hans grønne Moller, om han havde den endnu, om han ville sælge. Men noget kom i vejen. Det var tydeligt, at Dorthe fortrød, hvad hun havde sagt, at hun kunne mærke, hvordan det irriterede Kaj. Hun fyldte brystet med luft og fugtede læberne med tungen, men det var Kaj, der tog ordet.

– Ja, jeg ved sgu da godt, hvad du tænker, og at din far var med i BOPA og alt det, men der var gode penge at tjene dernede dengang, langt bedre end her.

– Du ...

– Det var pengene, Rumle, ikke en skid andet, det kan jeg godt sige dig. Den niende april var jeg for længst ude igen.

Her gearede han sig op i et hysterisk, optimistisk toneleje og lød, som om hans fortælling overraskede ham selv.

– Polen, du. Der kan de fandme finde ud af at lave penge. Det var der, jeg tog hen. Nogle rigtige krejlere, altså. De er værre end midtjyder. Det er jo noget forbandet noget med den kommunisme. Det kan måske være godt nok til russerne, dem er der alligevel ikke meget spark i, men polakkerne, du. De vil handle.

Han tilbød en filterfri. Det var som en udfordring, som om han ville vise, at han var en bedre ryger end mig. Han havde set mig ryge Prince på vejen.

– Hvordan gør du? spurgte jeg.

Så fortalte han historien om, hvordan man godt kunne bestikke en lokal bureaukrat ved en af de store, statslige pelsdyrfarme, hvis blot man kendte den rigtige vej ind, som han udtrykte det, og få en handel ud af det. Så skulle man bare have dollars eller D-mark med.

– For det meste foretrækker de D-mark, sagde han.

Mine ruskindssko havde han tilsyneladende glemt. I stedet spandt han en historie over den polsk-tyske forbindelse. Jeg husker den ikke længere.

Det overraskende var, at heller ikke Dorthe K. så ud til at få meget ud af historien. Umiddelbart havde hun ellers forekommet mig helt opslugt af sin mand. Måske har hun hørt den før, tænkte jeg, men der er også den mulighed, at hun ikke interesserer sig for pelsdyrhandel. Jeg tjekkede, hvad hun bar af dyreskind. Intet. Jo, et bælte i alligatorskind. I entreen havde jeg set et uordentligt lager af højhælet fodtøj, men ingen damejakker af skind. Jeg undskyldte mig og gik gennem entreen til toilettet, men kunne heller ikke ved nærmere eftersyn finde noget, der indikerede, at Dorthe fandt nogen særlig glæde ved Kajs forretninger.

– Skal jeg ikke stikke ned efter en håndfuld bajere? spurgte jeg, da jeg kom tilbage til stuen. Jeg troede, det var sådan, man gjorde hos Kaj.

Men det var det ikke. Kaj halede en dyr Remy Martin op af en flyttekasse og bad Dorthe om at finde tre cognacglas.

– Og tag krystallerne, ikke din mors billige!

En sentimental glæde bruste op i mig, da jeg så, at hun stadig stolede på det kokette trick med at skyde underlæben frem, lukke øjnene og blæse håret væk fra panden. At hun sådan gjorde sig umage, satte mig samtidig i en tilstand af maskulint overmod, som jeg ikke havde haft adgang til meget længe.

Jeg havde tiltroet Kaj evnen til at drikke voldsomt uden at gøre et stort nummer ud af det og uden at blive mærkbart påvirket, og han drak voldsomt.

– Som en odder, der kun vil spise min mor, når hun laver rødgrød om sommeren, fordi min hals er så sød og muggen, nåårh! Lille mis ... sagde han.

Så faldt han i søvn stående, lænet op ad en dørkarm. Han havde været ved at fortælle, hvordan han kom ind på det franske marked med en særlig bulgarsk mink, der bedst trivedes ved Sortehavet. Så gled han ned ad karmen og satte sig til at sove med overkroppen bukket frem over benene.

– Jeg troede ellers, jeg kendte alle varianterne af den historie, men den der var alligevel ny, sagde Dorthe og slukkede den Cecil, han havde hængende mellem venstre ring- og lillefinger.

– Han var min helt, da jeg var fjorten, sagde jeg.

– Nu kan jeg huske dig! sagde hun stolt. – Det var dig med kameraet, du gik klassen over mig, ikke?

Jeg løftede øjenbrynene og nikkede.

– Du tegnede også. Du var skide god til at tegne, det snakkede lærerne meget om. De ville sende dig på en anden skole, hvor der var mere af den slags, er det ikke rigtigt?

Jeg rødmede af stolthed.

– Det var jo ikke det mest sexede talent at rende rundt med, fortsatte Dorthe. – Vi havde nok lagt mere mærke til dig, hvis du havde spillet fodbold.

Jeg tændte en af Kajs filterfri og indvendte, at jeg havde været en mere end habil midtbanespiller i min tid, betydeligt bedre end Kaj.

– Men Kaj, altså, Kaj var bare sådan en, som alle piger sukker efter som teenager.

– Han er heldig.

– Jeg følte, at jeg var den heldige.

– Følte?

– Ingen kan holde den mand ud særligt længe.

– I har holdt sammen i en menneskealder, sagde jeg og fortrød, at det var lykkedes mig at minde Dorte om, hvor gamle vi var blevet.

– Jeg blev gravid, da jeg var seksten, sagde hun.

– I fik barnet, kan jeg regne ud.

– Vi fik fire, inden jeg var treogtyve. Det var sådan, han holdt på mig.
Dorthe slyngede cognac gennem halsen i næsten samme takt som Kaj, men holdt sig langt bedre. En times tid efter Kajs glansløse farvel til dagen rejste hun sig fra lænestolen for at tisse. Jeg havde håbet, hun ville sætte sig om til mig i sofaen, når hun kom tilbage. Det gjorde hun ikke. Tværtimod blev hun stående i dørkarmen over for sin sovende mand. Jeg skulle bare blive siddende, sagde hun.

– Ind imellem har jeg brug for at strække benene.

Nu tog jeg chancen og spurgte, hvordan hun havde haft det med at arbejde syd for grænsen i slutningen af trediverne.

Hun havde ikke selv arbejdet, sagde hun, men det havde ikke generet hende, at Kaj gjorde. Hun vidste ikke så meget om nazisterne på det tidspunkt.

– Ingen kendte dem rigtigt, før krigen begyndte.

Til gengæld havde hun ikke brudt sig om de forretninger, Kaj lavede med nazisterne i Polen, mens jøderne blev udryddet i Warszawa.

– Det var præcis det, der fik mig til at gå ind i BOPA, sagde jeg.

– Var det din far, der var modstandsmand?


Hun kunne huske, at hendes forældre havde talt om en af husmændene efter krigen.

– Af bønderne, rettede jeg, – vi havde en ... ja, det var min far.

Da jeg fik ham med, havde jeg allerede været aktiv i halvandet år. Man må følge sine løgne til dørs.

– Har du været med til at skyde stikkere? Eller til at sprænge noget i luften? spurgte hun stærkt oplivet.

– Rumle har sgu aldrig szzs nnn..., mumlede Kaj, væltede om på maven og sov videre.

– Har du?

– Vi har forpligtet hinanden til tavshed, sagde jeg. – De ting taler vi bare ikke om. Vi gjorde, hvad der var nødvendigt, og efter krigen har vi jo alle skullet videre med vores liv.

Dorthe satte en plade på og fandt en ny flaske.

– Har du noget mod whisky?

Det havde jeg ikke. Jeg havde heller ikke noget mod musikken.

Stan Getz' tenor blæste som en cyklon, der sugede os ind i et obskurt selskab, en fest i en fremmed by, hvor vi pludselig blev væk fra alt, vi kendte, og hvirvlet ind i en strøm af uforudsete tildragelser, der gav os kvalme og lokkede os til gøre ting, vi ikke havde troet, vi havde lyst til. Sådan spillede han, så mørkt og glat.

– Kom herover og få noget i glasset, sagde hun. Hun havde igen stillet sig i dørkarmen til entreen, der også fungerede som fordelingsgang. Jeg tog imod og blev stående et par meter derfra med ryggen lænet mod gavlen af en tom reol. Hun spurgte, om jeg nogensinde kom på den kunstefterskole.

– Nej, sagde jeg, som sandt var, – men nogle år senere kom jeg ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

– Kan du ikke lige vise mig dit billede igen? Det du malede, da Kaj kom forbi.

– Årh, sagde jeg. – Det er noget gevaldigt bras.

Det syntes Dorthe ikke. Især kaffepletternes effekt var hun begejstret for.

– Det er sådan nogle ideer, vi andre bare ikke ville komme på. Det er nok det, man kan kende en rigtig kunstner på, sagde hun og så faktisk ud, som om hun mente det.

Du havde advaret mig mod at tage imod sådanne foræringer, men jeg kunne ikke slippe den.

– Var jeg ikke blevet med barn så tidligt, havde jeg giftet mig med en kunstner, fortsatte hun. – En kunstner eller en musiker, en saxofonist.

Jeg gik et skridt frem mod hende.

– Men hvad mente du med, at det var noget bras? sagde hun hurtigt og standsede min bevægelse med en flad hånd i brystet.

Jeg trak vejret dybt og holdt en pause.

– Man kan vel sige, at jeg er i krise med mit kunstneriske projekt, sagde jeg.

Jeg fortalte, at jeg gerne ville male noget, som betød noget, at jeg gerne ville have været i Spanien under borgerkrigen. At jeg gerne havde hjulpet republikken med at fremvise den elendighed, som de rødes kamp var vokset ud af, eller rædslerne i fangelejrene. Krigens jordfarver havde været en udfordring for min pensel, som var vant til at arbejde med stærkt belyste scener med skarpe skygger, men en god udfordring. Og hvorfor skulle ikke også de støvede skyttegrave kunne bade sig i solens lys? Men hvordan skulle jeg omvendt kunne fange de tre tidsmodi i noget, der bevægede sig så hurtigt, konstant var i forandring? Jeg havde været for ung, også for ung til at se, at fotokunst var den praktiske løsning under så tumultarisk en begivenhed som en moderne borgerkrig. Det var det dilemma, der havde holdt mig tilbage, og for så vidt stadig holdt mig tilbage, sagde jeg.

Dorthe havde ikke hørt om nogen borgerkrig i Spanien.

–  Nej, sagde jeg stille. – Nej, det er også allerede så længe siden.

–  Har du ingen børn? spurte hun.

–  Ingen af mine egne, sagde jeg og drak til bunden af det dybe 
glas.

–  Har du adopteret?

–  Nejja, på en måde, sagde jeg. Jeg ville være hendes helt.

–  Altså, har du?

–  Jeg har taget mig af en pige, som ... Da jeg mødte hende, var 
hun seks år gammel og var blevet bortført.

– Kom, sagde Dorthe og rakte mig hånden.

Vi skrævede over Kaj og gik gennem entreen ind i soveværelset, 
hvor hun satte sig på sengen og trak mig med ned, sådan husker jeg det, jeg husker at blive trukket ned.

– Vi snakker meget bedre her, sagde hun og lagde en hånd på min pande, som dryppede af sved. – Du er helt kold.

– Jamen ...

– Du fortalte om en pige på seks år, som du ... som var ...

– Som var løbet hjemmefra, hun ...

– Du sagde, hun var blevet bortført.

– Altså, hun var først blevet bortført, og så ... nej, først var hun jo løbet hjemmefra, og så var der en stor bondedreng og hans lillebror, som havde samlet hende op og ...

– Det var da frygteligt! Havde de ... altså?

– Ja, du kan tro, de havde, begge to, det er helt sikkert.

– Tog du ikke flasken med ind?

Hun fandt den selv på gulvet.
Så fortalte jeg, hvordan jeg havde set hende stikke af fra sine kidnappere, da de var uopmærksomme et øjeblik på jernbanestationen i Næstved, at hun havde været så desperat for at komme væk, at hun sprang ud på sporet, hvor den ene sko sad fast under en svelle, nej, en skinne. At det var i sidste øjeblik, jeg nåede at flå hende fri og kaste hende op på modsatte perron, inden toget kom hamrende forbi.

– Forbi?

– Ja, det var en gennemkørende.

– Men hvad med dig selv, nåede du selv at komme op?

– Jeg havde nået det, hvis ikke min fod også havde sat sig under en svelle.

– En skinne.

– Ja, det var jo det, jeg sagde, en svinne.

Jeg prøvede at kysse Dorthe, men hun ville høre resten af historien først.

– Du sad selv fast!

Jeg anede ikke, hvad hun talte om og stirrede på hende med åben mund og halvt lukkede øjne.

– Du sad fast, gentog hun lidt efter.

– Ja, sagde jeg. – Jeg har altid hadet Pariserhjulet, jeg fatter ikke, hvorfor nogen vil så højt op, jeg var kun ...

– Pariserhjulet? Var det ikke et tog?

– Jo jo, toget til Paris.
Jeg fortalte, hvordan jeg mistede begge ben, men havde held til at redde den lille kat. Det var et følsomt øjeblik, jeg blev så rørt af min heltedåd, at tårerne brød igennem og ikke ville stoppe igen.

Dorthe trykkede mit hoved ned i sit skød og trøstede mig så godt, hun kunne.

– Vil du ikke komme til min begravelse? hulkede jeg.

Lægerne havde givet mig tre måneder, det havde spredt sig til leveren, fortalte jeg.

Nu ville de komme, tænkte jeg, slagne af sorg og skam. Ved min begravelse ville I alle sammen fortryde, I ville tale om, hvilket ubegribeligt offer, jeg havde gjort. Endelig ville du se, hvilket menneske jeg var.