Det er her, de vanvittige går hen for at skrige, her de onde drømme trækker væske ud af porerne på de vågne. "Hundene æder ham!", skriger en radmager kvinde, som tror, hun stadig er gravid. Hun skærmer sin indsunkne mave med et gavlbræt fra en fiskekasse. Hendes mand blev sprættet op med en bajonet og ædt levende af torvets hunde. Nu tror hun, at hundene vil æde fostret i hendes bug. Alligevel kommer hun her for at dele ud af mandens anisbrændevin.
Ratita kan ikke sidde for det bly, gendarmerne har givet ham i røven. Nu ligger han i mudderet og kaster sig fra side til side for at tælle fluerne i sit hår. Det hænger som klatter om nakken.
De andre tiggere samler bylterne og går i ly under pakhusets halvtag. To slås om den skorpe, som den ene har tabt. "Den har ligget der hele tiden", råber den anden og leder efter sympati i kollegernes øjne. Men ingen orker at deltage. Også fire hunde galper op. Enrique ved den lille obelisk i torvets midte har ingen ben og kun halvanden arm tilbage. Alligevel tager han imod den tynde kvindes anis. En maurer sætter ham på stenen som en buste. Det er den spøg, de har. Han græder gennem tænderne og pisser stille i de løse klude, som skal dække underkroppen. Før krigen har han optrådt med at nikke buler i jernplader. Han var kendt på alle markedspladser i Sevilla. Det har hun hørt fra Don Pedro. Når han har tømt endnu en anisdunk, begynder han at spænde nakken. Han kaster panden frem mod indbildt jern, til han styrter ned og skraber mere hud af det ødelagte ansigt. Så vil han hentes af sin far, han råber med en vandig rallen fra sin korte strube, men han har ingen far. Kvinden med anisbrændevinen falder sammen som i kramper og skriger igen op om hundene. Hun fægter for sig med det korte bræt. Og så kommer hundene.
Ratita farer pludselig løs på maureren og borer sine sorte fingre ind i hans øjne og bider ham i ansigtet, bider hul i kinden på ham og trækker til med nakken. Maureren skriger som en såret los, og tiggerne griber den rødhårede bøsse, tamper ham med sten og kæppe, til han ligger som en slimet bylt. De pisser på ham, sparker ham i skridtet med de bare fødder og går tilbage under halvtaget. Så kommer kragerne for at hakke, men han er ikke død.
Celeste har stået ubevægeligt under det plyndrede appelsintræ. Nu forsøger hun at sige noget til tiggerne, men ordene drukner i kartoffelbræk. Rotter piler over pladsen. De samler sig to meter fra hendes fødder, hvor de står parat til at fortære hendes klumpede opkast. Hun prøver igen at tale, men kan ikke få andet frem end dunkle hulk. Hun løber hen til Ratita, hjælper ham op og tilser de ophovne øjne. Hun sparker hunde væk og tager den magre kvindes læderdunk og hælder anisbrændevin på sine fingre. Så gnider hun den stærke væske i hans sår. Noget tungt og vådt træffer hende på den ene skulder, de råber efter hende, men hun vil ikke vende sig.
Og regnen stilner af. Tiggerne finder tilbage til de faste pladser. Nu lægger de sig på og ikke under bænkene. De ryster som herreløse hunde, før de stivner af giften.
En gammel tigger renser maurerens kind med anis. Flængen bløder ikke mere. Han bander, mens munden løber fuld af tårer og takker så den gamle. To kvinder taler lavmælt og griner.
Pludselig kommer en ung mand med nervøse øjne og stærke lemmer løbende og råber som i hvisken, at gendarmerne har ryddet pladsen bag en anden kirke og er på vej her hen.
– Jeg var den eneste, de ikke fik, fortæller han.
Ratita løfter Enrique ned fra stenen og bærer ham bort på maven som et indianerbarn.
– Hvem er de? råber en kvinde. – Hvem?
Celeste bliver stående, mens pladsen tømmes. Hun vil se dem. Der kommer ingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar