tirsdag, maj 06, 2014

Hun hænger tøj ud om natten: Klip fra Celeste

Hun hænger tøj ud om natten.

Der løber en line fra køkkenvinduet i hendes mors lejlighed til lejligheden på tredje i baghuset. Der løber to liner. Den ene er deres, den anden genboens.
Der er et gult lys på genboens ydermur. Hun kan ikke se lampen, som kaster det.
Hendes mor er flov ved at køre undertøjet ud på linen, hvor hele karréen kigger med. Det er ikke det intime ved det, men sliddet, det, at de ikke har råd til at købe nyt hele vejen ind til skindet. Hun vil kun have de bedste stykker hængt ud.
Ikke lufte det hullede, beder hun.
Men noget er hun nødt til at lade Celeste råde over, og Celeste skammer sig ikke over at være fattig. De gør, hvad de kan. Celeste styrer linen selv, sådan er aftalen.
Derfor er vasketøjet den af pligterne, som Celeste bedst kan lide. Derfor, og fordi hun elsker at hænge med maven på karmen og det ene ben løftet fra gulvet, køre kjolen længere ud, lege med balancen, finde punktet, hvor hun kan lade også den anden fod slippe, se kjolen flagre midt i gården, hvor alle kan se den, men ingen nå, se vinden blæse dens former frem, åh, det smælder, alt det bleggule tøj, de har.
De har et elmetræ.
Et svagt lys blinker på himlen. Hun drømmer om flyvemaskiner, men ikke om Den Røde Baron, aldrig om jagernes flaksende lys; hun drømmer om maskiner, der glider umærkeligt gennem mørket. Det er derfor, hun i stedet kalder lyset for Lygtemand. Nu lukker tågen sig om huset.
Det er, som om han kommer nærmere, nu ser hun gårdens bund.
En træklemme falder, en jordslået klemme med sorte prikker. Hun gyser ved at kigge ned, det er netop det, hun kan lide. Hun tæller sekunder, Lygtemand blinker, et, to, tre, så rammer den bunden, den slidte beton. Hun fanger en gulvklud i baljen, den lugter så rent. Hun kaster en gulvklud ud til en kjole. Den rammer en line og hænger et øjeblik krænget rundt om en klemme, så slipper den. Vinden bærer den videre frem mod baghusets ydermur, det nytter ikke noget, også den vil før eller siden falde helt til bunden. En bleg- gul bluse, en blå serviet. Så kører hun strømper ud, linen knirker i hjulet. Deres genbo bander over den larm, kan hun for fanden ikke vente, til det er blevet lyst? Linens grå lyd, som et æææ, arbejdstøj, bomuldstrøjer, snart er det efterår. Det er derfor, hun synger, en mund, der er sang, der er bukser på genboens line, kan hun nå dem? Hun driver genboens line rundt, trækker bukserne til sig. Det er ikke hendes, hun vil ikke tage noget, men der er lommer, som buler. Hvad har han glemt i de lommer, den sølle Svendsen med piben? Det vil hun vide. Det er ikke tobak, den har han ikke mere råd til, men bapper alligevel på den kolde pibespids. Der er ikke meget tilbage af ham nu, han har kun kræfter til at bande, og hun er ked af at vække ham med linen, når han så snart skal dø.
Hun tænker på dem, der har samlet klemmerne, på ham, hun kender i Horsens, på de træer, der er fældet. Om ti år er alle klemmer af bakelit, tænker hun, det er det nye. Om ti år er alt af bakelit, støbt i farvestrålende bakelit, vindueskarme, som ikke skal males, fordi deres farve ikke er et ydre lag, men går helt igennem, at alt bliver lettere, at træerne får lov at stå, at ingen skal i minen efter malm. At også flyvemaskinerne vil være af bakelit, som er så meget lettere end stål, cykler, skibe, måske, men ikke huse, aldrig huse. Hun tænker på, hvordan hun ville hænge tøjet op med kulørte klemmer, alt det bleggule med violette klemmer, det blå med orange og det røde med grønne klemmer, sådan ville hun hænge tøjet, hvis hun stadig var levende om ti år.
Sådan ligger hun på karmen og tænker, hun svæver, der er blade i gården, gule og røde, der er cykler og mælkekasser. Også mælkekasserne vil man støbe i bakelit, blå skal de være, blå som den kulde, mælken nødvendigvis må have. Hun ser en solsort i visne blade og svæver, hun hviler brystet mod luft, det er første gang, hun flyver, og tæller til to.

Gule elmeblade.

Ingen kommentarer: