onsdag, maj 07, 2014

De er ikke længere gæs - klip fra Celeste


Hun hører vingeslag fra gæs. Det lyder som en kæmpeflok, ikke blot et V med en tretten-femten fugle. Lidt efter ser de dem. Det er længe siden, hun har set noget så hvidt.
– Ganzos, siger han.

Hun nikker. Det er undslupne tamgæs.

De er på vej til Bent i Sverige, sådan tænker hun, at han skal skyde dem i august, ikke dem alle, men tømme to patroner ind i flokken. Måske kan han nå at genlade, eller måske har han to ladte geværer hos sig og kan skyde endnu to patroner af, før flokken er spredt. En vil han ramme rent i brystet. Det er den, han elsker. Han vil se dens hals tabe spænding med det samme, se den tunge krop styrte viljeløs mod jorden. To eller tre gæs vil flakse, forsøge at holde sig på vingerne, tumle rundt, inden også de må give efter og lade luften presse vingerne ind til siden. Måske vil andre syv flyve videre med bly i kroppen, Bents bløde blyhagl. Ja, sådan vil det være. Hun har hørt ham sige, at de anskudte fugle klarer sig godt i luften, at de uden vanskeligheder kan tage tre ture mere frem og tilbage mellem Afrika og Silkeborg med bly i rumpen. De kapsler haglet ind og lever med det som en byld.
Så ved hun, hvordan han vil åbne den første hvide gase, forventningsfuld og tavs, at han vil skære brystet op, trykke kniven gennem fjerene, gå de dampende indvolde efter, mens han endnu sidder på fjeldet, at han bliver nødt til at se, hvor han har ramt den, hvordan den døde, om hjertet er smadret, leveren. De to næste vil han smide over skulderen med en strik om de slappe ben.
De er ikke længere gæs.
For ham er de ikke længere gæs.
For hende er han ikke længere mand, han er en gas. Han er konkret, selvom hans krop er forandret, som den er. Selvom hans krop ikke længere er afgrænset af hud, selvom den flyder sammen med andre gasser, det at hans partikler spredes.
Hun vidste, det ville ske, at han ville fordampe på denne måde. Måske er det godt. Hun tænkte, at sådan ville han intet kunne savne, men det kan han, det mærker hun nu, det er ikke godt.
"Det er mig, der sner igennem dig", siger hun. Det er sådan, hun trøster ham, som en dryssen.
Hun tænker på birketræer, på bark.
Hun siger Bent. Han har ingen tarm, ingen tunge, ingen hud. Bent ville savne at fjerte, at drikke mælk, savne den læskede kalks ætsen i sine blege armes hud, men hun føler kun hans uvilje mod at lade sine tanker slippe taget i hinanden. Hans tanker vil være tanker. De vil ikke opløses i det meningsløse. De vil ikke. De er en vilje, ja, de er en vilje til at holde sammen, opretholde en orden. Hans tanker er en difusserende vilje til orden og logik. Det er den renhed, en renset røg. Hun tænker på værdien af at kende farverne. Han er en kold vilje i gas.
Det er sådan, hun ved, at det er Jacob, ikke Bent.

Det er Jacob.

Hans partikler fjerner sig fra hinanden. Hans tanker slipper deres kausale række, som hvedemel slipper en dej uden væde. Han vil ikke kunne tænke sammenhængende i en krop uden hud ret meget længere.
Den hvide flok har trukket grågæs til.

Ingen kommentarer: