mandag, maj 26, 2014

Betontrappen brøler - klip fra Celeste

Jeg vågnede tidligt. Lyset var netop brudt igennem, det røde skær hang i disen. Der var dug på bregnens blade. Bregnen stod på altanen, på den anden side af ruden.
Nej, jeg vågnede sent. Nu kunne jeg mærke det. Jeg var for sent på den. Jeg burde være på vej til arbejde allerede, den fornemmelse fik jeg. Det var fandens med det vækkeur. Jeg rejste mig halvt op i sengen og kiggede efter vækkeuret på natbordet for at se, hvor megen tid jeg havde mistet, hvad klokken var. Jeg ville vide, om jeg endnu kunne nå det.
Men så var uret væk. Måske var det faldet på gulvet. Jeg havde raget det ned i søvne. Jeg havde prøvet at slukke for det, og så var det endt på gulvet, tænkte jeg. Bare jeg ikke havde slået det i stykker. Det plejede at ringe mere end den ene gang, gjorde det ikke? Jeg havde smadret uret. Sådan måtte det være. Endnu var jeg fortumlet efter søvnen, efter min voldsomme drøm. Jeg var forpustet, som om jeg havde løbet. Det var, som om jeg havde drukket tæt og løbet. Jeg var ør af den drøm. Jeg husker aldrig mine drømme.
Hvem var det, jeg talte til, hvis ikke mig selv? Det var mig selv, det måtte det være, der var ikke andre, kun mig, kun denne ene krop, der for størstedelen syntes at lystre mine tanker og impulser. De tanker og impulser, som indlejrer sig i den række af ideer, som talte her. Det var mig, hvem skulle det ellers være?
Nu måtte jeg se at komme af sted. Hvad var klokken? Årh, for helvede!
Med bugen spændt ud over lagenet krængede jeg brystet over sengekanten, men uret var ikke på gulvet, heller ikke under sengen. Nu blev jeg urolig. For fanden da! Jeg burde være der allerede.
Det slog mig, at jeg måske ikke brugte vækkeur. Hvordan skulle uret kunne forsvinde, og hvorfor kunne jeg ikke huske, om det plejede at stå på natbordet eller gulvet? Jeg håbede, det var gulvet. Det var det rationelle, derfra kunne det ikke falde. Jeg ville gerne være rationel.
Så havde jeg en vilje.
Nej, jeg var sådan en, der ikke brugte vækkeur. Nej, naturligvis. Så hysterisk havde jeg aldrig været. Jeg havde den ro i mig, at jeg vågnede, når jeg skulle vågne, og skulle jeg komme et kvarter for sent, ville det ikke stresse mig det mindste. Ingen ville sige noget til det. For en mand i min stilling betød det ingenting.
Jeg faldt til ro. Min vejrtrækning var normal. Ikke? Jeg kunne lugte det friskbagte brød fra bageren ved siden af. Lad mig være mere præcis: Jeg lugtede morgenbrød. Jeg foretrak at være præcis og ikke udtale mig om mere, end hvad jeg med sikkerhed kunne gøre rede for. Var det ikke sådan?
Måske skulle jeg skaffe noget morgenmad.
Nej, hvem skulle stille mig til ansvar for femten minutter? Min chef vidste, at mit arbejde var mere værd, end hvad der kunne måles i minutter. Chefen gav mig den plads, som en mand af mit format havde behov for.
Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set min chef. Om jeg nogensinde havde set ham.
Det var den drøm, der forvirrede mig. Jeg ville gerne huske drømmen og huskede så alligevel en flig, et ombøjet hjørne at et billede. Jeg tvang mere frem, rettede billedet ud. Det var sort og violet. En skinger lyd. Pludselig vidste jeg, at jeg havde slået en mand ihjel. Så var det væk igen. Så voldsom en drøm havde jeg aldrig haft. Det var ikke en drøm.
Naturligvis havde jeg ingen chef. Var han død?
Jeg havde min egen virksomhed. Det var derfor, jeg ikke behøvede noget vækkeur. Jeg skulle bare være ved telefonen klokken ti. Eller åbnede butikken klokken ni? Værkstedet? Jeg smilede. Der var maling ved neglebåndene, mine kraftige hænder kunne myrde og fordrev ikke dagen i nogen butik. Nej, jeg skulle være hos mester klokken ti. Måske var klokken elleve.
Nu var solen helt fremme på himmelen. Duggen hvilede stadig på bregnens blade, men horisontens dis var borte. Jeg svedte. Det blev tidligt lyst på denne årstid. På denne årstid?
Jeg rejste mig fra sengen og fandt kalenderen på væggen. Det kunne ikke passe, at jeg ikke vidste, hvilken dag det var. Hvilken årstid. Kalenderen viste andet halvår af 1973. Det kunne være juli, men også december, fortalte kalenderen. På spansk. Men en solsort sang dog udenfor.
Hvorfor var min kalender spansk, når jeg var dansker? Jeg tænkte på dansk. Dette var dansk? Jeg var dansker. Jeg havde et dansk navn, Jensen. Jensen eller Nielsen. Jeg hed Larsen, så var jeg for helvede da dansker.
Jeg var en dansk håndværker, som bandede.
Jeg harkede tjære op. Tjære, for fanden da! Jeg var vejarbejder, jeg kørte asfalt ud.
Tændstikkerne lå på køleskabet.
Skuldrene sank ned. Jeg tabte hovedet på brystet, mine muskler mistede spænding. Sådan måtte det se ud, men hvem skulle have set mig? Lydene forsvandt i en hvirvelvind, som slugte den fjerne brummen af biler og en cisterne, som ikke var i orden. Hvirvlen opløste sig, den fes ud. Det kildrede lidt i mine underarme. Så forsvandt det ud gennem fingerspidserne.
Jeg sad på gulvet. Der duftede ikke længere af morgenbrød fra opgangen. Fra døren. Jeg rejste mig, men gik i stå to meter fra den. Hvordan kunne jeg blive bange for en dør?
Nu ville jeg åbne døren for at kigge på navneskiltet, men turde ikke, fordi jeg ikke vidste, hvad der var derude, men pludselig vidste, at mit navn ikke stod på skiltet. Jeg frygtede at finde ud af, at jeg ikke havde noget hjem, at jeg ikke havde noget navn.
Jeg børstede sand af fodsålerne, der var intet sand, og jeg tog strømper på og tænkte på mine gulve derhjemme, på bunden i mit telt. Sand? Var jeg alligevel araber?
Jeg kunne ikke huske, om jeg havde en bror eller en søster.
Og dog var jeg en mand. Hvis jeg forstod ordet rigtigt, var jeg mand, omend jeg ikke vidste, hvor meget det betød for mig, men noget betød det. Jeg havde taget bukser på.
Det var en dør. En åbning var det i hvert fald.
Jeg frygtede, at min stemme ville forsvinde, hvis jeg åbnede og slap andre lyde ind.

Men så åbnede jeg. Lyskilens spring i støvet, betontrappens brøl, åh, det døde lys!

Ingen kommentarer: