Inger Støjberg har vundet rigsretssagen, allerede inden den er kommet i gang. Hun har i suveræn stil vundet slaget om retten til at udlægge sagens indhold. Så suveræn, faktisk, at hun helt uden det mindste tegn på skam har kunnet gøre en forretning ud af sælge sin egen fremadskridende fortælling om sagens forløb til befolkningen. Hun fremstår som den uretfærdigt anklagede heltinde, den forfulgte uskyldighed, som heroisk kæmpede for det gode og nu for skams skyld skal lide for det.
Sådan fremstår hun i høj grad, fordi Socialdemokratiet har besluttet, at det skulle være sådan. Socialdemokratiet fik indskrevet i bemærkningerne, at Folketinget støtter Støjbergs politiske motiver for at administrere, som hun gjorde. Socialdemokraterne synger således højt og tydeligt med på Støjbergs falske vise om, at hun kæmpede for at frelse 'barnebrudene'. Og så er der jo kun teknikaliteter tilbage i den sag.
Rigsretten skal nemlig heller ikke tage stilling til, hvorvidt Støjberg har løjet for Folketinget (hvilket jo er ulovlig og i samrådene ret grundigt er godtgjort, at hun de facto har). At Støjbergs ulovlige automatiske adskillelse af de unge ægtepar ikke har frelst så meget som en eneste 'barnebrud' (de kunne, hvis myndighederne skønnede det hensigtsmæssigt eller kvinderne selv bad om det, under alle omstændigheder være blevet adskilt efter den individuelle sagsbehandling, som de ulovligt blev nægtet), men til gengæld har gjort livet til et helvede for mennesker, som i forvejen var hårdt pressede, er på forunderlig vis forsvundet ud af sagen. Støjbjerg gjorde nemlig ifølge socialdemokraterne politisk det rigtige, omend muligvis på en lidt forkert måde. Derfor kan Rigsretten næppe gøre andet end at give den helgenkårede korsridder en lille påtale, som blot yderligere vil styrke den eventyrlige fortælling om hendes ædle martyrium.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar