Finansloven igen igen

Jeg har været slem til at kritisere det parti, jeg selv stemmer på. Fx mener jeg, at Enhedslisten ofte har været forfalden til en populisme, som får dem til at ligne alle de andre partier. Det kan jeg ikke lide. Mange andre har kritiseret Enhedslisten for altid at falde til patten og i sidste ende redde røven på regeringen (undskyld de modstridende metaforer) uden egentlig at få noget af sin egen politik igennem. Den kritik har jeg også ofte været enig i.

Nu står Enhedslisten uden for forliget om det kommende års finanslov, og så hagler det ned over partiet med kritik for at være for kompromisløse og insistere på at få alt, hvad de peger på. Altså en kritik for “Socialisme nu, eller vi skider på gulvet!”- attituden. Den kritik er jeg ikke med på.

Jeg synes ikke, man kan tale om, at Enhedslisten har insisteret på at få alt, hvad den pegede på. Tværtimod har listen endnu engang strakt sig meget langt i forhold til, hvordan en Enhedsliste-finanslov ville se ud. Ufatteligt langt, faktisk. Man kan jo prøve at analysere, hvor meget i det finanslovsforslag, som Enhedslisten og regeringen var tæt på at enes om, der var i overensstemmelse med Enhedslistens (eller SF's) program, og hvor meget, der i virkeligheden snarere var radikal (eller Venstre-) politik. Enhedslisten har insisteret på en afsvækket udgave af, hvad der for blot en håndfuld år siden var socialdemokratisk politik. Socialdemokraterne ville eksempelvis i 2007 sikre de gamle retten til et dagligt bad. Enhedslisten som bekendt noget mindre.

Om et retskrav på to ugentlige bade til de ældre så er det rigtige hovedkrav ved finanslovsforhandlingerne, ved jeg sgu ikke rigtig. Jeg havde nok valgt noget andet. Det virker igen lidt populistisk, altså som om partiet har udset sig en gruppe vælgere, som de vil hapse fra Dansk Folkeparti. Men omvendt er det jo hverken et urealistisk eller et usympatisk krav. Ældreomsorgen trænger virkelig til opmærksom revision, og det er sikkert klogt nok at vælge sig et fokus.

Så kan man sige, at finansloven var blevet bedre (forstået som rødere), hvis den var lavet med Enhedslisten, og var det så ikke bedre? Ja, den var blevet rødere. Det vil altid være sandt. Hver eneste gang! Venstre vil altid stille andre krav til regeringen end Enhedslisten og presse regeringen til højre. Alt andet ville være en sensation.

Hvad er konsekvensen af, at Enhedslisten altid kan få en bedre finanslov ved at være med end ved at lade Venstre være med? Er det, at det vil være rigtigt af Enhedslisten at være med, uanset hvor store kameler partiet skal sluge - uanset hvor meget de skal stemme mod deres egen politik og mod det, de er gået til valg på, og uanset hvor meget de er blevet ydmyget af regeringen?

Man kan også spørge: Hvad sker der, hvis Enhedslisten altid bøjer af til sidst, sådan som partiet har været kritiseret for at gøre? Hvordan vil regeringen opfatte sådan en adfærd? Vil den så kåd og overgiven belønne Enhedslisten med den ene lækre luns efter den anden, eller vil ræsonnementet tværtimod være, at så behøver man egentlig ikke lytte til Enhedslistens krav, for de stemmer jo for alligevel?

Til sidst: Ifølge Politiken dumper befolkningen Enhedslistens indsats ved finanslovsforhandlingerne. Hele 60 % mener, at Enhedslisten har gjort det dårligt. Ok, hvornår har Enhedslisten sidst haft 40 % opbakning til noget som helst?