En dag sagde du:
– Du skal fange det, der er ved at ske, og det, der allerede er sket, i samme ramme som nuet.
– Hvad laver han? spurgte du så.
– Ingenting, sagde jeg. – Han laver ikke noget, han går bare rundt.
Du bad mig gå helt tæt på manden, bryde den kreds han slog. – Fortæl mig, hvordan han har fået det forvorpne blik. Fortæl mig, hvorfor han går.
Noget skulle afgøres imellem os i dette øjeblik. Det forskrækkede mig; jeg var ikke forberedt på, hvilken betydning du havde tillagt dette eksperiment. Jeg ville ikke tvinges på den måde og vaklede et skridt baglæns, men stødte så alligevel ind i manden, greb ud for ikke at falde. Bedst af alt husker jeg muskelspændingen i hans underarm. Det var ubegribeligt for mig, at nogen kunne gå rundt med så stramme sener i underarmene uden at bære på noget.
– Du går? sagde jeg.
– Ja?
Han dæmpede sig selv, ledte efter sine tanker.
– Vi laver bevægelsen selv. Jaja, nu kommer det. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Før var vognen ved kirken, så ved pølsevognen og Helles plads. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, indeks, haha, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, lala, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidst- hed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Hvorfor fanden skulle hun tegne ottetaller? Hun har sgu da aldrig gidet lette røven! Det har Zenon heller ikke. Nej, han har ikke. Han. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At jeg før har været der og der og der, og nu er jeg her, nu er jeg det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med klatten. Snottet løber ikke i rummet, kun i hans bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. At han ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Det er Morten, der har saksen. Ha! Jeg skulle have taget den med ind. Holz tager termodynen. Den satan; ingen respekt! Jeg skal snakke med Mureren. Mureren skal nok tage ham i skole. Så er det slut med at sove på Hundevarmeren, Holz. Det har også altid være Klinke-Jørgens plads. Jeg skal hente vognen. Nu tager jeg et skridt. Baaah! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger? Zenon og Bergson. Nej! Nej nej. For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med tipstjenesten? De ville ikke overleve, hvis Zenon havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Tipstjenesten be- viser det. Ottetaller. Ha! Hun kan ikke engang få kridtet op. Idioter, for helvede! I findes ikke! Så er det slut, Holz! Gu gør I så. Men Berg- son og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er sgu da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke læn- gere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Han samler det hele der. Drengen med snotklatten findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Vi skal have klippet den hund, Morten. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. I parceller. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. I parceller, tag den!
– Skal jeg skrive det ned? sagde jeg forvirret.
Det måtte jeg gerne, men det var ikke, hvad vi var kommet for. – Det var en foræring, sagde du, – og dem skal man være forsigtig med. Du vil aldrig kunne gøre rede for den gratis viden i et billede. – Jamen, jeg kan jo ikke pludselig slette min viden.
Du ville ikke give mig mere.
Du sagde, at jeg altid havde malet min verden som en Mona Lisa, som om tiden kunne standses.
– Vores tid er bevægelsernes tid, historiens fremdrift, ikke traditionernes gentagelse, det er det, du skal male. Jeg har aldrig udstillet et fotografi, der lige så godt kunne være skudt to sekunder tidligere eller senere.
Det var sådan, jeg skulle tænke min kunst i en tid, hvor penslen konkurrerede med kameraet.
– Tag en notesbog med, sagde du.
Så viste du mig København. Du bad mig finde blot et enkelt øjeblik af virkelig historie, hvor et før, et nu og et endnu-ikke kunne fanges i samme billede. På hovedbanegården pegede du en mand ud for mig.
Du bad mig skrive, hvad jeg så, men kunne se, at jeg intet så.
– Noget må du da se, sagde du. – Det er et menneske, en mand. Skriv i det mindste, at du ser en mand.
Jeg skrev, at jeg så en mand.
– Du skal fange det, der er ved at ske, og det, der allerede er sket, i samme ramme som nuet.
– Hvad laver han? spurgte du så.
– Ingenting, sagde jeg. – Han laver ikke noget, han går bare rundt.
Du bad mig gå helt tæt på manden, bryde den kreds han slog. – Fortæl mig, hvordan han har fået det forvorpne blik. Fortæl mig, hvorfor han går.
Noget skulle afgøres imellem os i dette øjeblik. Det forskrækkede mig; jeg var ikke forberedt på, hvilken betydning du havde tillagt dette eksperiment. Jeg ville ikke tvinges på den måde og vaklede et skridt baglæns, men stødte så alligevel ind i manden, greb ud for ikke at falde. Bedst af alt husker jeg muskelspændingen i hans underarm. Det var ubegribeligt for mig, at nogen kunne gå rundt med så stramme sener i underarmene uden at bære på noget.
– Du går? sagde jeg.
– Ja?
Han dæmpede sig selv, ledte efter sine tanker.
– Vi laver bevægelsen selv. Jaja, nu kommer det. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Før var vognen ved kirken, så ved pølsevognen og Helles plads. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, indeks, haha, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, lala, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidst- hed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Hvorfor fanden skulle hun tegne ottetaller? Hun har sgu da aldrig gidet lette røven! Det har Zenon heller ikke. Nej, han har ikke. Han. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At jeg før har været der og der og der, og nu er jeg her, nu er jeg det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med klatten. Snottet løber ikke i rummet, kun i hans bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. At han ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Det er Morten, der har saksen. Ha! Jeg skulle have taget den med ind. Holz tager termodynen. Den satan; ingen respekt! Jeg skal snakke med Mureren. Mureren skal nok tage ham i skole. Så er det slut med at sove på Hundevarmeren, Holz. Det har også altid være Klinke-Jørgens plads. Jeg skal hente vognen. Nu tager jeg et skridt. Baaah! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger? Zenon og Bergson. Nej! Nej nej. For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med tipstjenesten? De ville ikke overleve, hvis Zenon havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Tipstjenesten be- viser det. Ottetaller. Ha! Hun kan ikke engang få kridtet op. Idioter, for helvede! I findes ikke! Så er det slut, Holz! Gu gør I så. Men Berg- son og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er sgu da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke læn- gere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Han samler det hele der. Drengen med snotklatten findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Vi skal have klippet den hund, Morten. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. I parceller. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. I parceller, tag den!
– Skal jeg skrive det ned? sagde jeg forvirret.
Det måtte jeg gerne, men det var ikke, hvad vi var kommet for. – Det var en foræring, sagde du, – og dem skal man være forsigtig med. Du vil aldrig kunne gøre rede for den gratis viden i et billede. – Jamen, jeg kan jo ikke pludselig slette min viden.
Du ville ikke give mig mere.
Du sagde, at jeg altid havde malet min verden som en Mona Lisa, som om tiden kunne standses.
– Vores tid er bevægelsernes tid, historiens fremdrift, ikke traditionernes gentagelse, det er det, du skal male. Jeg har aldrig udstillet et fotografi, der lige så godt kunne være skudt to sekunder tidligere eller senere.
Det var sådan, jeg skulle tænke min kunst i en tid, hvor penslen konkurrerede med kameraet.
– Tag en notesbog med, sagde du.
Så viste du mig København. Du bad mig finde blot et enkelt øjeblik af virkelig historie, hvor et før, et nu og et endnu-ikke kunne fanges i samme billede. På hovedbanegården pegede du en mand ud for mig.
Du bad mig skrive, hvad jeg så, men kunne se, at jeg intet så.
– Noget må du da se, sagde du. – Det er et menneske, en mand. Skriv i det mindste, at du ser en mand.
Jeg skrev, at jeg så en mand.
– Altså går han rundt, Fecundito, sagde du. – Det er vigtigt.
– Men det kan jeg jo ikke vide, Nadina.
– Undskyld, sagde jeg og kiggede op på den høje, magre mand. – Nej, nej, sagde han og virrede med hovedet.
– Du går.
– Ja. Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpad- den bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Svin! Man må ikke glo på folk. Du tror ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man nemlig heller ikke. Ha ha! Du er fræk, Zenon. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er jo det, du siger med dit andet paradoks. For fanden da! At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ja ja, men man kommer aldrig i gang, for man kan ikke tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Ja, ja, ja. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Se nu! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Hold op med at glo!
– Men det kan jeg jo ikke vide, Nadina.
– Undskyld, sagde jeg og kiggede op på den høje, magre mand. – Nej, nej, sagde han og virrede med hovedet.
– Du går.
– Ja. Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpad- den bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Svin! Man må ikke glo på folk. Du tror ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man nemlig heller ikke. Ha ha! Du er fræk, Zenon. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er jo det, du siger med dit andet paradoks. For fanden da! At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ja ja, men man kommer aldrig i gang, for man kan ikke tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Ja, ja, ja. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Se nu! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Hold op med at glo!
Nu vendte manden sig væk fra mig og fandt ind i sin kreds; han
fortsatte samtidig sin monolog, nu blot uden henvendelse.
Hans styrke skræmte mig, men gjorde mig også lykkelig. Han sagde:
– Han er en lille snottet unge med savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og otten- dedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukom- melse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hun kunne tegne ottetaller. Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. Med røven, med et stykke kridt i røven, kunne hun. Ottetaller. Holz sagde det. Vog- nen står ved bagindgangen. Jeg skal huske vognen, Holz tager den. Han tager tingene, de gode ting. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. Men min pik har! Tag de ottetaller! Ha!
Hans styrke skræmte mig, men gjorde mig også lykkelig. Han sagde:
– Han er en lille snottet unge med savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og otten- dedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukom- melse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hun kunne tegne ottetaller. Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. Med røven, med et stykke kridt i røven, kunne hun. Ottetaller. Holz sagde det. Vog- nen står ved bagindgangen. Jeg skal huske vognen, Holz tager den. Han tager tingene, de gode ting. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. Men min pik har! Tag de ottetaller! Ha!
Han kneppede gavlen på en bænk, stemplede den med tunge hug fra lænden, han dampede, blodet løb frit fra hans næse. Nu går han i krampe, tænkte jeg. Han forkyndte de obskøne tanker med sin brune mund, blodet løb ind, og han rallede og slugte, mens han skreg op om heksens patter. Øjnenes hvide trillede frem. Det trak publikum, men han ænsede dem ikke. Krampe, tænkte jeg, eller han besvimer. Han besvimede ikke, men holdt pludselig op. Han så sit blod og snøftede. Så lukkede han sig ind mod muren, krum- mede lidt forover, som om han tænkte, som om han kunne tænke.
– For helvede! Nej! Så. Så, sagde han.
Nu drejede bumsen skarpt rundt og stirrede på min skjorte.
– En bevidsthedstilstand, sagde han, – kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Du ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du havde ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha! Det var en fantastisk gave, jeg var rørt, men du blev mørk i blikket.
– En bevidsthedstilstand, sagde han, – kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Du ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du havde ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha! Det var en fantastisk gave, jeg var rørt, men du blev mørk i blikket.
– Kom, sagde du og trak mig væk.
– Jo, sagde du.
Og jeg vidste, du havde ret; hvis jeg heller ikke kunne løse opga- ven nu, hvor den var blevet vendt om, ville jeg aldrig komme til at male noget af virkelig betydning. Jeg satte mig på en bænk og skrev:
“Han har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Han går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det. Hans fremstrakte underarme er spændt som til et voldsomt løft. Han går og snakker med en anden. Med en kvinde, tænker man. Han skælder ud, går hidsigt væk fra hende, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod hende. Så stopper han pludselig op og vender sig mod hende igen. Der er mere skældud, han skal af med. Han er endnu vredere end før, har hidset sig op på kvinden. Men der er ingen kvinde. Han skælder ud mod et punkt i rummet. Han bevæger sig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Han er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet."
– Ja, ja, sagde du, – men prøv nu igen uden hjælp. Du finder selv den næste.
Alene det, at du ikke helt havde afskrevet mig, det troede jeg virkelig, du havde, Nadina, gav mig mod på at gøre eksperimentet færdigt. To bænke længere oppe mod indgangen sad en mand og lignede en dreng. Jeg skrev:
– Jo, sagde du.
Og jeg vidste, du havde ret; hvis jeg heller ikke kunne løse opga- ven nu, hvor den var blevet vendt om, ville jeg aldrig komme til at male noget af virkelig betydning. Jeg satte mig på en bænk og skrev:
“Han har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Han går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det. Hans fremstrakte underarme er spændt som til et voldsomt løft. Han går og snakker med en anden. Med en kvinde, tænker man. Han skælder ud, går hidsigt væk fra hende, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod hende. Så stopper han pludselig op og vender sig mod hende igen. Der er mere skældud, han skal af med. Han er endnu vredere end før, har hidset sig op på kvinden. Men der er ingen kvinde. Han skælder ud mod et punkt i rummet. Han bevæger sig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Han er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet."
– Ja, ja, sagde du, – men prøv nu igen uden hjælp. Du finder selv den næste.
Alene det, at du ikke helt havde afskrevet mig, det troede jeg virkelig, du havde, Nadina, gav mig mod på at gøre eksperimentet færdigt. To bænke længere oppe mod indgangen sad en mand og lignede en dreng. Jeg skrev:
“Folk tror, du er skør. Sådan kigger de på dig. Det er de tics og ner-
vøse kramper, du sidder med. Du kan ikke komme videre. Nu har du
i over to timer ikke sluppet dit tag i bænken. Du holder fast i sædet
mellem benene. Nu trækker din venstre mundvig igen ansigtet ud
af symmetri. Du krammer sammen. Øjnene misser, men du er ikke
skør. Du ved præcis, hvad der vil ske. Om lidt kommer den tykke
dreng og trykker tegnestiften ind gennem spidsen af dit lem."
Du godkendte min stiløvelse. Det var stadig ikke helt sådan, du havde ment det, sagde du. Men det mener jeg nu nok, det var. Jeg havde forhistorien med, altså hvordan og hvor længe manden havde siddet på bænken. Jeg havde også beskrevet hans viden om fremtiden og endelig det nu, i hvilket han bliver bevidst om denne fremtidige tildragelse med tegnestiften.
– Nu skal du male det, sagde du, da vi var kommet hjem.
Du godkendte min stiløvelse. Det var stadig ikke helt sådan, du havde ment det, sagde du. Men det mener jeg nu nok, det var. Jeg havde forhistorien med, altså hvordan og hvor længe manden havde siddet på bænken. Jeg havde også beskrevet hans viden om fremtiden og endelig det nu, i hvilket han bliver bevidst om denne fremtidige tildragelse med tegnestiften.
– Nu skal du male det, sagde du, da vi var kommet hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar