Udklip fra Celeste

Det er her, de vanvittige går hen for at skrige, her de onde drømme trækker væske ud af porerne på de vågne. "Hundene æder ham!", skriger en radmager kvinde, som tror, hun stadig er gravid. Hun skærmer sin indsunkne mave med et gavlbræt fra en fiskekasse. Hendes mand blev sprættet op med en bajonet og ædt levende af torvets hunde. Nu tror hun, at hundene vil æde fostret i hendes bug. Alligevel kommer hun her for at dele ud af mandens anisbrændevin.

Ratita kan ikke sidde for det bly, gendarmerne har givet ham i røven. Nu ligger han i mudderet og kaster sig fra side til side for at tælle fluerne i sit hår. Det hænger som klatter om nakken.

De andre tiggere samler bylterne og går i ly under pakhusets halvtag. To slås om den skorpe, som den ene har tabt. "Den har ligget der hele tiden", råber den anden og leder efter sympati i kollegernes øjne. Men ingen orker at deltage. Også fire hunde galper op. Enrique ved den lille obelisk i torvets midte har ingen ben og kun halvanden arm tilbage. Alligevel tager han imod den tynde kvindes anis. En maurer sætter ham på stenen som en buste. Det er den spøg, de har. Han græder gennem tænderne og pisser stille i de løse klude, som skal dække underkroppen. Før krigen har han optrådt med at nikke buler i jernplader. Han var kendt på alle markeds- pladser i Sevilla. Det har hun hørt fra Don Pedro. Når han har tømt endnu en anisdunk, begynder han at spænde nakken. Han kaster panden frem mod indbildt jern, til han styrter ned og skraber mere hud af det ødelagte ansigt. Så vil han hentes af sin far, han råber med en vandig rallen fra sin korte strube, men han har ingen far. Kvinden med anisbrændevinen falder sammen som i kramper og skriger igen op om hundene. Hun fægter for sig med det korte bræt. Og så kommer hundene.

Ratita farer pludselig løs på maureren og borer sine sorte fingre ind i hans øjne og bider ham i ansigtet, bider hul i kinden på ham og trækker til med nakken. Maureren skriger som en såret los, og tiggerne griber den rødhårede bøsse, tamper ham med sten og kæppe, til han ligger som en slimet bylt. De pisser på ham, sparker ham i skridtet med de bare fødder og går tilbage under halvtaget. Så kommer kragerne for at hakke, men han er ikke død.

Celeste har stået ubevægeligt under det plyndrede appelsintræ. Nu forsøger hun at sige noget til tiggerne, men ordene drukner i kartoffelbræk. Rotter piler over pladsen. De samler sig to meter fra hendes fødder, hvor de står parat til at fortære hendes klumpede opkast. Hun prøver igen at tale, men kan ikke få andet frem end dunkle hulk. Hun løber hen til Ratita, hjælper ham op og tilser de ophovne øjne. Hun sparker hunde væk og tager den magre kvindes læderdunk og hælder anisbrændevin på sine fingre. Så gnider hun den stærke væske i hans sår. Noget tungt og vådt træffer hende på den ene skulder, de råber efter hende, men hun vil ikke vende sig.

Og regnen stilner af. Tiggerne finder tilbage til de faste pladser. Nu lægger de sig på og ikke under bænkene. De ryster som herreløse hunde, før de stivner af giften.

En gammel tigger renser maurerens kind med anis. Flængen bløder ikke mere. Han bander, mens munden løber fuld af tårer og takker så den gamle. To kvinder taler lavmælt og griner.

Pludselig kommer en ung mand med nervøse øjne og stærke lemmer løbende og råber som i hvisken, at gendarmerne har ryddet pladsen bag en anden kirke og er på vej her hen.

– Jeg var den eneste, de ikke fik, fortæller han.

Ratita løfter Enrique ned fra stenen og bærer ham bort på maven som et indianerbarn.

– Hvem er de? råber en kvinde. – Hvem?

Celeste bliver stående, mens pladsen tømmes. Hun vil se dem. Der kommer ingen.



– Bliv fra ham, siger obersten.
– Jeg vil ikke have, at du leder mere efter hende, siger Celeste.
– Jeg leder ikke længere.
– Lad os blive her.
– Hvad mener du?
– Jeg mener, at det ikke bliver bedre end nu. Det bliver aldrig bedre. Jeg vil ikke have, at du tænker, det ikke er godt nok, at vi skal et andet sted hen, siger hun.
Han ryster på hovedet.
Ratita har fundet sig et andet sted. De er alene.
– Efter hvad, min ven?
– Bare løbe.
– Men du har brug for at bevæge dig.
Hun nikker.
– Kan du ride?
Det har hun lært i bjergene, men hun vil ikke ride.
– Det her må lyde skørt, men min dreng trænede sig som bokser, indtil han brækkede hånden mod en flagstang.
– Ja, det lyder lidt mærkværdigt.
– Jo, men vi har stadig hans sandsæk hængende på loftet, den, han trænede på.
– Det kunne du lide at vide, siger Celeste.
– Uanset hvad det er, så hjælper det. Du er kommet til at se meget bedre ud i det seneste par uger.
– Er det rigtigt?
– Ja, faktisk ser du slet ikke tosset ud længere. Du vil sagtens kunne charmere en af de italienske officerer nu.
– Nå, tak!
– Nej, hør nu her: Du er både høj og ikke så mørk som andalusierne. Det kan italienerne godt lide. Du skal bare tro lidt mere på dit hår, siger du og løfter Celestes glatte lokker.
– Den i aften skal du ikke gå glip af.
Celeste har hørt om de slavepiger, han omgiver sig med, at han skærer i dem.
– Jeg tror ikke, det er noget for mig, siger hun.
Celeste er ikke bange for at se sit blod, det kender hun, men hun vil træne. Den mindste forstyrrelse gør hende ulykkelig. Hun føler, at hun svigter Sarah ved at forsømme træningen, som kunne hun bokse sig frem til hende og støde hende ud gennem fængselsmuren. Men det er ikke det eneste; afhængigheden sidder hende også i kroppen. Hun har det allerede med sandsækken, som hun før har haft det med vinen. Hun får ikke ro uden.
– Ingen lægger mærke til, om du spiser noget til Falconettis fester. Man går ikke til bords som hos Don Pedro. Man skal ikke sidde pænt. Hvis du vil, kan du ligge på gulvet hele aftenen og se sur ud. Det er det fine ved at gå til fest hos fascisterne; alt det, de har forbudt os andre, tillader de hos sig selv. Hos dem må man alt.
– Er det ikke farligt? Med maven, mener jeg.
– Jeg har kun godt af at bevæge mig, siger Nieves, – men vi kan ikke sparre.
– Hvad kan vi ikke?
– Vi kan ikke slå på hinanden, forklarer Nieves.
– Det er klart.
Alligevel bliver det en kamp imellem dem. De kæmper om magten over sækken, de slår en kridtstreg på gulvet under den, så gælder det om at holde sækken væk fra sin egen side.
– Og spred benene lidt mere.
Celeste spørger Nieves, hvorfor hendes mand så sjældent er hos hende.
– Han arbejder, siger Nieves og sætter sig på det tomme vinfad ved tagvinduet.
– Savner du ham ikke?
– Nej, ærligt talt. Jeg tror, vi var blevet skilt, hvis republikken havde vundet. Nu ved jeg ikke, om vi får lov.
– Skændes I? siger Celeste og rækker hende en klud.
– Næ, men vi aner ikke, hvad vi skal stille op med hinanden.
– Det skal du nok ikke skilte for meget med, siger Nieves.
De kan ikke grine, det er ikke let for dem at være venner, og deres samtaler går hele tiden i stå, men alligevel kommer Celeste til at nyde sin træning med Nieves. Så forbereder hun hver gang to emner, hun kan bringe på bane, når de mangler noget at tale om. Hun fortæller om Bent og de danske fisk. Næste dag er det Jacob og Descartes.
– Og vi køber den i Granada.
Det gør han.
– Vi kunne tage Nieves med, hun kan føde om bord, siger Celeste. – Vi tager Nadina med, hun har prøvet at føde.
– Nej, der kan du ikke sidde.
Hun kan høre to søstre tale om sig. Den ældste vil have hende ud, men hun bliver.
– Hold mig for panden, siger Nieves.
Jordemoderen hjælper hende med at trække vejret rigtigt. Så skal hun presse.
– Hold mig for panden!
Nieves er helt kold på panden, men sveden pibler ud.
– Min pande, for helvede!
Nieves er bleg.
– Du skal ikke kigge nu, siger den unge søster til Celeste.
– Skal jeg vaske ham lidt først? siger den ældste søster.
Der lugter af klor.
– Hvor er her blåt, siger Celeste.
– Men intet er blåt her, siger Nieves. – Alt er hvidt.
– Det er luften, at lyset er så koldt, det blanke metal, siger Celeste uden at ramme præcis, hvad hun mener.
– Men intet er blåt, gentager Nieves.
Søsteren er kun ude i ti minutter, så kommer hun alene tilbage.
Hun er helt rolig, mens hun fortæller Nieves om døden.
– Men han skreg jo, som han skulle?
– Så-så.
– Jeg har ... hvad skal jeg gøre med mælken, det ...
Nieves er allerede døset hen af den sprøjte, hun har fået, søstrene er snart færdige med at rydde op.
Det er, som om de har glemt Celeste. De vasker gulv rundt om hende, flytter hende, så de kan vaske under hendes fødder, men ser hende ikke.
– Det sker desværre ret ofte i disse dage.
Han ryster på hovedet.
– Det kan du ikke vide, siger hun.
Hun løber dem i møde med åben favn.
– Tillykke! Hvor er det dejligt at se jer! siger hun.
– Undskyld, jeg tror ikke ... siger manden.
– Åh, hvad skal hun hedde? spørger Celeste.
– Det er en dreng, siger kvinden genert og lykkelig.
Barnet dufter af mælk, kvinden af parfume.
Manden trækker i hende, hun kigger forvirret på ham.
– Undskyld, siger Celeste, – jeg kunne ikke se det for klædet.
– Lad os se, om han er lige så flot som sin far, siger hun og vrider klædet væk fra ansigtet.
Håret er tyndt og sort, øjnene er blå, men hun er ikke sikker, så længe har hun ikke set Nieves' barn.
– Sikke de har svøbt ham, siger Celeste. – Der var ellers så varmt i den røde barselsstue.
Kvinden kigger på sin mand, hun griber sit krucifiks med den venstre hånd. Hans øjne er så åbne, at man kan se de røde årer i kanterne, men hans læber er hvide. Han ryster på hovedet.
– Så varmt var der vel heller ikke, siger kvinden til sidst.
– Kører vi eller hvad? spørger kusken Don Pedro.
– Hvad får dig til at tro, at dette er Nieves' barn? spørger Don Pedro.
– Hun er blevet vanvittig, siger El Lince.
– Vent, råber Don Pedro til kusken.
– Aflever det barn med det samme! siger El Lince.
Nu skriger barnet, og Celeste vil ikke. Hun var ikke sikker før, men ophidselsen får hende til at insistere. El Lince må flå det skrøbelige væsen ud af hendes favn.
Celeste græder af vrede.
Hun bliver i vognen, mens El Lince undskylder og Don Pedro tilbyder kompensation.
Det er to dage efter fødslen, og Celeste har ikke trænet siden. Hendes blødninger er ikke kommet igen. Hun er rasende, og kroppen kan ikke komme af med det.
– Vi har tabt krigen, siger El Lince. – Vi kan ikke leve, som om vi havde vundet.
– Hvordan kan du affinde dig med, at din vens datter får stjålet sit barn? siger hun.
– Det er ikke retfærdigt, men virkeligt, siger han.
Han har hørt om mindst otte tilfælde i Sevilla, siden republikken faldt. Det er de spaniere, der er mistænkt for republikanske sympatier, men som er for velanskrevne, for betydningsfulde, til at blive likvideret uden rettergang. Så føder deres koner døde børn, eller deres døtre gør. Sådan føres protokollen. Men Spanien har brug for børnene. Kirken sælger dem til gode katolske nationalister, som ikke selv kan avle børn. Så bliver de ikke opdraget som anarkister.

Hun fortæller El Lince om Enrique.

– Du kan ikke leve sådan her, Danesa.

– Jo, præcis sådan her. Lad os blive her.

Næste dag drikker hun anisbrændevin med Enrique på torvet. Hun synker ind i det. Det er som et svimmelt fald fremefter. Det begynder som et fald, men bliver til løb, fordi intet standser hende.

– Jeg ved godt, der ingen plade er, siger Enrique, men efter endnu en tår begynder han alligevel at spænde nakken.

Ugen efter kommer kvinden med brændevinen ikke. Enrique siger, at hun er død.

– Hvordan? spørger hun.

En morgen spørger Celeste Don Pedro, om der er et sted, hun kan løbe.

– Hvad mener du med at løbe?

– Løbe.

– I Sevilla løber frøkenerne ikke.

– Men ...

Lidt efter hopper hun rundt på et loft i Sevilla og slynger næverne ind i en sandsæk. Det er de store sving med åben handske, hun klapper sækken på kinden. Sjask! Sådan får den! Det gør ondt i skuldrene.

Efter en uge er hun oppe på at træne halvanden time hver morgen og aften. Hun føler, det er vigtigt, som om hun forbereder sig til noget stort, hun endnu ikke ved, hvad er. Hun vil være klar. Don Pedro kigger op til hende hver morgen. Han viser hende, hvordan hun skal støde med handskernes forside, fingrenes inderste led, de korte stød, hvordan albuerne skal holdes ind til kroppen.

– Du slår søm i, siger han. – Du skal ikke banke tæpper. Små stifter. Tuk! Tuk!

Don Pedro morer sig.

Hans datter går med derop, Nieves, hedder hun, men er rød. Hun ser ud, som om hun skammer sig ved at vide dette om Celeste, som om hun ved et uheld havde set hende skide. Sådan tænker Celeste.

Nieves er gravid, hun er tykkere end sandsækken, også nakken er svulmet op, hun har vand i anklerne. Celeste er lige ved at give maven et klap, men tager sig i det. Hun tænker, at Jacobs barn må være født nu. Hun kan kun tænke på det som Jacobs pige. Det må være en pige, hun ved ikke, hvordan denne tanke kommer til hende, hvorfor det ikke skal være en dreng, hvorfor barnet ikke skal ligne sin far, det er ham, hun savner.

Pludselig giver Nieves sandsækken et lige stød. Det er så flot, så atletisk en bevægelse, så teknisk korrekt, at Celeste ikke kan forbinde den med kvindens uformelige krop.

Hun ser ikke længere Enrique. Hun kan ikke træne, når de har drukket.

Hun modtager dig i den store salon, men I ender med at tage vinen med op på Celestes værelse.

– Hør, hvad er det for en kur, de har sat dig på? siger du.

– Tror du?

– Ja, bare du ikke er for kræsen.

– Tro på mit hår?

– Håret er kvindes signal. Slå det ud. Jeg skal nok klippe spidserne.

– Hvad nu, hvis jeg slet ikke er interesseret i en italiensk officer? siger Celeste.

– Det bliver du. I aften skal du til fest hos Napoleone Falconetti. Det mener Celeste ikke, hun skal.

– Måske er du slet ikke interesseret i mændene? siger du.

Celeste siger, at det er kosten, at du har ret, at hun faktisk er på kur, nu spiser hun kun fisk, ris og løg. Også det er sandt. Det var sådan, hun kom gennem den første tid med Bent. Hun har aldrig følt sig stærkere end den vinter.

Men Celeste går ikke med.

Næste morgen begynder Nieves at træne med. Hun er langt stærkere, end hun ser ud til.

– Jeg trænede med min bror, fortæller hun.

Det er tydeligt. Hun er dygtig.

Så er de to om sækken, og rytmen bliver en anden. Nu kan Celeste ikke længere styre sækken derhen, hvor hun vil have den. Det er som at begynde forfra, det bliver svært igen.

Nu gælder det om at flytte fødderne.

– Nej, ikke sådan, siger Nieves. – Du skal bøje knæene, så du er parat til at gå til begge sider.

Tuktuktuk!

Han har gjort mig gravid, men vi har ingen fornøjelse af at ligge hos hinanden.

Det overrasker Celeste, at Nieves fortæller hende dette, hun ser så sky ud.

– Så kan ingen vel bebrejde dig, hvis du har holdt med de røde, siger hun.

Celeste siger det i sjov, men Nieves griner ikke.

– Jeg er ikke socialist, siger hun lidt efter, – men jeg vil ikke nægte, at jeg havde håbet på noget andet, end hvad vi fik.

– Også jeg, siger Celeste.

Mest taler de om barnet, om navne; Vera, hvis det er en pige, det betyder sandhed. Eller Clara. Og hvad så, hvis det bliver en dreng? Celeste foreslår Ernst, men Nieves er sikker på, det bliver en pige. Hun kan mærke det. Det har kvinderne i hendes familie altid kunnet.

De kigger på dåbskjoler sammen. Nieves elsker butikker. Don Pedro går med, eller El Lince, men mændene går ikke med ind.

Om aftenen træner hun alene. Nieves har ikke kræfter til at bokse to gange om dagen. Ind imellem kigger El Lince op til hende på loftet, han roser hendes boksning, han er en mand, men han har ikke nyt med til hende. Kun få af hans kontakter er endnu i live, og heller ikke de har noget at fortælle.

Hun ser mindre og mindre til ham, alt, hun kender, løber fra hende endnu engang. Og så er det alligevel hverdag med boksning og fødselsforberedelser. Netop fordi Nieves ikke kan charmere hende, at hun ikke er forelsket, at hun intet mere håber på, finder hun ro med sine gøremål, tænker hun. Kan det være sådan? At alt skal mistes først.

En morgen er der blod i trusserne. Det er kun ganske lidt, men hun ved, at det er menstruationen, der er kommet tilbage. Hun spiser så godt nu, træner, drikker ikke.

Hun ville gerne fortælle det til Sarah, at hun er kvinde igen, men siger det til Nieves. De snakker om, at det nok skal blive Celestes tur næste gang, så smitter de alligevel hinanden med ideer, at deres børn kan lege sammen.

– Obersten ville blive en god far, siger Nieves.

– Han må da gerne være min far, siger Celeste.

De prøver igen at grine.

Celeste vil se de hvide bjerge. De kan tage derop sammen; Nieves er født i Granada. Måske vil Don Pedro køre dem derop. Han har ekstra ski.

– Du kan tage obersten med, siger Nieves.

Celeste beder El Lince om penge, så hun kan købe en kjole til Nieves' pige.

– Den skal være hvid, siger hun.

– Ja?

Hun begynder at læse om boksning. Sværvægtsmesteren i USA hedder Joe Louis. Hun har beundret ham, siden han smadrede nazisternes Max Schmeling sidste sommer. Schmelings sejrsbonus skulle bygge tanks til Det Tredje Rige, men den sorte amerikaner slog ham ud i første omgang. Schmeling blev lammet af et stød til leveren og slået ned tre gange på to minutter, det kan hun huske. Nu vil hun gerne vide, om det var højrekrydset, den korte venstre eller hans uppercut, der afsluttede kampen. Det må de også have skrevet i Politiken, men sidste sommer betød boksning ikke nok for hende til at huske på den detalje. Hun ved, at Louis bokser ortodokst, med venstre fod forrest og på flade fødder. Sådan kan han hamre løs med rene stød fra alle vinkler, han slår lige hårdt med begge hænder. Tre af Joe Louis' bedsteforældre var negerslaver, den fjerde var Cherokee. Celeste har tænkt, at Louis måtte ligne El Rana, men på avisens billeder gør han ikke. El Rana er fræk med sin lange, tynde hals. Louis er bygget som en bjørn, en smuk og melankolsk brun bjørn. I næste uge skal han forsvare titlen mod Tony 'Two-Ton' Galento i New York. Celeste vil se kampen, hun ved, det er umuligt, men hun vil se den, hun har allerede spurgt Don Pedro, om han kan låne hende til billetten.

– Får du ikke selv lyst til at se den?

Hun foreslår også Don Pedros søn, men det hjælper hende ikke. Det vil se forkert ud at forlade landet nu.

Schmeling var nazisternes mand, og Celeste tænker, at Galento kan være Mussolinis. Det er den lille unøjagtighed, hun tillader sig, det er det lille håb, hun nærer, for at se fascisterne dø i ringen. Galento har bokset mod en bjørn på et kvart ton som forberedelse til kampen, og har også bokset mod en kænguru. Han er en lille, tyk og fordrukken pralhals, som kan skylle seks kyllinger og et kilo spaghetti ned med en halv kasse øl inden en titelkamp, men er også en farligt uren italiensk-amerikaner med et slemt venstrehook. Han er tretten centimeter mindre end Louis, hans rækkevidde er femten centimeter kortere, men han er tungere. Galento har sagt, at han vil slå Joe Louis ihjel. Han har også sagt, at han ikke aner, hvem den bums er. Sådan har han sagt om mesteren, sådan taler de amerikanske boksere om hinanden, det er en del af kampen, siger Don Pedro, men Joe Louis siger ingenting.

Celeste kan ikke tro, at en fed alkoholiker på næsten tredive år kan vinde over verdens bedste bokser, men hun spørger alligevel Don Pedro, om han tror, det er rigtigt, at de italienske fightere køber dommerne i professionel boksning.

– Det gør de sorte vist også, når de har penge til det, siger han.

Det skuffer hende, men hun ved, at Louis er en ærlig fighter. Hun ser det i hans øjne. Han vil ikke skylde nogen noget, det tænker hun om ham. På den måde minder han hende om Jacob, sådan vender hun alligevel tilbage.

– Vis mig paraderne igen, siger hun. 

–* –

Nieves støder dybt i sækken og pruster, det er dagen efter. Nu er hun bjørnen. Så løfter hun armene op foran ansigtet, hun er klar til de korte serier, jabs, og parader igen, og så går vandet.

Celeste er med til fødslen. Nieves har bedt hende være der, hen- des mor er død.

En ung søster rækker hende en kittel.

To timer efter den første presseve er hovedet ude. Det tynde, fedtede hår er sort, han åbner munden som for at sige tak. Det går lettere, end Celeste havde forestillet sig, Nieves er så stærk og klar. Det bliver først dramatisk, da jordemoderen taber efterbyrden på gulvet, men barnet er ude, det er en dreng, og så åbner han øjnene, de er stålblå, så fortabte, men de er altid blå i begyndelsen, siger jordemoderen. Nieves græder, men er glad, navlestrengen bliver klippet, han bliver viklet i et klæde, mælken er løbet til, og hun ammer.

Så skal barnet måles og vejes.

Jordemoderen ryster på hovedet.

– Pludselig ville lungerne ikke mere, siger hun.

Nieves vil ikke forstå det. Søsteren må sige det til hende fem gange. Celeste kan se, at jordemoderen er irriteret på Nieves, at hun er færdig og har lyst til at gå.

Nieves vil se drengen, hun prøver at rejse sig, men søstrene holder hende nede.

– Han er allerede kørt til forbrændingen, siger søsteren, som vejede drengen.

På hospitalet er de enige om, at det er bedst sådan. Det er fast praksis nu. Det er bedst for hende, at hun ikke ser barneliget, ikke knytter sig til det billede. De opfører ham som dødfødt, så skal han ikke døbes.

– Det er bedre, at han ikke har et navn, siger jordemoderen. – Man glemmer aldrig navnet.

– Du har ikke holdt ham varm! skriger Nieves. – Du har frosset ham ihjel!

De lægger remme på hende.

Hun kan ikke forlige sig med det. Drengen er ikke dødfødt, han har ligget på sin moders bryst, varm og livlig, han har diet, Celeste vil ikke have det. Drengen hedder allerede Jacob. Nieves besluttede det samme morgen under træningen. De kan ikke nægte hende at se ham, at kalde ham ved navn.

– Hvordan kunne det ske så pludseligt? spørger Celeste, inden jordemoderen er ude ad døren.

Hun siger:

Hun giver den dårlige ernæring skylden, men Nieves har ikke manglet noget, fortæller Celeste. Så foreslår jordemoderen, at det kan være den nye virus, alle taler om.

– Den er båret hertil fra Rusland.

Så henter Celeste Don Pedro og El Lince, som har ventet på gangen. Det er hende, der fortæller Don Pedro, at hans barnebarn er dødt.

Nieves er bedøvet. Jordemoderen anbefaler, at hun bliver på hospitalet i det mindste til dagen efter, men Don Pedro vil have hende med hjem, og så kører de hendes seng ud til droschen.

Uden for hospitalet ser Celeste et ungt ægtepar bære et spædbarn væk i en bylt. Den nybagte mor har dækket sit hår, men Celeste kan se hendes rådvilde smil.

Celeste kigger på El Lince.

Celeste griber barnet fra den usikre kvinde og løber over til den ventende vogn.

– Kør, råber hun til kusken, men El Lince giver kontraordre. Drengen dufter af mælk.

– Pas på hovedet! råber den unge kvinde.

– Men du ved, det er løgn, siger Celeste.

– Så finder jeg selv drengen, siger hun.