Jeg var tolv år gammel, da jeg blev klar over, at jeg måtte blive forfatter, at der ikke rigtig var nogen vej udenom. Der var ikke andet, der kunne fastholde min interesse, som det at fortælle historier kunne. Nej, ikke fortælle, men at skrive dem. Jeg var for genert til at fortælle mine historier mundtligt. Gorm fra klassen kunne. Lige fra første klasse af. En gang om ugen hev Olsen Gorm op til tavlen i de sidste ti minutter af timen, og så begyndte Gorm bare at fortælle. Han havde ikke brug for opvarmning, men kunne altid ryste en røverhistorie ud af ærmet. Jeg kan ikke længere huske nogen af dem, men det var altid en forrygende forestilling. Måske kom historierne fra hans far, grønlandsfareren, som så sjældent var hjemme, men må have haft nogle eventyr med hjem, når han var der.
Det var nu ikke fordi, Olsen ikke kunne selv. Han skrev manuskripterne til vores skolekomedier og til dilettantforestillingerne ned hos Karl Emil i forsamlingshuset. Og i dansktimerne sad vi åndeløse, når han diverterede med sin føljeton om pølsemanden, der dukkede op med sin pølsevogn de mest overraskende steder. Han fortalte den, som om det var noget han oplevede i virkeligheden. “I går fik jeg pludselig øje på pølsemanden oppe ved kirkegården, der var sket noget mærkeligt med hans ene øre.” Og så var vi alle tryllebundet. Det talent havde Gorm og Olsen til fælles. De kunne til enhver tid stille sig op og fyre en historie af.
For mig var det anderledes. Man fortæller mig, at jeg talte meget som barn. Vældig meget. Nogle af de voksne kaldte mig gammelklog, og det var ikke ment som en ros. Jeg havde noget at sige til et hvilket som helst emne, hvilket nok kan have været trættende at høre på. Men det var kun når jeg sad i køkkenet, gik med nogen nede på havnen, nede ved ærterne eller ude ved minkhallerne, ikke i timerne. Ikke når der var tilhørere, som sad stille og kiggede på mig, mens jeg talte. Det har jeg aldrig kunnet. Første gang, jeg sagde noget i en skoletime, var angiveligt i tredje klasse. Det er nok ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert. Jeg har det stadig sådan. Jeg kan ikke sige noget foran et publikum.
Men jeg har skrevet historier, fra jeg lærte at skrive. Jeg skrev skæbnefortællinger, skrev sange og forsøg på romaner. Som tolvårig indså jeg dels, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, og dels, at jeg ikke rigtig egnede mig til at lave noget, som andre bad mig om. Jeg var nødt til selv at finde ud af, hvad jeg skulle lave. Ellers var det en pine. Måske har de fleste det på den måde, men jeg ville ikke finde mig i det, ikke resten af livet.
Jeg har gjort det, det er klart. Uden at makke ret og gøre, hvad man bliver sat til, kommer man ikke gennem en uddannelse eller holder på et job. Men det har altid været i en bevidsthed om, at det måtte være noget forbigående. På længere sigt skulle jeg være forfatter.
Som 18-årig begyndte jeg at skrive digte. Det tog jeg alvorligt. Jeg købte en brugt skrivemaskine. Et stor larmende satan af en elektrisk IBM. Jeg elskede at skrive på den. Jeg havde altid skrevet digtet i hånden først, men det gjaldt først for alvor, når det var skrevet ind på min IBM. Så kunne jeg se, om det var et digt eller blot en ide.
Jeg gik på højskole, Krogerup, som havde et skriveværksted, hvor jeg skrev dag og nat. Peter Seeberg besøgte os som gæstelærer. Så begyndte jeg at læse Peter Seeberg. Han skrev på en måde, jeg ikke havde set før. Og jeg begyndte at læse den danske firserdigtning, det var igen noget andet. Michael Strunge, Pia Tafdrup, SUT, F.P. Jac, Bo Green Jensen og Peter Huss, som også gik på Krogerup. Men trods et langt forløb med en Gyldendal-redaktør, som mente, jeg havde talent, fik jeg ikke udgivet nogen digtsamling. For det var kun halvdelen af mine digte, han kunne lide. Resten var for pjattede.
Jeg sendte også digtene til det dengang socialistiske forlag Klim, der mange år senere ansatte mig som redaktør. Men Klims redaktør var ikke lige så imponeret over (de bedste af) mine digte, som Gyldendals mand havde været. Klims mand kunne ikke se, hvad jeg ville med digtene politisk. Og det var ikke så sært, for jeg ville absolut intet med dem politisk.
Dette på trods af, at jeg var blevet politisk aktiv på den antiautoritære venstrefløj og meget optaget af det. Jeg begyndte at læse filosofi og mindre lyrik. I det hele taget læste jeg meget mindre skønlitteratur i de år, jeg studerede filosofi. Men jeg blev ved med at skrive. Det blev stadig sjældnere digte, men oftere noveller og især en humoristisk kortprosa. Jeg skulle ingen steder med den. Jeg skrev den bare, fordi jeg fik det godt, når jeg gjorde det. Jeg skrev også alt muligt andet, alt for mange alt for lange kærestebreve, artikler om alskens politiske emner, politiske manifester, essays om alt, hvad der faldt mig ind. Små episoder fra hverdagen. Lister. Jeg skrev mange af mine drømme ned. En drøm, jeg skrev ned som enogtyveårig kom med i min debutroman tyve år senere. Og så filosofiopgaver, naturligvis.
Men da jeg begyndte at arbejde som forlagsredaktør, begyndte jeg igen at læse skønlitteratur, og min bevidsthed om at måtte leve med ikke at kunne lade være med at skrive hele tiden, blev igen skærpet. I en ferie begyndte jeg at skrive en roman. Det var ikke med vilje, men det blev en roman, jeg kom til at kæmpe med gennem adskillige år. Det blev min skønlitterære debut, men først efter, at jeg havde sagt mit gode job op og taget uddannelsen fra Forfatterskolen.
Olsen var min første dansk- og klasselærer. Han var også en stor inspiration for mig som vordende forfatter, fordi han viste mig, at man ikke skal være bange for at give fantasien frit spil. Men da jeg luftede den tanke for ham, at jeg ville være forfatter, sagde han (ligesom min mor), at det var en vanskelig vej, ja nærmest umuligt at få sine historier udgivet i bogform.
Min mor var en anden inspiration. Ikke kun med sit væsen, men også og helt konkret fordi hun læste for min søster og mig. Og hun undervurderede os ikke med sit litteraturvalg. Da jeg var syv og min søster otte, læste hun Carit Etlars historiske romaner for os. Året efter var det Hobbitten og Ringenes herre. Da jeg var ti, læste hun Øst for paradis. Den stille gru i Steinbecks værk kunne jeg ikke ryste af mig, og jeg håber stadig, jeg en dag vil forstå, hvordan han kunne skrive den frem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar