søndag den 6. februar 2022

Efterlivet på academia

 I 2014 udgav jeg en lille bog om brugen af bestemthed på dansk.

Bogen solgte nærmest intet, og jeg hørte kun fra forlaget, da bogen havde været på udsalg, og restoplaget skulle makuleres.

Fem år efter lagde jeg bogen op på det internationale academia.edu for det tilfældes skyld, at nogen på den måde kunne få nytte af den. Få dage efter modtog jeg følgende besked:

"Hej Jens,
Som danskstuderende, eller rettere sagt, én der læser dansk som fremmed sprog på Beograds Universitet, er jeg nødt til at sige, at bogen er en fantastisk virkemiddel til at hjælpe afklare nogle uoverensstemmelser, eller noget man ikke rigtig kan gennemskue i det danske sprog 🙂
Tusind tak!
Kenan"

Den serbiske danskstuderende, Kenan, havde altså fra sin studieplads i Beograd hentet bogen ned fra internettet og i teksten fundet hjælp til at lære de danske bestemthedsformer. Det var faktisk lidt rørende. Og i sin besked viser han jo ovenikøbet, at han kan bruge to forskellige bestemthedsformer korrekt.

Siden har jeg kunnet se på academia.edu, at den lille bog ret konstant bliver hentet ned fra nettet to-tre gange om ugen fra steder i Polen, Italien, Letland, Tyskland, Rusland og så især fra Danmark, naturligvis, hvor mange flygtninge og indvandrere tilsyneladende bruger den i deres danskundervisning. Det var præcis, hvad jeg havde håbet på.

Til gengæld overrasker det mig, at den endnu oftere hentes ned af personer, der på academia.edu har registreret sig som studerende eller undervisere ved de danske universiteter. Måske kan den også bruges af danskstuderende?

I hvert fald har academia.edu givet bogen et efterliv, som gør, at jeg trods alt mener, det var besværet værd at skrive den.

Ingen kommentarer: