Forfatterskolen som universitetsuddannelse?

Alt, hvad der er godt ved Forfatterskolen, er netop det, der gør, at den ikke er og ikke kan være en del af det universitære system.

Under indtryk af den debat, der har været om grænseoverskridende eller ligefrem krænkende adfærd på Forfatterskolen, har nogle foreslået skolen lukket. Andre velmenende mennesker har foreslået, at man omdanner skolen til en universitetsuddannelse. Tanken er, at denne institutionelle ramme skulle så at sige immunisere forfatteruddannelsen over for sådan en grænseoverskridende kultur. Blandt andre Merete Pryds Helle har offentligt bragt dette forslag i spil.

Jeg tror ikke på, at sådan en institutionel løsning vil have den ønskede effekt. Hvad vi i dag betegner som grænseoverskridende adfærd, har altid været en del af universitetsuddannelsen. Jeg har oplevet en langt mere grænseoverskridende kultur på universitetet end på Forfatterskolen, hvilket jeg skriver om her. Men det værste ved forslaget er ikke, at det ikke vil virke, men at det vil ødelægge forfatteruddannelsen.

På Forfatterskolen er den eneste eksamen optagelsesprøven, som til gengæld er både vanskelig og lunefuld. Vanskelig i den forstand, at der hvert år kun optages mellem fem og ti elever ud af mellem 200 og 400 ansøgere. Lunefuld fordi man umuligt kan definere, hvad man skal have med i posen for at komme ind, på anden måde end som 'talent'. Inden for det ordinære uddannelsesvæsen er der altid klarere definerede krav til optagelse på en skole. Man skal fx have et bestemt karaktergennemsnit, og ministerielle bekendtgørelser forklarer, hvad der skal til for at opnå en bestemt karakter. Man ved altså, hvad man skal præstere for at kvalificere sig. Det er et meritsystem, og sådan har man indrettet det ud fra devisen om, at enhver kan få en videregående uddannelse i jura eller lingvistik, hvis de honorerer kravene.

Denne devise gælder ikke på kunstskolerne, herunder Forfatterskolen. Det gør den ikke, fordi det antages, at det er ikke enhver, der kan gøres til forfatter eller billedkunstner. Man kan ikke kvalificere sig til at komme ind på Forfatterskolen, og man kan ikke uddanne sig til forfatter. Det er noget, som man er i kraft af sit særegne talent, og dette talent kan ikke sættes på formel, for hvert øjeblik kan der dukke en forfatter op, der skriver på en måde, som ingen før havde tænkt mulig, men som umiskendeligt er kunst. Man kan derfor ikke på forhånd sige, hvad dette talent består af; det kan ikke defineres, men kan som oftest genkendes, når man ser det.

Derfor kan Forfatterskolen (og de øvrige kunstskoler) ikke passes ind i det ordinære uddannelsesvæsens meritsystem. De er uforenelige. På Forfatterskolen uddanner man ikke eleverne til at blive forfattere. Man forfiner eller rendyrker det talent, som eleverne allerede har. Det er selve grundtanken med uddannelsen, og det er netop den præmis, der udmærker Forfatterskolen og gør, at man får noget med sig derfra, som man ikke kan få andre steder.

Der foregår ganske vist også ordinær undervisning i skolens regi, hvor man lærer, hvad der kunne minde om et pensum af litteraturhistorisk og -teoretisk art. Man lærer fx noget om forskellige fortællepositioner, eller man stifter bekendtskab med anaforer og metonymi eller med sonetternes rimskemaer. Denne del af undervisningen kunne sagtens foregå på de universitære kurser i kreativ skrivning. Den kunne uden vanskeligheder varetages af en cand.mag. i litteraturvidenskab og lingvistik. Hvad angår disse lektioner, er den eneste forskel, at Forfatterskolen ikke afholder eksamen for at godtgøre, at eleverne kan reproducere pensum.

Men disse moduler er ikke Forfatterskolen. De er Forfatterskolens lille kompromis med det ordinære uddannelsesvæsen.

Forfatterskolens særkende og eksistensberettigelse er tekstlæsningerne, og de har intet med det ordinære uddannelsesvæsens meritsystem at gøre. Når eksempelvis Merete Pryds Helle (i et uhyre sympatisk forsøg på at gøre den ubehageligt personrettede kritik af skolen strukturel og mere konstruktiv) i Kristeligt Dagblad foreslår, at Forfatterskolen skal omdannes til en bacheloruddannelse og således indpasses i det universitære system, implicerer det, så vidt jeg kan se, at underviserne på stedet skal ansættes efter formelle kvalifikationer erhvervet i meritsystemet. Man vil være forpligtet til at ansætte den ansøger, som har den højeste universitetsgrad. Dette princip er godt for det faglige niveau på universitetet, men vil være ensbetydende med en omdannelse af Forfatterskolen til et universitært kursus i kreativ skrivning.

Og hvorfor er det så et problem? Ja, det er det af den simple grund, at der ingen sammenhæng er mellem på den side at vide en masse om metonymier, fortællepositioner og rimskemaer og på den side at kunne læse tekster, som der læses tekster på Forfatterskolen. En effen litterat vil snildt kunne genkende en metonymi, når den optræder i en elevtekst. Men denne kvalifikation fortæller intet om, hvorvidt litteraten også kan se, om en tekst eller en sætning er god, eller hvor den er god (eller elendig) eller hvorfor. Om man kan det, kan ikke godtgøres i henhold til akademiske kvalifikationer eller en akademisk titel. Det kan man lige så lidt uddannes til, som man kan uddannes til forfatter. Det har slet og ret intet med hinanden at gøre.

Misforstå mig ikke: Som forfatter kan man sagtens have fornøjelse og gavn af at vide noget om litteraturvidenskab og lingvistik, og det er næppe heller nogen skade til, at man også lærer noget om dette på Forfatterskolen, men det kan aldrig være skolens eksistensberettigelse, for det er kvalifikationer, som kan erhverves på et langt højere niveau andetsteds.

Når tekstlæsningerne på Forfatterskolen har (eller i hvert fald har haft) så ekstraordinært højt et niveau, skyldes det, at de er blevet forestået af knalddygtige forfattere, der har det som deres daglige dont og livslange lidenskab at skelne mellem de mellem de tekstelementer, der fungerer kunstnerisk, og dem der ikke gør. Det har de bevist, at de kan, ved at skrive bøger, der faktisk fungerer som kunst. Dette og intet andet er skolens unikke og umistelige kvalitet.

Merete Pryds Helle fremsætter sit forslag som et bud på, hvordan man kommer skolens angiveligt grænseoverskridende kultur til livs, men selv hvis man ser bort fra, at forslagets gennemførelse for mig at se vil gøre Forfatterskolen ligegyldig, lider forslaget under at overse dels, at alle de eksempler på ydmygende eller krænkende lærer/rektoradfærd, som har været beskrevet i pressen og på Facebook, hidrører fra tiden før, den nye adfærdspolitik på skolen blev gennemført. Noget tyder på, at regelsættet har virket. I hvert fald synes det rimeligt at afvente resultatet af skolen whistleblowerundersøgelse, før man lukker skolen. Man skal vogte sig for at ville løse problemer, som allerede er løst; sådan skaber man let nye vanskeligheder. Dels overser forslaget, at en tilknytning til det universitære uddannelsessystem på ingen måde er noget værn mod grænseoverskridende organisationskulturer. Disse har vi desværre set alle steder.