FØRSTE AFSNIT AF "Hypnofred"

– Jeg fatter ikke, at ingen har gjort det før, at vi ikke selv har, siger du.
Jeg tror, vi alle har det sådan nu. Der er ikke gået mere end et par måneder, men ingen af os husker klart, hvordan livet var, inden vi begyndte, ingen kan forestille sig nogen anden måde at feste på. Ingen vil vende tilbage til den gamle. Enkelte hævder, at enhver forestilling om livet inden Hypnofred er illusorisk, en religiøs indbildning.
Med Hypnofred holder Kunstakademiet de mest animerede fester hver fredag. Det har vi gjort forårssemesteret igennem uden et eneste efterfølgende anfald af tømmermænd. Det koster ikke noget. I hvert fald er det billigere end den sprut og de stoffer, vi plejede at frådse i. Hypnofred sætter ingen spor i leveren, vi kan arbejde for fuld kraft lørdag morgen. Der er ingen afhængighedsskabende abstinenser, ingen skygger i ansigtet.

Der er heller ikke mangel på studerende, som mener, at Hypnofred var deres ide, at netop de havde fået tanken, hvisket den til en studiekammerat, skitseret den i et for længst slettet indlæg på en blog, givet den videre i forbifarten, men blot ikke haft tid til at følge den til dørs. Men alle I, der har været med fra begyndelsen, ved, at det var mig, der den 23. februar rejste mig i kantinen og erklærede, at jeg havde en ide, som ville revolutionere vores weekendliv.
Vores weekendliv, sagde jeg. Jeg kunne ikke forestille mig, hvor meget større det ville blive, hvor omfattende en forandring der ville blive tale om.
Jeg tror, du husker, hvor mange møder jeg indkaldte til i festudvalget, hvor længe jeg holdt ved, før det lykkedes mig at få samlet treogtyve unge mennesker, der var parate til at gøre det første eksperiment, deltage i den fest, vi i dag refererer til som Hypnopiloten. Jo, jeg var stædig.