Folkepension – og borgerløn

Jamen, det er da rigtigt, at de fleste danskere har råd til at lægge penge til side til pensionen. Så pyt da med den folkepension, kunne man sige.

Men hvis man vil have en velfærdsstat, må man også tænke på det mindretal, som ikke har råd. Fx de helt små selvstændige, familievirksomheder, der måske kun med nød og næppe har kunnet holde skindet på næsen, men har insisteret på at holde virksomheden i live i håbet om bedre tider. Og måske fordi de ikke har kunnet se sig selv i et 'almindeligt lønarbejde', ikke synes, de passer ind i den livsform.

Eller hvad med de musikere, som uden noget sikkerhedsbælte kæmper sig frem fra job til job i håbet om en dag at få en pladekontrakt. Forfattere, som lever på sultegrænsen, men ikke vil skifte spor, fordi ikke kan holde op med at tænke, at den næste bog bliver en bestseller. Eller simpelthen fordi de vågner hver nat med et digt eller et nyt kapitel i hovedet og ikke kan lade være med at skrive.

Hvad med dem, der blot aldrig har fået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men heller ikke har været berettiget til førtidspension?

Man kan selvfølgelig tage den høje hat på og sige, at de fattige kunstnere og andre små selvstændige blot kunne have valgt en nemmere vej gennem livet, og at samfundet ikke skal betale for deres insisteren på en livsform, som kun med nød og næppe har kunnet sikre dem brød på bordet. Eller at dem, som har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet blot skulle tage sig sammen. "Du kan godt!"

Men skal velfærdsstaten ikke også netop sikre en værdig alderdom også for dem, der ikke har taget de valg, som flertallet synes er de rigtige, eller som ikke passer ind på arbejdsmarkedet?

Måske skal man også tænke på, at mange store, eksportgenererende virksomheder er startet som små familievirksomheder, der skulle kæmpe i mange år, før de blev rentable. Måske skal vi faktisk være glade for, at mange familie- eller enmandsvirksomheder bliver ved med at insistere, selvom udsigterne ikke er gode.

Måske skal vi også være glade for, at kunstnere bliver ved at kæmpe sig igennem, selvom den store succes ikke synes at komme. For pludselig sker det. Pludselig er der en gallerist, som falder for ens måde at male på. Pludselig sælger ens musik i Japan, og pludselig får man skrevet den bog, som alle vil læse. Ja, det sker kun for et lille fåtal, men var der ikke hundrede som blev ved at lave kunst på trods, ville der heller ikke være en, som havde heldet med sig.

Det er den økonomiske side af sagen, og det er jo den eneste, man kan tale om i en valgkamp.

Men der er også den anden side, nemlig muligheden for at at leve et liv, som ikke er skræddersyet til det moderne arbejdsmarked – eller til noget arbejdsmarked i det hele taget. Skal samfundet ikke give plads til dem, der vælger at leve et anderledes liv? Det synes jeg.

En borgerløn, som var til at leve af, men ikke til at blive rig af, ville være den bedste vej frem. Men en folkepension på det samme niveau er i det mindste en garanti for en værdig alderdom for dem, der ikke har mulighed for at spare op gennem de arbejdsaktive år.