Grammatisk metrik på Læretid

De bestemte substantivers højstemthed eller (omklamrende) fortrolighed

På bloggen Promenaden (som man kan finde på min Linkliste til højre) er jeg gerådet ud i en diskussion af stillejet i Peder Frederik Jensens nye roman Læretid. Her er en snas:

En tekst med mange konkreter kan sagtens være højstemt, vil jeg mene. Det afhænger blandt andet af grammatikken. Hvis man konsekvent bruger substantiver i bestemt form, kan det give sig udslag i enten en meget fortrolig, måske indforstået stemning, hvis lejet i øvrigt er jovialt, fx med mange adverbier af typen 'jo', 'da' og 'vel' og måske især de hyggelige adjektiver 'lille', 'slidte' og 'gamle'.

Men konkreterne i bestemt form kan også blive højstemte. Det bliver de typisk, hvis stilen i øvrigt er renset for disse omklamringer. Så kan de stå tilbage som hellige relikvier.

Læretid er i det store hele renset for jovialiserende adverbier og adjektiver. Nå dens mange konkreter efter min mening alligevel ikke bliver til relikvier hele vejen igennem, er det vel netop, fordi P.F. Jensen blander den bestemte form op med ubestemt. Fx:

"Man tager en stage af en vis længde. På den slår man en overskåret dunk fast med bunden opad. Denne dunk fylder man med savsmuld og sænker den ned langs skibssiden." (Læretid, side 34)

Altså fire ubestemte substantiver og tre i bestemt form. Det kan vanskeligt gøres mere nøgternt.

Jeg vil tage et andet eksempel, hvor stilen sagtens kunne være blevet højstemt:

"Efter de tre måneders prøvetid fik han et lærlingesæt. En kasse med det nødvendige håndværktøj.” (Læretid, side 25)

Netop overrækkelsen af dette lærlingesæt kunne have været beskrevet som en sakral handling. Der kunne have stået:

‘Efter de tre måneders prøvetid fik han lærlingesættet. Kassen med det nødvendige håndværktøj.’

Sådan kunne P.F. Jensen sagtens have gjort. En sådan andægtighed eller stille fortrolighed kunne man måske forestille sig Hans Otto Jørgensen betjene sig af, for det må have været en vigtig dag for læredrengen. Han må have tillagt det lærlingesæt en betydning, det at han har fået sættet af sin mester som bevis på, at han har udfyldt sin rolle i den svære prøvetid, at han har gjort vennernes pessimistiske spådomme til skamme.

En sådan højstemthed havde ikke generet mig. Jeg ville kunne forstå den. Men sådan skriver P.F. Jensen ikke i Læretid.

Er det så fordi, det sakrale først skal komme frem, når læretiden, ikke prøvetiden, er ovre? Lad os kigge på det:

“Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg. Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.” (Læretid, side 137)

To bestemte substantiver og tre ubestemte. Og de bestemte (svendebrevet og posten) kan næsten ikke skrives i ubestemt form. Havde der stået ‘et svendebrev kom med et postbud’, ville det forekomme demonstrativt distancerende, som om det absolut intet betød, og så ville det være en helt anden bog.