Det er mig, der er inde i Suzanne Brøgger

Det er nok en postgang for sent at afsløre, at Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel var Karen Blixens pseudonymer. Det er sivet ud.

Langt mere interessant var Poul Borums afsløringen af, at Simon Lack, forfatteren til Verdenssøn fra 1985, var den samme som Politikens anmelder af værket, nemlig Michael Strunge. Strunge gav sit alter ego et rigtig fint skudsmål i den anmeldelse, men det var egentlig ikke nødvendigt. Han fik også mange gode anmeldelser, når andre skrev dem.

For ti år siden troede mange unge forfattere på det nye mødested, Facebook, at Ejler Nyhavn var Peter Adolphsens pseudonym. Men det var han ikke. Nyhavn var blot ved at skrive en bog sammen med Adolphsen.

Så dukkede der heldigvis en ny forfatter op på nettet, som kunne være en anden, nemlig håndbogsmesteren Kaj Erik Kratz, som måske kunne finde på at være Knud Steffen Nielsen – eller omvendt. Det troede jeg længe på. Det samme gjaldt den ferme klummeskribent, Gerda Lyhn. Men på den anden side troede jeg også, at Preben Klystrup var Knud Steffen Nielsen, og det var han ikke, så nu ved jeg ikke, hvad der er op og ned. Måske er det nok at tro på Kaj og Gerda som Kaj og Gerda. De er i hvert fald knaldgode til det, de gør.

Det har alligevel plaget mig lidt at tænke, at en mavesur kat, som ikke kunne stave til tun i vand, fik langt større litterær anerkendelse, end jeg gjorde. Derfor trøstede jeg mig med, at Marie Kat garanteret fik skrivehjælp af en eller anden. En dag fik jeg den lumske mistanke, at hun egentlig var Harald Voetmanns pseudonym, selvom de ortografisk ikke er hinandens ligemænd m/k. Senere slog det mig, at det også kunne være Johanne Thorup Dalgaard, der læste korrekturen.

Ved nogen, hvor mange der kan være i en kat?

I hvert fald er det Claus Beck-Nielsen, der er inde i Søster Nielsen, som vist nok er inde i Madame Nielsen, og hun skriver bøger. Jeg ved, at Madame Nielsen er den samme som Claus Beck-Nielsen, for i hendes roman Det højeste væsen er der en liste over bøger Af samme forfatter, og her er både Claus Beck-Nielsens bøger og bøgerne fra Das Beckwerk opført. Ganske vist er Claus Beck-Nielsen for længst erklæret død, men det betyder vist mindre i denne sammenhæng.

På et tidspunkt læste jeg i en Facebook-kommentar, at forfatteren Hanne Højgaard Viemose mistænkte kollegaen Lars Bo Nørgaard for at være inde i Stakkels Ove, hvilket begge de unge mænd dog nægtede, men det ville nu også være et sært valg af forfatterpseudonym, for mig bekendt udgiver Stakkels Ove ikke noget. Ikke engang særlig meget på Facebook.

Christina Hagen tog sig en body double, og det er det omvendte af et forfatterpseudonym: Man beholder sit eget navn på bogryggen, men får en krop mere til at repræsentere det.

Arne Herløv Petersen har i mindst 15 år brugt Mikkel Fossmo som pseudonym. Fossmo debuterede i Hvedekorn i 2003. Det er imponerende længe at gå med så delikat en hemmelighed. Han har brugt den til at vise, at den succes, han ikke kunne få som forfatter under sit eget halvgamle navn, kunne han sagtens skrive sig til, hvis han i stedet lancerede sig som en interessant ung fyr med bopæl i Venezuela. Og det lykkedes ganske godt.

Nu, hvor vi er i gang med afsløringerne, er det vist også på tide at indrømme, at det altså er mig, der er inde i Suzanne Brøgger. Det er altså ikke Pablo Llambías, som ganske vist gjorde sig den umage at genskrive en af pseudonymets bøger for at få folk til at tro, at det var ham. Men den gik ikke. Siden jeg var otte år gammel, har jeg med stor succes udgivet bøger under navnet Suzanne Brøgger. Det var min kammerat fra fodboldbanen, Niels Frank, som gav mig idéen. – Du skal skrive som en seksuelt frigjort kvinde, sagde han. – Det sælger langt bedre. Og det fik han ret i. Det, jeg har udgivet i mit eget navn, har slet ikke opnået den samme opmærksomhed.