Nu er jeg ganske vist for nylig blevet
belært om, at jeg ikke skal bekymre mig for offentlige personers retssikkerhed,
hvis de er rige og/eller har sagt noget, som nogen synes er dumt. Men for mig
har det med retssikkerheden altid fungeret på en anden måde. Jeg bekymrer mig om
folks retssikkerhed, uanset om de er rige eller fattige (omend i praksis mest
for de fattiges, fordi de rige kan betale sig til et bedre forsvar end mit), og
uanset om jeg er enig med dem politisk eller finder dem sympatiske eller ej.
Selv popsangeren Mariah Carey skal behandles ordentligt, selvom hun sikkert er stinkende rig og nok skal klare sig gennem de anklager for sexchikane, hun bliver udsat for. Og selvom jeg aldrig har lyttet til hendes musik og er helt ligeglad med hendes person i øvrigt.
Først var der hendes tidligere sikkerhedsvagt, Anello, som anklagede hende for at gå have haft gennemsigtigt undertøj på, da hun bad ham om at flytte noget bagage ind på soveværelset. I kvindens eget hjem. Jeg går dagligt rundt i bar røv i mit eget hjem. Jamen, vel ikke, når der er fremmede til stede? Nej, sandt nok. Men hvis man tager hyre som bodyguard og skal passe på en person i dennes private bolig, må man altså påregne at skulle udholde sin arbejdsgiver under meget private former. Også i gennemsigtigt undertøj eller nøgen, for den sags skyld. Man må sågar påregne at skulle høre vedkommende stønne ude fra toilettet og skylle ud to gange. Det er en del af arbejdet. Man er ikke som arbejdsgiver til en bodyguard forpligtet til at ophøre med at have et privatliv.
Først var der hendes tidligere sikkerhedsvagt, Anello, som anklagede hende for at gå have haft gennemsigtigt undertøj på, da hun bad ham om at flytte noget bagage ind på soveværelset. I kvindens eget hjem. Jeg går dagligt rundt i bar røv i mit eget hjem. Jamen, vel ikke, når der er fremmede til stede? Nej, sandt nok. Men hvis man tager hyre som bodyguard og skal passe på en person i dennes private bolig, må man altså påregne at skulle udholde sin arbejdsgiver under meget private former. Også i gennemsigtigt undertøj eller nøgen, for den sags skyld. Man må sågar påregne at skulle høre vedkommende stønne ude fra toilettet og skylle ud to gange. Det er en del af arbejdet. Man er ikke som arbejdsgiver til en bodyguard forpligtet til at ophøre med at have et privatliv.
Bodyguarden anklagede også sangeren for at
have kaldt ham nazist, skinhead og Ku
Klux Klan-medlem. Det må godt nok også være træls at blive kaldt. Især hvis det
ikke er rigtigt, og man fx tværtimod har rigtig lækkert hår eller bare overhovedet ikke
er racist. Men det er dog noget, folk jævnt hen kalder hinanden i skænderier. Strafbart
er det trods alt ikke, medmindre de æreskrænkende betegnelser fremsiges
offentligt, og offentlige blev betegnelserne først, da bodyguarden selv sørgede
for, at de blev det.
Nu er det Mariah Careys tidligere manager
Stella Bulochnikov, som efter at være blevet fyret anklager sangeren for
sexchikane, og igen går anklagerne på mangelfuld påklædning. Carey skulle
angiveligt have gået nøgen rundt i managerens nærvær. Her ved vi endnu ikke,
hvor dette inderligt krænkende syn skulle have mødt Bulochnikov. Ok, hvis det
er foregået i fuld offentlighed, kan der være tale om blufærdighedskrænkelse.
Er det foregået på et kontor, kan der være tale om sexchikane. I sangerens
private hjem kan det være upassende opførsel, men næppe strafbart. Er det
foregået på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus, er det bare god stil.
For at fylde lidt mere benzin på det flammeløse
bål har Bulochnikov samtidig anklaget Carey for at være afhængig af alkohol,
receptpligtig medicin og marihuana. Man kan vel kun kalde det usympatisk at
sladre til offentligheden om, at ens tidligere arbejdsgiver ryger halvstærk
tobak. Hvad kommer det dog os ved? Er det ulovligt? Ja, nogle steder er det,
men ingen steder i den vestlige verden er straframmen særlig høj, og hvem går
det egentlig ud over? At Carey drikker, rager os om muligt endnu mindre. Det er
altså ikke ulovligt. Heller ikke, hvis hun drikker gin i sengen. Hver morgen.
Og Stroh Rum 80 resten af dagen. At anklage nogen for at være afhængig af
receptpligtig medicin forekommer så absurd, at jeg næsten ikke gider kommentere
det. Men nu gider jeg jo kommentere hvad som helst ... Hvor i verden er det mon
ulovligt at være skizofren eller diabetiker? Næ, men det er også en anden
sygdom, hun lider af! Nå, ja muligvis, men dog en sygdom, hvis lægen udskriver hende
recepter for lidelsen.
Det, vi ser her, er en form for adfærd, som er parasitær på #MeToo-bølgen, men som afsporer den ellers positive kamp mod seksuelle overgreb og for kønslig ligestilling, som #MeToo rummer. Det er en adfærd, som udnytter den opmærksomhed på seksuelle krænkelser og den skygge af nervøsitet over for at afvise et selvudråbt offers påstand om at være blevet krænket, som bølgen har medført. Det er indlysende, at sagen får en anden dimension i og med, at Mariah Carey er en verdensberømt og formodentlig hovedrig kunstner. Skulle Bulochnikov og Anello få succes med deres kampagne, kan de ikke alene se frem til (et øjebliks) afledt verdensberømmelse, men også til en klækkelig erstatning for de trivialiteter, de har været udsat for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar