fredag den 22. maj 2009

Flyskræk

Du er bange for at flyve, men du flyver hele tiden. Du skal til internationale forskerkongresser i Helsinki eller Wellington. På refugieophold i Damaskus. Du skal ud at flyve med din lille dødsangst. Så er det mig, du ringer til. Jeg skal tale din puls ned i normalområdet. Det kan jeg godt. Vi snakker om heste med rolige muler eller om koalabjørne. Det er også godt med fugle, når blot de ikke er for store. Fugle falder ikke ned.
Det hjælper, mens vi snakker, men bagefter er angsten der endnu. Der er det så, jeg skal love dig at gøre noget bestemt, mens du er i luften. Jeg skal holde håndfladerne op mod himlen som for at bære flyvemaskinen sikkert hjem. Jeg skal sørge for, at den ikke falder ned. Det er vanskeligt for mig. Jeg er ikke særligt overtroisk. Jeg tror ikke på den slags. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at gøre den lille dramatiske gestus en gang i kvarteret, mens du hænger deroppe. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg gør det, fordi jeg alligevel tror, det hjælper. Det håber jeg ikke. Eller om det bare er, fordi jeg ved, du tror, det hjælper. At det gør dig mere tryg, at du ved, jeg gør det. Og så bliver jeg nødt til at gøre det. Sådan noget kan man ikke lyve om.
Måske gør jeg det i virkeligheden for min egen skyld. Fordi jeg ikke ville kunne holde ud at tænke på, at det måske var min skyld, hvis du faktisk faldt ned. Blot mistanken. Er jeg så alligevel overtroisk?
Men på det sidste er det kommet til at handle om noget andet end blot det almindelige flystyrt. Du er blevet bange for terrorisme. Det er ikke så underligt, når man flyver fra Danmark. Den muslimske verdens fjende nummer tre. Efter Israel og USA. Værst er det, hvis du flyver fra Danmark med en maskine fra England. Fjende nummer fire. Hvis en terrorist sprængte flyet i luften, ville det være lige meget, om jeg holdt hånden under. Du ville dø alligevel. Det er derfor, jeg skal krumme hænderne, folde dem som for at pakke flyvemaskinen ind i dem, holde sammen på den, hvis den skulle sprænges. Det er værre. Jeg føler mig narret. Hvis nogen så mig, ville de tro, jeg bad til Gud, og det er vi ellers enige om, at du ikke kan forvente af mig.

Ingen kommentarer: