tirsdag den 16. juni 2009

ANDET AFSNIT AF "Hypnofred"

Hypnopiloten blev sat i gang fredag eftermiddag den 23. marts. Der er stadig en vis uenighed om, hvad der skal regnes for starttidspunktet. Er det øjeblikket, hvor dørene til atelieret blev låst udefra, eller er det der, hvor Peli indledte sin fælleshypnose?
De fleste er dog enige om, at Hypnopiloten først for alvor gik i gang, da Peli var færdig med seancen. Man ved, at dette indtraf mellem 16.46 og 17.09.
Vi begyndte uden varsel at træde de danse, som vi aldrig tidligere havde vovet os ud i. Det gav den søde ømhed i muskler, vi ikke vidste, vi havde. Men det gav os også ny magt over egne kroppe. Det gav et større liv. Hvem var det, der formulerede det på den måde? Vi fortalte vores nye bedste venner, hvad vi i virkeligheden syntes om dem. Der blev ryddet op i falske forbindelser.
To af akademiets mest hæmmede piger gav sig til at æde den helstegte kalkun uden at bruge hænderne. De skreg af fryd, mens de kradsede kinderne til blods på fuglens splintrede brystben. Den ene trådte op på en stol og sked gennem vinduets tremmer bagefter.
Du var lykkelig.
Der var sex, det er klart, og på måder og mellem mennesker, som ikke anede, at de ønskede sig det sådan. Også du var gæst i fremmede lyster, det glemmer vi ikke.
Nogle begyndte at male med de pensler, der var stillet frem. I hvert fald fire af malerne slap ved den lejlighed af med angsten for det hvide lærred. Der er tale om varig helbredelse, har jeg forstået. Jeg ved, det var dig, der begyndte at male med lærrederne.

Det ligger fast, at klokken var 23.23, da stereoanlægget begyndte at spille Up Up And Away. Det var det signal, vi havde aftalt.

Ingen kommentarer: