Udklip fra Celeste

Det er her, de vanvittige går hen for at skrige, her de onde drømme trækker væske ud af porerne på de vågne. "Hundene æder ham!", skriger en radmager kvinde, som tror, hun stadig er gravid. Hun skærmer sin indsunkne mave med et gavlbræt fra en fiskekasse. Hendes mand blev sprættet op med en bajonet og ædt levende af torvets hunde. Nu tror hun, at hundene vil æde fostret i hendes bug. Alligevel kommer hun her for at dele ud af mandens anisbrændevin.

Ratita kan ikke sidde for det bly, gendarmerne har givet ham i røven. Nu ligger han i mudderet og kaster sig fra side til side for at tælle fluerne i sit hår. Det hænger som klatter om nakken.

De andre tiggere samler bylterne og går i ly under pakhusets halvtag. To slås om den skorpe, som den ene har tabt. "Den har ligget der hele tiden", råber den anden og leder efter sympati i kollegernes øjne. Men ingen orker at deltage. Også fire hunde galper op. Enrique ved den lille obelisk i torvets midte har ingen ben og kun halvanden arm tilbage. Alligevel tager han imod den tynde kvindes anis. En maurer sætter ham på stenen som en buste. Det er den spøg, de har. Han græder gennem tænderne og pisser stille i de løse klude, som skal dække underkroppen. Før krigen har han optrådt med at nikke buler i jernplader. Han var kendt på alle markeds- pladser i Sevilla. Det har hun hørt fra Don Pedro. Når han har tømt endnu en anisdunk, begynder han at spænde nakken. Han kaster panden frem mod indbildt jern, til han styrter ned og skraber mere hud af det ødelagte ansigt. Så vil han hentes af sin far, han råber med en vandig rallen fra sin korte strube, men han har ingen far. Kvinden med anisbrændevinen falder sammen som i kramper og skriger igen op om hundene. Hun fægter for sig med det korte bræt. Og så kommer hundene.

Ratita farer pludselig løs på maureren og borer sine sorte fingre ind i hans øjne og bider ham i ansigtet, bider hul i kinden på ham og trækker til med nakken. Maureren skriger som en såret los, og tiggerne griber den rødhårede bøsse, tamper ham med sten og kæppe, til han ligger som en slimet bylt. De pisser på ham, sparker ham i skridtet med de bare fødder og går tilbage under halvtaget. Så kommer kragerne for at hakke, men han er ikke død.

Celeste har stået ubevægeligt under det plyndrede appelsintræ. Nu forsøger hun at sige noget til tiggerne, men ordene drukner i kartoffelbræk. Rotter piler over pladsen. De samler sig to meter fra hendes fødder, hvor de står parat til at fortære hendes klumpede opkast. Hun prøver igen at tale, men kan ikke få andet frem end dunkle hulk. Hun løber hen til Ratita, hjælper ham op og tilser de ophovne øjne. Hun sparker hunde væk og tager den magre kvindes læderdunk og hælder anisbrændevin på sine fingre. Så gnider hun den stærke væske i hans sår. Noget tungt og vådt træffer hende på den ene skulder, de råber efter hende, men hun vil ikke vende sig.

Og regnen stilner af. Tiggerne finder tilbage til de faste pladser. Nu lægger de sig på og ikke under bænkene. De ryster som herreløse hunde, før de stivner af giften.

En gammel tigger renser maurerens kind med anis. Flængen bløder ikke mere. Han bander, mens munden løber fuld af tårer og takker så den gamle. To kvinder taler lavmælt og griner.

Pludselig kommer en ung mand med nervøse øjne og stærke lemmer løbende og råber som i hvisken, at gendarmerne har ryddet pladsen bag en anden kirke og er på vej her hen.

– Jeg var den eneste, de ikke fik, fortæller han.

Ratita løfter Enrique ned fra stenen og bærer ham bort på maven som et indianerbarn.

– Hvem er de? råber en kvinde. – Hvem?

Celeste bliver stående, mens pladsen tømmes. Hun vil se dem. Der kommer ingen.



– Bliv fra ham, siger obersten.
– Jeg vil ikke have, at du leder mere efter hende, siger Celeste.
– Jeg leder ikke længere.
– Lad os blive her.
– Hvad mener du?
– Jeg mener, at det ikke bliver bedre end nu. Det bliver aldrig bedre. Jeg vil ikke have, at du tænker, det ikke er godt nok, at vi skal et andet sted hen, siger hun.
Han ryster på hovedet.
Ratita har fundet sig et andet sted. De er alene.
– Efter hvad, min ven?
– Bare løbe.
– Men du har brug for at bevæge dig.
Hun nikker.
– Kan du ride?
Det har hun lært i bjergene, men hun vil ikke ride.
– Det her må lyde skørt, men min dreng trænede sig som bokser, indtil han brækkede hånden mod en flagstang.
– Ja, det lyder lidt mærkværdigt.
– Jo, men vi har stadig hans sandsæk hængende på loftet, den, han trænede på.
– Det kunne du lide at vide, siger Celeste.
– Uanset hvad det er, så hjælper det. Du er kommet til at se meget bedre ud i det seneste par uger.
– Er det rigtigt?
– Ja, faktisk ser du slet ikke tosset ud længere. Du vil sagtens kunne charmere en af de italienske officerer nu.
– Nå, tak!
– Nej, hør nu her: Du er både høj og ikke så mørk som andalusierne. Det kan italienerne godt lide. Du skal bare tro lidt mere på dit hår, siger du og løfter Celestes glatte lokker.
– Den i aften skal du ikke gå glip af.
Celeste har hørt om de slavepiger, han omgiver sig med, at han skærer i dem.
– Jeg tror ikke, det er noget for mig, siger hun.
Celeste er ikke bange for at se sit blod, det kender hun, men hun vil træne. Den mindste forstyrrelse gør hende ulykkelig. Hun føler, at hun svigter Sarah ved at forsømme træningen, som kunne hun bokse sig frem til hende og støde hende ud gennem fængselsmuren. Men det er ikke det eneste; afhængigheden sidder hende også i kroppen. Hun har det allerede med sandsækken, som hun før har haft det med vinen. Hun får ikke ro uden.
– Ingen lægger mærke til, om du spiser noget til Falconettis fester. Man går ikke til bords som hos Don Pedro. Man skal ikke sidde pænt. Hvis du vil, kan du ligge på gulvet hele aftenen og se sur ud. Det er det fine ved at gå til fest hos fascisterne; alt det, de har forbudt os andre, tillader de hos sig selv. Hos dem må man alt.
– Er det ikke farligt? Med maven, mener jeg.
– Jeg har kun godt af at bevæge mig, siger Nieves, – men vi kan ikke sparre.
– Hvad kan vi ikke?
– Vi kan ikke slå på hinanden, forklarer Nieves.
– Det er klart.
Alligevel bliver det en kamp imellem dem. De kæmper om magten over sækken, de slår en kridtstreg på gulvet under den, så gælder det om at holde sækken væk fra sin egen side.
– Og spred benene lidt mere.
Celeste spørger Nieves, hvorfor hendes mand så sjældent er hos hende.
– Han arbejder, siger Nieves og sætter sig på det tomme vinfad ved tagvinduet.
– Savner du ham ikke?
– Nej, ærligt talt. Jeg tror, vi var blevet skilt, hvis republikken havde vundet. Nu ved jeg ikke, om vi får lov.
– Skændes I? siger Celeste og rækker hende en klud.
– Næ, men vi aner ikke, hvad vi skal stille op med hinanden.
– Det skal du nok ikke skilte for meget med, siger Nieves.
De kan ikke grine, det er ikke let for dem at være venner, og deres samtaler går hele tiden i stå, men alligevel kommer Celeste til at nyde sin træning med Nieves. Så forbereder hun hver gang to emner, hun kan bringe på bane, når de mangler noget at tale om. Hun fortæller om Bent og de danske fisk. Næste dag er det Jacob og Descartes.
– Og vi køber den i Granada.
Det gør han.
– Vi kunne tage Nieves med, hun kan føde om bord, siger Celeste. – Vi tager Nadina med, hun har prøvet at føde.
– Nej, der kan du ikke sidde.
Hun kan høre to søstre tale om sig. Den ældste vil have hende ud, men hun bliver.
– Hold mig for panden, siger Nieves.
Jordemoderen hjælper hende med at trække vejret rigtigt. Så skal hun presse.
– Hold mig for panden!
Nieves er helt kold på panden, men sveden pibler ud.
– Min pande, for helvede!
Nieves er bleg.
– Du skal ikke kigge nu, siger den unge søster til Celeste.
– Skal jeg vaske ham lidt først? siger den ældste søster.
Der lugter af klor.
– Hvor er her blåt, siger Celeste.
– Men intet er blåt her, siger Nieves. – Alt er hvidt.
– Det er luften, at lyset er så koldt, det blanke metal, siger Celeste uden at ramme præcis, hvad hun mener.
– Men intet er blåt, gentager Nieves.
Søsteren er kun ude i ti minutter, så kommer hun alene tilbage.
Hun er helt rolig, mens hun fortæller Nieves om døden.
– Men han skreg jo, som han skulle?
– Så-så.
– Jeg har ... hvad skal jeg gøre med mælken, det ...
Nieves er allerede døset hen af den sprøjte, hun har fået, søstrene er snart færdige med at rydde op.
Det er, som om de har glemt Celeste. De vasker gulv rundt om hende, flytter hende, så de kan vaske under hendes fødder, men ser hende ikke.
– Det sker desværre ret ofte i disse dage.
Han ryster på hovedet.
– Det kan du ikke vide, siger hun.
Hun løber dem i møde med åben favn.
– Tillykke! Hvor er det dejligt at se jer! siger hun.
– Undskyld, jeg tror ikke ... siger manden.
– Åh, hvad skal hun hedde? spørger Celeste.
– Det er en dreng, siger kvinden genert og lykkelig.
Barnet dufter af mælk, kvinden af parfume.
Manden trækker i hende, hun kigger forvirret på ham.
– Undskyld, siger Celeste, – jeg kunne ikke se det for klædet.
– Lad os se, om han er lige så flot som sin far, siger hun og vrider klædet væk fra ansigtet.
Håret er tyndt og sort, øjnene er blå, men hun er ikke sikker, så længe har hun ikke set Nieves' barn.
– Sikke de har svøbt ham, siger Celeste. – Der var ellers så varmt i den røde barselsstue.
Kvinden kigger på sin mand, hun griber sit krucifiks med den venstre hånd. Hans øjne er så åbne, at man kan se de røde årer i kanterne, men hans læber er hvide. Han ryster på hovedet.
– Så varmt var der vel heller ikke, siger kvinden til sidst.
– Kører vi eller hvad? spørger kusken Don Pedro.
– Hvad får dig til at tro, at dette er Nieves' barn? spørger Don Pedro.
– Hun er blevet vanvittig, siger El Lince.
– Vent, råber Don Pedro til kusken.
– Aflever det barn med det samme! siger El Lince.
Nu skriger barnet, og Celeste vil ikke. Hun var ikke sikker før, men ophidselsen får hende til at insistere. El Lince må flå det skrøbelige væsen ud af hendes favn.
Celeste græder af vrede.
Hun bliver i vognen, mens El Lince undskylder og Don Pedro tilbyder kompensation.
Det er to dage efter fødslen, og Celeste har ikke trænet siden. Hendes blødninger er ikke kommet igen. Hun er rasende, og kroppen kan ikke komme af med det.
– Vi har tabt krigen, siger El Lince. – Vi kan ikke leve, som om vi havde vundet.
– Hvordan kan du affinde dig med, at din vens datter får stjålet sit barn? siger hun.
– Det er ikke retfærdigt, men virkeligt, siger han.
Han har hørt om mindst otte tilfælde i Sevilla, siden republikken faldt. Det er de spaniere, der er mistænkt for republikanske sympatier, men som er for velanskrevne, for betydningsfulde, til at blive likvideret uden rettergang. Så føder deres koner døde børn, eller deres døtre gør. Sådan føres protokollen. Men Spanien har brug for børnene. Kirken sælger dem til gode katolske nationalister, som ikke selv kan avle børn. Så bliver de ikke opdraget som anarkister.

Hun fortæller El Lince om Enrique.

– Du kan ikke leve sådan her, Danesa.

– Jo, præcis sådan her. Lad os blive her.

Næste dag drikker hun anisbrændevin med Enrique på torvet. Hun synker ind i det. Det er som et svimmelt fald fremefter. Det begynder som et fald, men bliver til løb, fordi intet standser hende.

– Jeg ved godt, der ingen plade er, siger Enrique, men efter endnu en tår begynder han alligevel at spænde nakken.

Ugen efter kommer kvinden med brændevinen ikke. Enrique siger, at hun er død.

– Hvordan? spørger hun.

En morgen spørger Celeste Don Pedro, om der er et sted, hun kan løbe.

– Hvad mener du med at løbe?

– Løbe.

– I Sevilla løber frøkenerne ikke.

– Men ...

Lidt efter hopper hun rundt på et loft i Sevilla og slynger næverne ind i en sandsæk. Det er de store sving med åben handske, hun klapper sækken på kinden. Sjask! Sådan får den! Det gør ondt i skuldrene.

Efter en uge er hun oppe på at træne halvanden time hver morgen og aften. Hun føler, det er vigtigt, som om hun forbereder sig til noget stort, hun endnu ikke ved, hvad er. Hun vil være klar. Don Pedro kigger op til hende hver morgen. Han viser hende, hvordan hun skal støde med handskernes forside, fingrenes inderste led, de korte stød, hvordan albuerne skal holdes ind til kroppen.

– Du slår søm i, siger han. – Du skal ikke banke tæpper. Små stifter. Tuk! Tuk!

Don Pedro morer sig.

Hans datter går med derop, Nieves, hedder hun, men er rød. Hun ser ud, som om hun skammer sig ved at vide dette om Celeste, som om hun ved et uheld havde set hende skide. Sådan tænker Celeste.

Nieves er gravid, hun er tykkere end sandsækken, også nakken er svulmet op, hun har vand i anklerne. Celeste er lige ved at give maven et klap, men tager sig i det. Hun tænker, at Jacobs barn må være født nu. Hun kan kun tænke på det som Jacobs pige. Det må være en pige, hun ved ikke, hvordan denne tanke kommer til hende, hvorfor det ikke skal være en dreng, hvorfor barnet ikke skal ligne sin far, det er ham, hun savner.

Pludselig giver Nieves sandsækken et lige stød. Det er så flot, så atletisk en bevægelse, så teknisk korrekt, at Celeste ikke kan forbinde den med kvindens uformelige krop.

Hun ser ikke længere Enrique. Hun kan ikke træne, når de har drukket.

Hun modtager dig i den store salon, men I ender med at tage vinen med op på Celestes værelse.

– Hør, hvad er det for en kur, de har sat dig på? siger du.

– Tror du?

– Ja, bare du ikke er for kræsen.

– Tro på mit hår?

– Håret er kvindes signal. Slå det ud. Jeg skal nok klippe spidserne.

– Hvad nu, hvis jeg slet ikke er interesseret i en italiensk officer? siger Celeste.

– Det bliver du. I aften skal du til fest hos Napoleone Falconetti. Det mener Celeste ikke, hun skal.

– Måske er du slet ikke interesseret i mændene? siger du.

Celeste siger, at det er kosten, at du har ret, at hun faktisk er på kur, nu spiser hun kun fisk, ris og løg. Også det er sandt. Det var sådan, hun kom gennem den første tid med Bent. Hun har aldrig følt sig stærkere end den vinter.

Men Celeste går ikke med.

Næste morgen begynder Nieves at træne med. Hun er langt stærkere, end hun ser ud til.

– Jeg trænede med min bror, fortæller hun.

Det er tydeligt. Hun er dygtig.

Så er de to om sækken, og rytmen bliver en anden. Nu kan Celeste ikke længere styre sækken derhen, hvor hun vil have den. Det er som at begynde forfra, det bliver svært igen.

Nu gælder det om at flytte fødderne.

– Nej, ikke sådan, siger Nieves. – Du skal bøje knæene, så du er parat til at gå til begge sider.

Tuktuktuk!

Han har gjort mig gravid, men vi har ingen fornøjelse af at ligge hos hinanden.

Det overrasker Celeste, at Nieves fortæller hende dette, hun ser så sky ud.

– Så kan ingen vel bebrejde dig, hvis du har holdt med de røde, siger hun.

Celeste siger det i sjov, men Nieves griner ikke.

– Jeg er ikke socialist, siger hun lidt efter, – men jeg vil ikke nægte, at jeg havde håbet på noget andet, end hvad vi fik.

– Også jeg, siger Celeste.

Mest taler de om barnet, om navne; Vera, hvis det er en pige, det betyder sandhed. Eller Clara. Og hvad så, hvis det bliver en dreng? Celeste foreslår Ernst, men Nieves er sikker på, det bliver en pige. Hun kan mærke det. Det har kvinderne i hendes familie altid kunnet.

De kigger på dåbskjoler sammen. Nieves elsker butikker. Don Pedro går med, eller El Lince, men mændene går ikke med ind.

Om aftenen træner hun alene. Nieves har ikke kræfter til at bokse to gange om dagen. Ind imellem kigger El Lince op til hende på loftet, han roser hendes boksning, han er en mand, men han har ikke nyt med til hende. Kun få af hans kontakter er endnu i live, og heller ikke de har noget at fortælle.

Hun ser mindre og mindre til ham, alt, hun kender, løber fra hende endnu engang. Og så er det alligevel hverdag med boksning og fødselsforberedelser. Netop fordi Nieves ikke kan charmere hende, at hun ikke er forelsket, at hun intet mere håber på, finder hun ro med sine gøremål, tænker hun. Kan det være sådan? At alt skal mistes først.

En morgen er der blod i trusserne. Det er kun ganske lidt, men hun ved, at det er menstruationen, der er kommet tilbage. Hun spiser så godt nu, træner, drikker ikke.

Hun ville gerne fortælle det til Sarah, at hun er kvinde igen, men siger det til Nieves. De snakker om, at det nok skal blive Celestes tur næste gang, så smitter de alligevel hinanden med ideer, at deres børn kan lege sammen.

– Obersten ville blive en god far, siger Nieves.

– Han må da gerne være min far, siger Celeste.

De prøver igen at grine.

Celeste vil se de hvide bjerge. De kan tage derop sammen; Nieves er født i Granada. Måske vil Don Pedro køre dem derop. Han har ekstra ski.

– Du kan tage obersten med, siger Nieves.

Celeste beder El Lince om penge, så hun kan købe en kjole til Nieves' pige.

– Den skal være hvid, siger hun.

– Ja?

Hun begynder at læse om boksning. Sværvægtsmesteren i USA hedder Joe Louis. Hun har beundret ham, siden han smadrede nazisternes Max Schmeling sidste sommer. Schmelings sejrsbonus skulle bygge tanks til Det Tredje Rige, men den sorte amerikaner slog ham ud i første omgang. Schmeling blev lammet af et stød til leveren og slået ned tre gange på to minutter, det kan hun huske. Nu vil hun gerne vide, om det var højrekrydset, den korte venstre eller hans uppercut, der afsluttede kampen. Det må de også have skrevet i Politiken, men sidste sommer betød boksning ikke nok for hende til at huske på den detalje. Hun ved, at Louis bokser ortodokst, med venstre fod forrest og på flade fødder. Sådan kan han hamre løs med rene stød fra alle vinkler, han slår lige hårdt med begge hænder. Tre af Joe Louis' bedsteforældre var negerslaver, den fjerde var Cherokee. Celeste har tænkt, at Louis måtte ligne El Rana, men på avisens billeder gør han ikke. El Rana er fræk med sin lange, tynde hals. Louis er bygget som en bjørn, en smuk og melankolsk brun bjørn. I næste uge skal han forsvare titlen mod Tony 'Two-Ton' Galento i New York. Celeste vil se kampen, hun ved, det er umuligt, men hun vil se den, hun har allerede spurgt Don Pedro, om han kan låne hende til billetten.

– Får du ikke selv lyst til at se den?

Hun foreslår også Don Pedros søn, men det hjælper hende ikke. Det vil se forkert ud at forlade landet nu.

Schmeling var nazisternes mand, og Celeste tænker, at Galento kan være Mussolinis. Det er den lille unøjagtighed, hun tillader sig, det er det lille håb, hun nærer, for at se fascisterne dø i ringen. Galento har bokset mod en bjørn på et kvart ton som forberedelse til kampen, og har også bokset mod en kænguru. Han er en lille, tyk og fordrukken pralhals, som kan skylle seks kyllinger og et kilo spaghetti ned med en halv kasse øl inden en titelkamp, men er også en farligt uren italiensk-amerikaner med et slemt venstrehook. Han er tretten centimeter mindre end Louis, hans rækkevidde er femten centimeter kortere, men han er tungere. Galento har sagt, at han vil slå Joe Louis ihjel. Han har også sagt, at han ikke aner, hvem den bums er. Sådan har han sagt om mesteren, sådan taler de amerikanske boksere om hinanden, det er en del af kampen, siger Don Pedro, men Joe Louis siger ingenting.

Celeste kan ikke tro, at en fed alkoholiker på næsten tredive år kan vinde over verdens bedste bokser, men hun spørger alligevel Don Pedro, om han tror, det er rigtigt, at de italienske fightere køber dommerne i professionel boksning.

– Det gør de sorte vist også, når de har penge til det, siger han.

Det skuffer hende, men hun ved, at Louis er en ærlig fighter. Hun ser det i hans øjne. Han vil ikke skylde nogen noget, det tænker hun om ham. På den måde minder han hende om Jacob, sådan vender hun alligevel tilbage.

– Vis mig paraderne igen, siger hun. 

–* –

Nieves støder dybt i sækken og pruster, det er dagen efter. Nu er hun bjørnen. Så løfter hun armene op foran ansigtet, hun er klar til de korte serier, jabs, og parader igen, og så går vandet.

Celeste er med til fødslen. Nieves har bedt hende være der, hen- des mor er død.

En ung søster rækker hende en kittel.

To timer efter den første presseve er hovedet ude. Det tynde, fedtede hår er sort, han åbner munden som for at sige tak. Det går lettere, end Celeste havde forestillet sig, Nieves er så stærk og klar. Det bliver først dramatisk, da jordemoderen taber efterbyrden på gulvet, men barnet er ude, det er en dreng, og så åbner han øjnene, de er stålblå, så fortabte, men de er altid blå i begyndelsen, siger jordemoderen. Nieves græder, men er glad, navlestrengen bliver klippet, han bliver viklet i et klæde, mælken er løbet til, og hun ammer.

Så skal barnet måles og vejes.

Jordemoderen ryster på hovedet.

– Pludselig ville lungerne ikke mere, siger hun.

Nieves vil ikke forstå det. Søsteren må sige det til hende fem gange. Celeste kan se, at jordemoderen er irriteret på Nieves, at hun er færdig og har lyst til at gå.

Nieves vil se drengen, hun prøver at rejse sig, men søstrene holder hende nede.

– Han er allerede kørt til forbrændingen, siger søsteren, som vejede drengen.

På hospitalet er de enige om, at det er bedst sådan. Det er fast praksis nu. Det er bedst for hende, at hun ikke ser barneliget, ikke knytter sig til det billede. De opfører ham som dødfødt, så skal han ikke døbes.

– Det er bedre, at han ikke har et navn, siger jordemoderen. – Man glemmer aldrig navnet.

– Du har ikke holdt ham varm! skriger Nieves. – Du har frosset ham ihjel!

De lægger remme på hende.

Hun kan ikke forlige sig med det. Drengen er ikke dødfødt, han har ligget på sin moders bryst, varm og livlig, han har diet, Celeste vil ikke have det. Drengen hedder allerede Jacob. Nieves besluttede det samme morgen under træningen. De kan ikke nægte hende at se ham, at kalde ham ved navn.

– Hvordan kunne det ske så pludseligt? spørger Celeste, inden jordemoderen er ude ad døren.

Hun siger:

Hun giver den dårlige ernæring skylden, men Nieves har ikke manglet noget, fortæller Celeste. Så foreslår jordemoderen, at det kan være den nye virus, alle taler om.

– Den er båret hertil fra Rusland.

Så henter Celeste Don Pedro og El Lince, som har ventet på gangen. Det er hende, der fortæller Don Pedro, at hans barnebarn er dødt.

Nieves er bedøvet. Jordemoderen anbefaler, at hun bliver på hospitalet i det mindste til dagen efter, men Don Pedro vil have hende med hjem, og så kører de hendes seng ud til droschen.

Uden for hospitalet ser Celeste et ungt ægtepar bære et spædbarn væk i en bylt. Den nybagte mor har dækket sit hår, men Celeste kan se hendes rådvilde smil.

Celeste kigger på El Lince.

Celeste griber barnet fra den usikre kvinde og løber over til den ventende vogn.

– Kør, råber hun til kusken, men El Lince giver kontraordre. Drengen dufter af mælk.

– Pas på hovedet! råber den unge kvinde.

– Men du ved, det er løgn, siger Celeste.

– Så finder jeg selv drengen, siger hun. 

Tillykke, også til Ea Jeppesen!

Kim Leine har nu modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Profeterne i Evighedsfjorden. Et stort tillykke med prisen!

Ea, min forsvundne skolekammerat: Tillykke til dig også, for så vidt jeg husker, var det da dig, der fik øje på Kim Leines debutroman Kalak blandt alle de indkomne manuskripter, du havde fået besked på at afvise, mens du arbejdede som praktikant på Gyldendal.

Jeg håber, de sender dig lidt mere end en venlig tanke til jul!

En maskulin novellesamling?

Jeg fik netop på Facebook at vide, hvordan man kan finde lektørudtalelsen for sine bøger. Tak for det. Jeg havde aldrig læst bibliotekernes vurdering af min novellesamling Kig på damen. Det har jeg nu.

Der står blandt meget andet godt: "Denne forfatters novellesamling kan bruges på linje med nogle af de nyere danske mandlige forfattere som Jan Sonnergaard og Jesper Wung Sung".

Mine noveller kan altså bruges på en bestemt måde (og ikke på andre), fordi jeg er mand, eller hvordan skal det mon forstås?

Jeg er egentlig ikke utilfreds med lektørudtalelsen. Den kunne såmænd sagtens have været værre. Jeg synes blot, det er lidt pudsigt, at læsningen skal afgrænses på den måde. Gad vide, hvor mange der siger til sig selv: Nu skal jeg læse en novellesamling skrevet af en mand?

Hele lektørudtalelsen er her:

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig primært til læsere af nyere dansk skønlitteratur og samtidsnoveller. En novellesamling som fint kan formidles til gymnasieelever og andre studerende på samme niveau/alderstrin.

Beskrivelse

Forfatteren er født i 1965, er cand.phil. i filosofi og uddannet fra Forfatterskolen i 2007. Han har bl.a. arbejdet som forlagsredaktør og som indvandrerlærer. I 2007 debuterede han som skønlitterær forfatter med romanen Sofa og har derudover også skrevet filosofisk faglitteratur. Denne samling består af 11 noveller, som for hovedpartens vedkommende foregår blandt yngre personer i storbyen. Hovedtemaet i novellerne er personernes identitet, og hvordan man ved hjælp af nye teknologier og sociale netværk (Facebook) kan få mulighed for at ændre sin egen eller andres identitet. Ved at udgive sig for at være en anden, kan man således få indsigt i, hvordan andre ser på én. Det drejer sig som oftest om personer med ensomheds- eller kærlighedsproblemer.

Sammenligning

Denne forfatters novellesamling kan bruges på linje med nogle af de nyere danske mandlige forfattere som Jan Sonnergaard og Jesper Wung Sung.

Samlet konklusion

En spændende ny novelleforfatter, som nok især henvender sig den yngste gruppe af voksenbibliotekets lånere. Spændende problematik omkring benyttelsen af de nye teknologier til at udøve psykisk terror eller til at ændre identitet.

På tørklædedagen

Tørklædeforbud er en latterlig politik, umulig at sanktionere efter hensigten. Hvordan afgrænser man fx en religiøs brug af tørklædet fra en ørevarmende eller blot pyntende brug? Det er også et urimeligt indgreb i retten til at bestemme over sin egen krop.

Man skal også huske, at tørklæderne kan have andre funktioner end de religiøst kvindeundertrykkende, som højrefløjen gerne vil til livs med forbudet. Fx kan de vise, at man tilhører en bestemt gruppe, slægt eller ligefrem en politisk modstandkultur. I Danmark kan det eksempelvis været modstand mod den udgrænsning, som mange indvandrere eller deres efterkommere føler sig udsat for, eller slet og ret modstand mod de herskende samfundsforhold.

I min ungdom gik jeg selv med et palæstinensisk tørklæde (om halsen, ganske vist), ikke fordi jeg ønskede at være en muslimsk kvinde eller for den sags skyld palæstinenser, men fordi tørklædet var en solidaritetstilkendegivelse over for et undertrykt folk og som sådan et venstrefløjssymbol på linje med et Nej til atomkraft-badge. Ja, symbolet lever stadig.

I de såkaldt autonome grupper, altså de anarkistisk inspirerede ungdomskulturer, som især fra 1980 og frem var involveret i gadekampe mod politiet, når de fx blev sat ud af BZatte huse, brugtes tørklædet også, på linje med elefanthuerne, til at dække ansigterne for at beskytte sig mod politiets fotografering og politiske registrering.

Det finder jeg alt sammen fuldt ud legitimt (omend efter maskeringsforbudet jo ikke længere lovligt) og herligt. Det er frit valgte tilkendegivelser.

Men man må heller ikke glemme, at tørklædet, og særligt de helt ansigtsafskærmende burkaer, naturligvis, også og især bruges til en undertrykkelse af kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, som er endnu mere rigid end tørklædeforbudet.

Og hvorfor er påbudet så mere rigidt end forbudet? Ja, af den simple, matematiske grund, at et påbud altid er en strengere bestemmelse end et forbud. Hvis man forbyder en bestemt slags hovedbeklædning, har den undergivne mulighed for at vælge mellem alle mulige andre former for hovedbeklædning - herunder ingen. Det er en begrænsning af valgmulighederne, men der er stadig et valg. Hvis man påbyder en bestemt hovedbeklædning, er den undergivne tvunget til at bære netop denne og ingen anden hovedbeklædning. Der er ikke noget valg.

Tørklædet påbydes, fordi mændene i de pågældende religiøse samfund er bange for, at synet af kvindens hår kan ægge til seksuelle tanker og fornemmelser, og det har de da forresten ret i, at det kan. Så påbudet hænger sammen med et ønske om at bestemme over kvindernes seksualitet - fratage dem muligheden for selv at bestemme, hvornår de vil ægge, og hvornår de ikke vil. Det er en voldsom begrænsning af et biologisk væsens mulighed til at leve i overensstemmelse med sin egen krop og lyst.

Så er der kvinder, som siger, at tørklædet tvært imod giver dem en frihed, nemlig en frihed fra at være prisgivet mændenes lystne blikke. Det kan for det første godt være rigtigt, og denne frihed skal enhver kvinde og mand da have. Men her må man heller ikke glemme, at en ydre undertrykkelse ofte bliver internaliseret. Man tager det ufrie vilkår på sig, finder en mening med det og forsvarer sin egen undertrykkelse. Det er en sølle frihed.

For det andet: Hvis tørklædet er kvindens mulighed for at være i fred, så lad hende selv finde ud af, at det er det, hun vil! Lad være med at opdrage hende til at tro, at hendes seksualitet er uren, og at mændenes liderlige blikke er af det onde. Lad være med at tvinge hende til at bære tørklædet fra en bestemt alder, men lad hende i stedet selv nå frem til en erkendelse af, hvad hun har lyst til at gøre og vise med sit hår og sin krop. Så kan man tale om en kvindes frivillige fravalg af at være sexobjekt og frivillige brug af tørklædet som skærm mod lystigheden.

Kampen for retten til at lade sig undertrykke, hvis det er det, man absolut vil, kan være vigtig nok, men bør efter min bedste mening ikke overskygge kampen mod undertrykkelse.

Nej tak til gaven!

Jeg håber virkelig, at MF'erne kan holde pulsen i ro, synke spyttet og takke nej til den gave, A.P. Møller-fonden vil give til Folkeskolen.

Folkeskolen skal ikke lommen på nogen sponsor. Det er statens opgave at lave den folkeskole, som befolkningen mener, der er brug for.

Og om netop denne sponsor ved vi af lang erfaring, at gaver ikke gives uden krav om modydelser i form af politisk indflydelse - indflydelse på hvordan gaven skal bruges, når den først er pakket op. Modydelser i form af sleske politiker-hyldesttaler, ikonisering og offentlig helgenkåringer, statsministertårer ved begravelser, særlig begunstigelse ved forhandlinger om rettigheder til udnyttelsen af landets naturgrundlag, politiker-tyssen, når nogen vover at nævne sorte kapitler i sponsorens nationale historie, fx om samhandelspartnere under anden verdenskrig.

Og så må vi ikke risikere, at danske samfundsfags- eller historielærere af taknemmelighedsgrunde eller frygt for at miste penge til efteruddannelse lægger bånd på sig selv, hvis de fx i 8.-10.-klasse finder faglig anledning til at lave kritisk-analytiske projekter om store danske virksomheders historie eller forsøg på at øve indflydelse på landets politik.

Romanen Celeste udkommer den 15. november. Der afholdes samme dag klokken 15.00-17.00 en reception for udgivelsen i BLÅGÅRDEN, Blågårds Plads 5, 2200 København. 

Slim

Så ringer det på døren. Jeg lukker ikke op, naturligvis, det er posten. Hvorfor nøjes hun ikke med at ringe på hos dem, der indimellem får andet end reklamer? Det er da fandens! Når først, man er vågnet, kan det tage en time at finde den rigtige stilling igen. Af og til lykkes det ikke. Hvis jeg ligger på ryggen, med to puder under hovedet og hænderne under nakken, kan jeg rejse mig halvt op og harke slim op fra lungerne. Det er normalt det bedste, men så kan jeg ikke holde op med at ryste, trods de tre tæpper. Ikke i dag, i hvert fald. Jeg skal ligge på siden, i fosterstilling midt i sengen, for at holde varmen, men når jeg ligger sådan, vil slimen ikke komme op. Så skifter jeg lidt og håber på, at jeg på et tidspunkt falder i søvn af udmattelse. Jeg håber, at jeg falder i søvn på siden og får lov at sove længe nok til, at febersynerne begynder at komme. Det gør de ikke, når jeg lægger mig på ryggen, der bliver tankerne så rationelle, nærmest kyniske. Det er der ikke noget ved. Når man ikke må få morfin længere, må man jo finde underholdningen inde i sig selv. Tv er for udmattende. Jeg bliver ved med at håbe på synerne med den skaldede dreng, der puster gadens hunde op. Når han barberer dem, begynder de lidt efter lidt at ligne ham selv, og så er det pludselig deres tur til at puste. Til sidst er der en hel hær af hundepustere. Sidste gang vågnede jeg, inden jeg selv nåede at komme med i drømmen, inden jeg kom med den nål. Det gjorde mig ikke noget, det var ikke det sjove ved sceneriet.

Alligevel står jeg op, det kan jo være. Jeg har ikke hørt fra fætter Elmer siden Idas begravelse, men jeg har ham mistænkt for at leve endnu. Han er fra ’23, men han har altid været så fandens stædig. Der er også løbet vand i blæren, sådan falder jeg ikke i søvn igen. En overgang havde jeg en flaske liggende, men jeg skal stå op. Ellers kommer der ikke noget. Og det er svært nok endda. Mindst en gang om ugen besvimer jeg, mens jeg presser, men det skal jo ud. Åh, det går lidt bedre i dag. Ja, og så bare lidt til! Posten er gået, jeg tror, Svendsen har lukket hende ind. Den logrende hund. Han sover ved dørtelefonen. Han tror, at hun en dag vil sætte sig ind til ham og snakke, men ingen gider høre hans historier fra mellemskolen længere.

Nej, der er intet, heller ikke Svendsen får.

Nu kan jeg lige så godt tage pillerne, selvom der egentlig er en halv time til. Fandens til liv! Og så er man kun lige fyldt enogfirs. Man risikerer, at der er både ti og femten år tilbage.

Solidaritets forlag

Solidaritets forlag er et forholdsvis nyt sideskud på udgivelsesvirksomheden Solidaritet, som i årevis har produceret magasinet af samme navn. Det er et venstresocialistisk blad med aktuelt baggrundsstof og teoretiske samfundsanalyser.

Forlaget har i et års tid udgivet bøger inden for det samme felt, men nu har de udvidet perspektivet og kaster sig også over skønlitteratur!

Hele Solidaritets udgivelsesvirksomhed er baseret på aktivisme, altså gratis arbejdskraft. Hverken forlægger, redaktører, grafikere, korrekturlæsere eller trykker får løn for deres arbejde. De gør det, fordi de synes, det er vigtigt. Vigtigt at udgive en stor bog om Rosa Luxemburg eller om krisens former i den moderne kapitalisme - eller vigtigt at udgive god skønlitteratur.

Der er heller ingen aktionærer, som skal have penge ud af forretningen. Fordi de driver deres virksomhed på den måde, kan de udgive gode bøger til en ualmindeligt lav pris.

Aktvismen er ikke et perspektiv for hele den danske publicistbranche, men det er sgu da meget godt gået af folkene i Solidatitetshuset, som får det til at lykkes i deres hjørne af den!

Feminisme og puritanisme

Feminismen har gennem de seneste hundrede år haft mange forskellige hovedtemaer. Den har handlet om at sikre kvinderne politisk ligestilling, fx gennem kvindelig stemmeret, som mændene jo endelig tog sig sammen til at give kvinderne i 1915. Mange årtier senere kom den politiske ligestilling i stedet til at handle om adgang til eliten, altså om at få kvinder ind på politiske topposter. Nogle af partierne på venstrefløjen har i perioder praktiseret kønskvotering for at løse problemet med at få kvinderne ind i hovedbestyrelserne, ind på formandsposterne og ind i kommunalbestyrelserne. Det er lykkedes i nogen grad, men bedst i den symbolske absolutte top. De tre nuværende regeringspartier har alle kvindelige formænd, og regeringen har en historisk ligelig kønsrepræsentation, men i laget lige under denne symbolske top, altså i lokal- og hovedbestyrelser kniber det stadig, hvilket blandt andet hænger sammen med, at kvinder er mindre politisk aktive end mænd. Det har mange sociologer forsøgt at forklare, fx med at den politiske diskurs i sig selv skulle være maskulin og derfor tiltale kvinder mindre end mænd. Andre vil forklare det med, at kvinder har så travlt med arbejde og hjem, at de ikke kan få tid til at gå til møder. Den elitære feminisme vil jeg vende tilbage til senere.

Efter den kvindelige stemmeret kom feminismen dog først til at handle om at give kvinderne adgang til arbejdsmarkedet, herunder offentlige stillinger (på et tidspunkt også som præster og i sidste ende som biskopper; et fornøjeligt sideskud på kampen om ligestilling, men inden for et principielt autoritært og hierarkisk system). Kvinder ville have mulighed for at forsørge sig selv, så de ikke var afhængige af mænd. En del af denne kamp handlede også om at sikre ugifte kvinder ret til at få sig en lejlighed, sådan at de ikke blev nødt til at indgå proforma- eller fornuftsægteskaber for at få et sted at bo. Denne kamp for uafhængighed af mændene handlede efterhånden også om at gøre skilsmissen socialt acceptabel, gøre det muligt at få arbejde som enlig mor, hvilket rent praktisk også handlede om daginstitutionspladser. Så kom det til at handle om velfærdsstaten. Det handlede på den anden side også om ligestilling inden for parforholdet, altså om at få mændene hjem til kødgryderne.

Kravet om ligeløn for lige arbejde var måske ikke ligefrem systemoverskridende eller revolutionært, men var dog en del af samme projekt.

Dette projekt handlede om lighed mellem alle mennesker. Derfor var sloganet da også, at Kvindekamp er klassekamp! Det lyder som en slidt kliché i dag, men det var et fuldstændigt logisk udsagn. Kampen for kvindernes ligestilling hang sammen med udligning af de sociale skel mellem mennesker i det hele taget og med nedbrydning af de politiske hierarkier. Feminismen var i den forstand en naturlig del af den socialistiske kamp. Hvis alle mennesker er lige, er heller ikke kvinder undertrykte.

En udløber af kampen for uafhængighed af mændene blev den frie abort. Feminismen i 1960’erne handlede i høj grad om dette spørgsmål. Fri abort og gratis prævention. Det var en socialøkonomisk kamp om at kunne leve et erhvervsaktivt og udadvendt liv som (fx enlig) kvinde. Men det var også en kulturel, seksuel kamp, det kom også til at handle om kvinders ret til at have uægteskabelig sex, til at have sex for nydelsens skyld i det hele taget. Så kom kravet om orgasme, at kvinde havde samme krav på tilfredsstillelse som manden. Den del af kampen fortsatte længe efter lovliggørelsen af abort. Fri sex og fri kærlighed blev et vigtigt omdrejningspunkt for hippiebevægelsen og dens udløbere frem til starten af 1980’erne, og den dukker stadig op med jævne mellemrum. Også støttet af rigtig mange mænd. Det kan der være forskellige grunde til, hvor ikke alle er lige altruistiske.

I 1980’erne blev feminismen til dels et elitært og systembevarende projekt. Det kom til at handle om, hvordan kvinder kunne blive erhvervsledere. Kvinderne begyndte at danne erhvervslederloger og talte om at hjælpe hinanden frem, men inden for den klassedelte, hierarkiske og autoritære kapitalisme. Kampen for lighed blev nedtonet i takt med den generelle politiske højredrejning i samfundet (siden Anker Jørgensens regeringer har ingen dansk regering mindsket uligheden i Danmark). Nu ville kvinderne bare have deres del af kransekagens sukrede top.

Den mest højrøstede del af den moderne elitefeminisme (elitefeminisme er den ikke kun, fordi den fokuserer på at få flere kvinder ind i eliten, men også fordi den ikke er organiseret som en bred folkebevægelse, sådan som kampen for stemmeret og fri abort var det, men i stedet repræsenteres af enkeltstående, veluddannede elitekvinder) synes nu at handle om at få lov til at slippe for sex og fysisk berøring med mænd og samtidig sørge for at elitemændene heller ikke får sex med andre kvinder. Den første del af projektet handler om kriminalisering sexchikane og om en stadig udvidelse af begrebet om sexchikane, den anden del handler om at forbyde køb af prostitution. Forbudet mod prostitutionskøb er af mange grunde en dårlig ide. Det vender jeg tilbage til i en senere artikel. Anklagerne om sexchikane er et mere dunket felt.

Sexchikanesagerne handlede i begyndelsen om at løse et problem, som mange kvinder havde fået efter deres entré på arbejdsmarkedet. Cheferne var mænd, og sekretærerne var kvinder (for nu at tage den gamle, men retvisende kliché), og de magtfulde mænd kunne skalte og valte med kvindernes skæbne. De kunne fyre kvinderne og de kunne blackliste dem gennem deres erhvervslederloger, hvis kvinderne ikke gjorde, som cheferne forventede af dem. Ofte forventede cheferne, at deres kvindelige ansatte havde sex med dem efter arbejdstid. Som optakt til disse for kvindernes vedkommende ufrivillige forhold gik de mandlige chefer og tog sekretærerne på røven, stak ordresedler ned mellem brysterne på dem. Sådan noget. Der var ingen særlig grund til at være raffineret i sit kurmageri yderligere, for magtforholdet mellem chef og sekretær var så indiskutabelt, at kvinderne var nødt til at føje cheferne, hvis de ville beholde deres stilling og den frihed, som det gav dem at have en egen indkomst.

Verden er kompleks, og naturligvis var (og er) der også kvinder, som selv initierede sådanne forbindelser med cheferne. Det kunne jo være en lukrativ forbindelse. Det kunne falde dyre gaver af, eller rejser, som lønarbejder manden derhjemme ikke havde råd til at købe. Men det er en anden sag.

I 1970’erne begyndte man så småt at snakke om denne grove seksuelle udnyttelse af kvindernes økonomiske underlegenhed. Man kaldte det sexchikane, når en chef (eller en kollega) vedblivende kom med utvetydige seksuelle tilnærmelser, selvom tilnærmelserne ikke blev positivt modtaget. Dansk Folkepartis åndelige fædre i poporkestret Shu-bi-dua lavede i 1980’erne en sarkastisk sang under titlen Vi finder os ikke i sexchikane. Pointen i teksten var, at sexchikane-anklagerne var noget hysterisk pjat. Men det var de ikke. De handlede om et reelt problem.

Hvad elitefeministerne måske glemte, var, at det ikke var et kønsspecifikt problem, men et socialt. Dette blev helt tydeligt, efterhånden som de samme elitefeminister begyndte at få held med at sikre kvinderne flere ledende stillinger i erhvervslivet. Pludselig dukkede der sager op, hvor mandlige underordnede klagede over sexchikane fra kvindelige chefers side. Disse mænd blev (og bliver) latterliggjort. Mænd kunne da ikke være seksuelle ofre for kvinder. Men det kan de. Det kan de, hvis kvinden har den sociale eller økonomiske magt over manden. Disse, ganske vist mere sjældne (mændene er bange for latterliggørelse, hvis de klager), sager viste præcis, at det handler om magt. Har man den samfundsmæssige/økonomiske magt, får man nemt den private/seksuelle. Kvinder er ikke mere etiske erhvervsledere end mænd. Forestillingen om, at verden ville være bedre, hvis kvinder bestemte, er absurd. Når kvinder får topposter i erhvervslivet eller den offentlige administration, opfører de sig, nøjagtigt som mænd gør. Og gjorde de ikke det, ville de aldrig få disse topposter. Det er magthierarkiets logik.

Derfor er løsningen på problemet med sexchikane ikke at sikre kvinder flere topposter. Løsningen er at nedbryde hierarkierne mellem mennesker.

Den seneste formulering af krigen mod sexchikane vil jeg lade repræsentere af et udsagn fra en af mine gode venner, som er venstreorienteret socialdemokratisk elitefeminist. Hun skar helt principielt ind til benet og skrev, at ingen mand skulle røre ved hendes krop uden at have fået tilladelse til det først. Og at mænd, som rørte ved kvinders kroppe uden forudgående tilladelse var ynkelige, klamme krænkere.

Dertil må man jo for det første sige, at hun er i sin gode ret til ikke at acceptere ikke-godkendt kropsberøring fra mænd. Det må hun jo selv om.

For det andet må man sige, at så kan det vist ikke siges mere radikalt, med mindre man samtidig vil stille krav om hårde straffe til disse mænd, håndsafhugning ved første berøring, kastrering ved den næste. Og disse mænd er alle mænd. Der findes næppe en hetero- eller biseksuel mand, som aldrig har rørt en kvindekrop uden forudgående tilladelse. Uden sådanne afprøvende tilnærmelser var det næppe muligt at videreføre menneskeslægten. Jo, hvis alle partnere blev bestilt pr. postordre, hvis alle seksuelle forbindelse blev indgået via kontrakt. Det er et ekstremt udslag af den nypuritanisme, som elitefeminismen (altså af den feminisme, som ikke forstår, at kønskampen for at lykkes også skal være en social kamp mod den samfundsmæssige ulighed) er strandet i.

Masser af kvinder har rørt min krop uden forudgående tilladelse. Hundredvis, vil jeg tro. Mange af dem uvelkomment, mange helt ubemærket, og mange andre igen mange andre velkomment. Heldigvis. De fleste har opgivet ævred, når de har mærket, at der ikke var bid. Nogle er jeg efterfølgende blevet forelsket i og måske ligefrem kærester med. Nogle kvinder har jeg skullet arbejde hårdt for at ryste af mig. Jeg husker en af Meretes veninder (Merete var en ung kvinde fra mit bofællesskab for vældig mange år siden), som var på fødselsdagsbesøg i huset. Hun prøvede at flirte med mig og snakke sig ind på mig gennem hele Meretes lagkagefest, og jeg snakkede venligt med. Jeg havde ingen grund til andet, hun var både sympatisk og interessant at snakke med, og jeg har aldrig haft for vane at sortere mine samtalepartnere efter hvem, jeg havde lyst til at gå i seng med. Men jeg holdt mig hele tiden på tilpas stor fysisk afstand til, at hun måtte kunne mærke, at jeg ikke havde andre intentioner med hende end munter samtale. Så skulle vi alle sammen på diskotek, og kvinden ville danse. Vi dansede, jeg brød hver gang af efter to danse for ikke at give hende nogen illusioner, men hun blev ved. Hun klæbede til mig. Og i takt med, at hun blev fuldere og fuldere, blev hun også mere og mere modig. Det endte med, at hun stod og trak min nakke nedad med et fast greb med den ene arm, mens hun pressede sin tunge ind i mit øre. Det fandt jeg egentlig hverken særlig charmerende eller behageligt, men det lykkedes mig da til sidst at få hende bugseret væk fra min krop uden at gøre en stor og for hende ydmygende scene ud af det. Til sidst fattede hun selvfølgelig, at der ikke var noget at hente.

Når jeg siden mødte hende, kunne hun grine ad episoden. Hun vidste godt selv, at hun var gået lidt over gevind i sin yndige brandert, og det gentog sig aldrig. Når jeg også kunne grine ad det, var det vel, fordi vores indbyrdes forhold var lige. Var det et charmerende kurmageri? Næ. Var det sexchikane? Nej, det var det heller ikke. Hun var ikke min chef og havde ingen magt til at trumfe sin liderlige vilje igennem. Det var omkostningsfrit for mig at afvise hende. Jeg kunne bare vriste mig fri og gå min vej.

Har jeg nogensinde oplevet insisterende og uprovokerede seksuelle tilnærmelser fra kvindelige (eller mandlige) chefer? Tja, hvis jeg svarede ja til spørgsmålet, ville det jo være en kriminel anklage.

Andre gange er det faldet anderledes ud. Enkelte af de mere insisterende kvinder har jeg ladet mig overtale til at gå i seng med, selvom jeg i udgangspunktet ikke ville. Jeg husker fx en af min studiekammerat Marias veninder, som under en udendørs koncert i Odense i over en time blev ved med at gribe mig om testiklerne. Uden på bukserne, ganske vist, men i det lange løb alligevel effektfuldt nok. Så fik vi begge sex, men heller ikke andet, fordi sympatien ikke var dyb nok. Sex er ikke et tempel af renhed. Indimellem er det bare sex for dens egen skyld. Og det er ok.

Så er der alt det, som man ikke rigtig ved, hvad er. En kvinde fra et af de kollektiver, jeg har boet i, havde for vane at gribe mig i numsen, fx når jeg stod og vaskede op. Jeg opfattede det som en hyggelig, venskabelig gestus, og jeg havde absolut intet imod det. Faktisk vil jeg sige, at jeg følte mig værdsat, når hun greb i flæsket. Og jeg tænkte det aldrig som en opfordring til sex (selvom pirringen var umiskendelig), og det er jeg temmelig sikker på, at hun heller ikke gjorde. Havde det været anderledes, hvis det var mig, der havde været fremme med hånden og ikke hende? Anderledes, fordi jeg var manden? Vi boede i et velfungerende kollektiv, hvor mændene efter min bedste vurdering ikke havde mere magt end kvinderne, så hvis vi skal tro på ligestilling mellem kønnene, er vi vel nødt til at svare nej til det spørgsmål. Nej, det havde ikke været anderledes, hvis det havde været mig, som uden at spørge først havde klemt om hendes baller.

Men havde det været anderledes, hvis jeg havde tage min veninde på numsen som en afprøvende manøvre for at finde ud af, om hun ville flirte med mig eller gå i seng med mig? Ja, det havde da været anderledes, men havde det været en ynkelig, klam krænkelse? Sexchikane? Nej, bestemt ikke! Folk afprøver jo hele tiden hinanden for at få bekræftet eller udviklet en seksuel relation. Det er man nødt til, hvis man ikke vil leve som munk. Uden at have ført regnskab med det vil jeg tror, at jeg i mine yngre år har taget dusinvis af kvinder på måsen, for det meste absolut med seksuelle hensigter, som oftest oven i købet uden at have spurgt om lov først, ind imellem endda uden at flirtet ret meget først.

Man kan gøre det mere eller mindre elegant, men vejen frem mod sex mellem to fremmede må altid gå gennem et ukendt land, gennem den grænseoverskridende gestus, det modige udkast, en dunlet berøring af en overarm, et overrumplende kys. Det går ikke uden. Opgaven består så i at tolke resultaterne af disse modige udkast, og for det meste at respektere en afvisning, hvor diskret og ikke-ydmygende den end måtte være serveret. Det er jo noget, unge mennesker skal lære, kvinder som mænd.

At udgrænse alle kropsberøringer, der ikke på forhånd er godkendt, som klamme overgreb, er en voldsom reduktion af vores liv sammen som mennesker, ikke kun som seksuelle væsner, men også som (fx nye) venner. Det kan gælde som et privat udsagn, der kan oversættes til: Jeg kan ikke lide, når (andre) mænd (end min mand) rører ved min krop! Men det er ikke et politisk udsagn, altså et udsagn af samfundsmæssigt normgivende værdi. Det er en puritanisme, som naturligvis er legitim, men som i hvert fald intet har at gøre med kvindekamp eller ligestilling.

Meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Det har fjernsynet givet en yngre dansk forfatter i opdrag at spørge forskellige kulturelle og/eller intellektuelle halvkendisser om. Jeg har ikke haft lejlighed til at se flere end et enkelt af programmerne. Men det var så også det, jeg under alle omstændigheder ville have valgt, nemlig det, hvor gæsten var en dygtig filosof. Jeg ved ikke, hvad aftalen med gæsten er, konceptet for samtalen, kunne man sige, men noget kunne tyde på, at han ikke havde fået lov at forberede sig hjemmefra, tænke over sine svar. I hvert fald forløb det sådan, at de to mænd i mangel på noget at sige valgte at bruge programmet på at konkurrere om, hvem der var bedst til at sparke straffespark på Brøndby IF’s stadion. Så kunne dunkle fodboldmetaforer måske løse knuden op? Det kunne de imidlertid ikke.

En anden mulighed havde været at tænke over spørgsmålets natur.

For eksempel: Hvad forudsætter man, når man spørger, hvad meningen med livet er? For det første kan man jo konstatere, at begge navneord i spørgsmålet står i bestemt form. Det er meningen, og det er livet. Den bestemte form angiver jo, at der kun er (tale om) en mening og et liv. Da vi nu er ufatteligt mange milliarder levende organismer samlet på kloden, burde det vel give anledning til at overveje disse bestemtheder; for nu at starte bagfra:

Hvad er det for et liv, der er tale om?

Man kan måske afgrænse det lidt ved at antage, at vi taler om menneskeliv. Hvorfor? Fordi spørgsmålet plejer at blive forstået sådan. Og hvad betyder det så, at vi vælger at fokusere på os selv som art, altså at interessere os for vores artsspecifikke liv? Ja, det betyder vel, at det, vi spørger til, netop er noget, som gør sig gældende for mennesker og ikke for eksempelvis dyr og planter.

Hvorfor taler vi om livet, altså kun et liv, når vi nu er over seks milliarder mennesker? Det gør vi, fordi vi interesserer os for livet i almindelighed. Ikke mit liv eller dit, men menneskelivet som sådan. Og altså menneskelivet til forskel fra fx dyre- eller plantelivet. Det kan vi godt håndtere. Vi er vant til at tale om menneskelivet i almindelighed. Vi ved en masse om det, fx at det er mere velafgrænset end de fleste planteliv. Mennesker bevarer en form for identitet gennem livet, mens planter knopskyder, deler sig i flere, skæres ned eller vælter i stormen og vokser op igen i en helt ny form. Mennesker forbliver i en vis forstand de samme livet igennem, selvom alle molekyler i kroppen er skiftet ud, når der er gået ti år. Denne identitet har menneskelivet til fælles med de fleste dyreliv. Men samtidig er menneskelivet længere end de fleste dyreliv, og det er kvalitativt anderledes, fordi vi aktivt og bevidst omskaber vores livsbetingelser langt mere omfattende end de fleste dyr gør. Vi tilpasser os ikke omgivelserne, men tilpasser omgivelserne til os. Det gør fx myrer også og måske, set i forhold til deres størrelse, lige så udpræget, som vi mennesker gør. Men vi antager, at mens vi mennesker til en vis grad gør dette bevidst og viljesstyret, gøre myrerne det instinktivt, altså uden at tænke videre over det. Det er naturligvis kun noget, vi gætter os til. Vi vil aldrig kunne vide det. Dels fordi tanker er principielt private, dels fordi vi ikke deler sprog med myrerne. Faktisk antager vi almindeligvis, at de intet sprog har. De kan ikke fortælle os om deres tanker.

Menneskelivet er langt, til dels bevidst styret, aktivt omverdensomskabende og typisk præget af personlig identitet fra start til slut.

Hvad er så meningen med dette liv? Hvordan kan der være en fælles mening for så mange mennesker? Det kan der, hvis der er en instans uden for mennesket selv og hævet over menneskeheden, som har skabt denne livsform med et bestemt formål. Det kan der, hvis Gud har skabt mennesket, fx for at det kan elske og tilbede Gud gennem sine tanker og gerninger.

I den forstand er spørgsmålet om meningen med livet et religiøst spørgsmål. Når man spørger så overordnet og generelt, forudsætter man altså allerede noget om svarets karakter, nemlig at man vil have et religiøst svar. Nogen eller noget skal jo være bærer af denne mening, og det må nødvendigvis være en instans, som er hævet over det partikulære menneskeliv. Gud kan, det må man medgive, så til gengæld have alle mulige skikkelser. Gud kan fx være historien. Forestillingen om, at der er et mål med historien, at den har et givet start- og slutpunkt, som er defineret ’på forhold’ eller under ’evighedens synsvinkel’, er en religiøs synsvinkel og i den forstand autoritær. Den forudsætter en sandhed og mening, som er hævet over de konkrete enkeltindivider.

Hvordan kommer man så ud over denne religiøse og autoritære udformning af spørgsmålet om mening, hvis man ikke vil den vej? Nå ja, man kan jo lade være med at stille det. Vi klarer os fint uden, vil jeg tro. Eller man kan spørge på en måde, der ikke forudsætter en ophøjet instans, som har taget stilling til vores liv.

Man kan spørge partikulært: Hvordan vil jeg leve mit liv? Hvad vil jeg opnå i eller med mit liv? Hvordan bliver jeg lykkelig?

Eller man kan spørge generelt, men etisk eller funktionelt. Etisk: Hvad er et godt liv? Funktionelt: Hvordan bliver man lykkelig?

Hvis det etiske spørgsmål ikke skal ende i den samme religiøse gyde som spørgsmålet om livets mening, er man nødt til at vedtage et såkaldt etisk aksiom, altså et indiskutabelt gode, som man ikke begrunder yderligere, men blot bliver enig med sig selv (eller mere demokratisk: med flertallet) om at anse for ubetinget godt. Det kan fx være negativt defineret som fravær af smerte, eller positivt som udfoldelse af artsvæsnets potentiale, social og individuel selvrealisering. Når man har valgt sådan et værdiaksiom, kan man bygge en etik op ved at gennemtænke, hvordan man skal leve livet eller indrette samfundet for at få mest muligt af dette gode. Et pragteksempel på sådan et tankeeksperiment er den nyligt afdøde danske filosof Eric Klawonns empatibaserede etik.

Det funktionelle spørgsmål kan man analysere på flere måder. Man kan fx starte med at definere lykke. Det har jeg hørt mange forskellige bud på gennem livet. En anden tænksom tidligere Odense-filosof, den venstreorienterede Jørgen Døør, foreslog, at lykke var sprogligt og betydningsmæssigt afledt af at lykkes. Lykkelig bliver man altså, hvis man lykkes. Lykkes med sine vigtigste livsprojekter, fx. Andre, blandt andre en af liberalismens fædre, har foreslået, at lykke er hvile. Andre igen, hedonisterne, definerer lykke som lystudfoldelse, et orgie af liv. Uanset hvilket af disse bud, man vælger, giver de sig ud for at være generelle svar på spørgsmålet om lykke, men man kan mistænke dem for hver især kun at være svar på det partikulære spørgsmål: Hvordan bliver jeg lykkelig? Og så har socialisten, liberalisten og hedonisten ekstrapoleret hver sin individuelle forestilling om det lykkelige liv til at gælde generelt. Og det er vel i orden, i samme forstand, som det er i orden, at Peter Plys giver Grislingen honning i fødselsdagsgave, for det ved han jo er godt. Men bedre havde det måske været, hvis han havde tænkt over, hvad Grislingen selv kan lide.

Men er der så ikke noget, som er godt eller sandt for alle mennesker og ikke kun for Peter Plys eller dig eller mig? På en bestemt måde nej, for vi har hver vores målsætninger. Man kan ikke gå ud fra, at alle ønsker at leve et langt, sundt og smertefrit liv, fx. Eller at alle ønsker at indløse sit menneskelige potentiale, og hvem befinder sig i en position, hvorfra det er muligt at definere, at det ene er bedre end det andet?

Men i praksis er vi nødt til at tage generelt stilling til livet og dets udfoldelse. Vi er nødt til at have fælles regler for adfærd, en samfundspagt, hvis vi vil have et samfund. Alternativet er en rendyrket hedonistisk anarkisme, en (rov)dyrisk tilværelse. Det er der naturligvis mennesker, som ønsker sig, men der er uden tvivl flere, som ikke gør, og de/vi er derfor nødt til sammen at definere, hvad det gode liv er. Som minimum må vi definere en tilstrækkelig tryghedstilstand en hverdagsagtig våbenhvile. Det har man gjort i alle samfund. Den udvidede model kunne læne sig op ad de forskellige forsøg på at give en generel definition på lykke. Det vil jeg selv være villig til at se på. Ja, det er faktisk noget, jeg har arbejdet med så længe, jeg husker.

Men til gengæld er vi ikke nødt til at have et svar på, hvad meningen med livet er. Det spørgsmål kan vi roligt lade præsterne have for sig selv.