tirsdag, oktober 29, 2013

På tørklædedagen

Tørklædeforbud er en latterlig politik, umulig at sanktionere efter hensigten. Hvordan afgrænser man fx en religiøs brug af tørklædet fra en ørevarmende eller blot pyntende brug? Det er også et urimeligt indgreb i retten til at bestemme over sin egen krop.

Man skal også huske, at tørklæderne kan have andre funktioner end de religiøst kvindeundertrykkende, som højrefløjen gerne vil til livs med forbudet. Fx kan de vise, at man tilhører en bestemt gruppe, slægt eller ligefrem en politisk modstandkultur. I Danmark kan det eksempelvis været modstand mod den udgrænsning, som mange indvandrere eller deres efterkommere føler sig udsat for, eller slet og ret modstand mod de herskende samfundsforhold.

I min ungdom gik jeg selv med et palæstinensisk tørklæde (om halsen, ganske vist), ikke fordi jeg ønskede at være en muslimsk kvinde eller for den sags skyld palæstinenser, men fordi tørklædet var en solidaritetstilkendegivelse over for et undertrykt folk og som sådan et venstrefløjssymbol på linje med et Nej til atomkraft-badge. Ja, symbolet lever stadig.

I de såkaldt autonome grupper, altså de anarkistisk inspirerede ungdomskulturer, som især fra 1980 og frem var involveret i gadekampe mod politiet, når de fx blev sat ud af BZatte huse, brugtes tørklædet også, på linje med elefanthuerne, til at dække ansigterne for at beskytte sig mod politiets fotografering og politiske registrering.

Det finder jeg alt sammen fuldt ud legitimt (omend efter maskeringsforbudet jo ikke længere lovligt) og herligt. Det er frit valgte tilkendegivelser.

Men man må heller ikke glemme, at tørklædet, og særligt de helt ansigtsafskærmende burkaer, naturligvis, også og især bruges til en undertrykkelse af kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, som er endnu mere rigid end tørklædeforbudet.

Og hvorfor er påbudet så mere rigidt end forbudet? Ja, af den simple, matematiske grund, at et påbud altid er en strengere bestemmelse end et forbud. Hvis man forbyder en bestemt slags hovedbeklædning, har den undergivne mulighed for at vælge mellem alle mulige andre former for hovedbeklædning - herunder ingen. Det er en begrænsning af valgmulighederne, men der er stadig et valg. Hvis man påbyder en bestemt hovedbeklædning, er den undergivne tvunget til at bære netop denne og ingen anden hovedbeklædning. Der er ikke noget valg.

Tørklædet påbydes, fordi mændene i de pågældende religiøse samfund er bange for, at synet af kvindens hår kan ægge til seksuelle tanker og fornemmelser, og det har de da forresten ret i, at det kan. Så påbudet hænger sammen med et ønske om at bestemme over kvindernes seksualitet - fratage dem muligheden for selv at bestemme, hvornår de vil ægge, og hvornår de ikke vil. Det er en voldsom begrænsning af et biologisk væsens mulighed til at leve i overensstemmelse med sin egen krop og lyst.

Så er der kvinder, som siger, at tørklædet tvært imod giver dem en frihed, nemlig en frihed fra at være prisgivet mændenes lystne blikke. Det kan for det første godt være rigtigt, og denne frihed skal enhver kvinde og mand da have. Men her må man heller ikke glemme, at en ydre undertrykkelse ofte bliver internaliseret. Man tager det ufrie vilkår på sig, finder en mening med det og forsvarer sin egen undertrykkelse. Det er en sølle frihed.

For det andet: Hvis tørklædet er kvindens mulighed for at være i fred, så lad hende selv finde ud af, at det er det, hun vil! Lad være med at opdrage hende til at tro, at hendes seksualitet er uren, og at mændenes liderlige blikke er af det onde. Lad være med at tvinge hende til at bære tørklædet fra en bestemt alder, men lad hende i stedet selv nå frem til en erkendelse af, hvad hun har lyst til at gøre og vise med sit hår og sin krop. Så kan man tale om en kvindes frivillige fravalg af at være sexobjekt og frivillige brug af tørklædet som skærm mod lystigheden.

Kampen for retten til at lade sig undertrykke, hvis det er det, man absolut vil, kan være vigtig nok, men bør efter min bedste mening ikke overskygge kampen mod undertrykkelse.

Ingen kommentarer: