mandag, september 16, 2013

Slim


Så ringer det på døren. Jeg lukker ikke op, naturligvis, det er posten. Hvorfor nøjes hun ikke med at ringe på hos dem, der indimellem får andet end reklamer? Det er da fandens! Når først, man er vågnet, kan det tage en time at finde den rigtige stilling igen. Af og til lykkes det ikke. Hvis jeg ligger på ryggen, med to puder under hovedet og hænderne under nakken, kan jeg rejse mig halvt op og harke slim op fra lungerne. Det er normalt det bedste, men så kan jeg ikke holde op med at ryste, trods de tre tæpper. Ikke i dag, i hvert fald. Jeg skal ligge på siden, i fosterstilling midt i sengen, for at holde varmen, men når jeg ligger sådan, vil slimen ikke komme op. Så skifter jeg lidt og håber på, at jeg på et tidspunkt falder i søvn af udmattelse. Jeg håber, at jeg falder i søvn på siden og får lov at sove længe nok til, at febersynerne begynder at komme. Det gør de ikke, når jeg lægger mig på ryggen, der bliver tankerne så rationelle, nærmest kyniske. Det er der ikke noget ved. Når man ikke må få morfin længere, må man jo finde underholdningen inde i sig selv. Tv er for udmattende. Jeg bliver ved med at håbe på synerne med den skaldede dreng, der puster gadens hunde op. Når han barberer dem, begynder de lidt efter lidt at ligne ham selv, og så er det pludselig deres tur til at puste. Til sidst er der en hel hær af hundepustere. Sidste gang vågnede jeg, inden jeg selv nåede at komme med i drømmen, inden jeg kom med den nål. Det gjorde mig ikke noget, det var ikke det sjove ved sceneriet.

Alligevel står jeg op, det kan jo være. Jeg har ikke hørt fra fætter Elmer siden Idas begravelse, men jeg har ham mistænkt for at leve endnu. Han er fra ’23, men han har altid været så fandens stædig. Der er også løbet vand i blæren, sådan falder jeg ikke i søvn igen. En overgang havde jeg en flaske liggende, men jeg skal stå op. Ellers kommer der ikke noget. Og det er svært nok endda. Mindst en gang om ugen besvimer jeg, mens jeg presser, men det skal jo ud. Åh, det går lidt bedre i dag. Ja, og så bare lidt til! Posten er gået, jeg tror, Svendsen har lukket hende ind. Den logrende hund. Han sover ved dørtelefonen. Han tror, at hun en dag vil sætte sig ind til ham og snakke, men ingen gider høre hans historier fra mellemskolen længere.

Nej, der er intet, heller ikke Svendsen får.

Nu kan jeg lige så godt tage pillerne, selvom der egentlig er en halv time til. Fandens til liv! Og så er man kun lige fyldt enogfirs. Man risikerer, at der er både ti og femten år tilbage.

Ingen kommentarer: