fredag den 9. april 2021

Power Flower


I anden halvdel af halvfjerdserne rejste Stevie Wonder meget i Afrika, hvor han fandt både åndelig og musikalsk inspiration. I '77 kunne han ikke modtage sin Grammy, fordi han var i Ghana. Den afrikanske lyd tog han med sig som en naturlig ingrediens, da han mod årtiets slutning fik til opgave at lave soundtrack til Walon Greens dokumentarfilm The Secret Life of Plants, som var baseret på bogen af samme navn skrevet af Peter Tompkins og Christopher Bird.

Soundtracket blev den 30. oktober 1979 udgivet som dobbeltalbum på Tamla Motown under titlen Journey Through "The Secret Life of Plants, og det ligner faktisk ikke noget andet Wonder-album. Der er indslag af fortællerstemmer og filmunderstøttende lydeffekter, men det meste er trods alt musik. Den bærer tydelige spor af både en afrikansk, men også en indisk inspiration.

Efter at have udsendt 5-6 album i træk, som blev store anmelder- og salgssucceser, måtte Wonder i '79 nøjes med mere begrænset opbakning til sit nye musikalske projekt, der simpelthen blev opfattet som sært. Alligevel fik han et par hit med nogle af de mere melodiøse skæringer, som albummet selvfølgelig også rummede. Mest populær blev Send One Your Love, som trods alt blev nummer 8 på hitlisten i USA.

'Power Flower' er et af de mere klassiske soul-numre, som for så vidt godt kunne have ligget på et hvilket som helst andet Stevie Wonder-album, selvom det heller ikke falder helt unden for det lydbillede, han skabte til filmen.

Hør Power Flower

Ingen kommentarer: