Den 22. april skrev Ekstra Bladet: "Ekstra Bladet kan nu afsløre, at flere centrale ministre i Mette Frederiksens regering i sommeren 2019 fik en central PET-vurdering om børnene i Syrien, men i syv måneder skjulte flere ministre den viden for resten af Folketinget, selvom der var samråd, lovændringer og heftig debat om sagen."
De syv måneder er vigtige, for undervejs, nemlig i oktober 2019, fremlagde statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye de lovændringer til hastebehandling, der nu har gjort det muligt at frakende fremmedkrigere deres statsborgerskab, mens de befinder sig uden for Danmark.
Frederiksen udtalte i den forbindelse: "Der er risiko for, at de kurdisk kontrollede IS-lejre i grænseområdet bryder sammen, og at fremmedkrigere med dansk statsborgerskab søger mod Danmark. Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed."
Det er i parentes bemærket samtidig en lovgivning, som gør det vanskeligere at hente de danske børn hjem fra lejrene.
Hvis regeringen bevidst har forholdt Folketinget vigtige sikkerhedsoplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste for at få tid tid og fred til at gennemføre en lovgivning, som næppe havde være så uproblematisk at få igennem, hvis sikkerhedsvurderingen havde være kendt af alle, så er det særdeles alvorligt.
Hvis det er sket med statsministerens vidende, er det også så alvorligt, at jeg ikke kan se nogen vej uden om, at Folketinget erklærer sin mistillid til regeringen, for så er der ikke længere noget grundlag for tillid.
Mette Frederiksen har, som jeg forstår det, foreløbig nægtet at svare på, om hun var orienteret. Det tyder ikke godt. Og lad os være ærlige: Når Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet og Forsvarsministeriet bekræfter, at den centrale PET-vurdering om, "at risikoen for radikalisering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø", blev præsenteret for ministrene i sommeren 2019, så virker det ikke særlig sandsynligt, at lige netop statsministeren ikke vidste noget.
Det må vi nu få afklaret. Men selv hvis vi ikke kan få godtgjort, at statsministeren var indforstået med hemmeligholdelsen, så er det et spørgsmål, om Folketinget kan nøjes med at udtale mistillid til de nævnte ministre, for det er jo fire top-ministre. De er i høj grad definerende for, hvordan der regeres.
Og det er en måde at regere på, som det simpelthen er for dyrt for demokratiet at acceptere og skabe præcedens for. Indimellem er man nødt til at gøre noget, som taktisk set ikke er det optimale, for at komme folkestyret til undsætning.
Holder Ekstra Bladets oplysninger vand, hænger regeringens liv i en tynd tråd. Vil der kunne samles flertal for en mistillidsdagsorden på det grundlag? Ja, det tror jeg. Jeg tror kun, at SF og Socialdemokratiet vil stemme imod. Måske endda kun Socialdemokratiet. Men det må vise sig.
Man skal ikke tro, at jeg tager let på opfordringen til at udtale mistillid til regeringen. Jeg har stemt på et af de partier, der pegede på Frederiksen som statsminister (eller som 'kongelig undersøger', som det jo i første omgang hedder), og jeg har forsvaret venstrefløjens position som regeringens parlamentariske grundlag hele vejen.
Det er mindre end to år siden, Enhedslisten, SF og de radikale pegede på Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Det føles, som om der er gået meget længere tid. Det skyldes måske nok især, at verden har forandret sig så meget siden, men også at det ofte har været en ret tung tjans at skulle forsvare det valg efterfølgende.
I de sager, der har været mest fokus på, har jeg slet ikke været enig med regeringen. Det har det parti, jeg stemte (og fremdeles vil stemme) på, heller ikke. Det gælder især miljøpolitikken og flygtninge- og indvandrerpolitikken. Men det gælder også kulturpolitikken, og det gælder retspolitikken, som er noget af det, der interesserer mig mest. Og så gælder det faktisk også pandemihåndteringen, hvor jeg ganske vist har været enig i den overordnede, ret restriktive linje, men hvor regeringen undervejs har forsøgt at flytte magt fra Folketinget til regeringen. Det er jeg stærk modstander af. Hvad angår den overordnede pandemihåndtering, er jeg i øvrigt også kun enig i den kortsigtede del af den. Ikke i den komplette mangel på et langsigtet perspektiv. Det er en anden sag.
Alligevel har jeg talt imod de genkommende opfordringer til at fremsætte en mistillidsdagsorden til statsministeren.
Jeg har hele tiden været af den opfattelse, at der skal rigtig meget til at vælte en regering, som man selv har bragt til magten, særligt når det mest sandsynlige alternativ ikke er tiltrækkende.
Jeg har ikke ment, at man kunne vælte regeringen på at videreføre en flygtninge- og indvandrerpolitik, som var kendt allerede inden, venstrefløjen bragte regeringen til magten. Kunne vi ikke leve med den politik, skulle man nok slet ikke have peget på Frederiksen. Og hvad var alternativet til den beslutning?
Venstrefløjens valg af Socialdemokratiet som regeringsparti har altid været et valg af det mindste onde. Det kan ikke være anderledes, når man er et relativt lille parti med ret afvigende politiske opfattelser.
Man må forsøge at få mest muligt igennem af sin politik. Og selvom socialdemokraternes indvandrerpolitik ikke længere er mærkbart bedre end Venstres, så er der alligevel så mange andre områder, hvor venstrefløjen er markant tættere på socialdemokraterne end på Venstre. Det gælder måske især skattepolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, fødevarepolitik og energipolitik, og inden for de områder har venstrefløjen, som jeg ser det, også haft større indflydelse end nogensinde tidligere. Derfor vil det hverken være gratis for venstrefløjen eller for befolkningen at vælte Mette Frederiksens regering.
Og hvad vil der komme bagefter? Det aner vi reelt set ikke. Det er svært at vurdere, hvilken dynamik sådan et valg på en mistillidsdagsorden vil sætte i gang. Meningsmålingerne ser gode ud for Enhedslisten og SF. Og jeg tror, venstrefløjen vil vinde på sådan et valg. Men det er trods alt vanskeligt at forestille sig, at der skulle blive et flertal til venstre for Socialdemokratiet. For jeg tror egentlig ikke, at socialdemokraterne vil miste så meget på det valg, at de vil få ringere opbakning end ved sidste valg. P.t. står de jo til stor fremgang, og en del af den fremgang vil de sikkert kunne fastholde. Regeringen er populær. Socialdemokratiet vil stadig være klart det største parti.
Så skal man håbe på, at socialdemokraterne vil få sig en forskrækkelse og komme til fornuft. Det er næsten lige så vanskeligt at forestille sig, for valget af en sort indvandrer- og retspolitik er helt bevidst, og det er det valg, der har bragt dem til magten og Dansk Folkeparti til fald.
Så nøgternt set kan man vel bedst forestille sig, at resultatet vil være, at det, som medierne kalder 'Rød blok', vinder valget, men ikke vil kunne bruge det til noget parlamentarisk, for venstrefløjen kan selvfølgelig ikke pege på den statsminister, som den lige har udtrykt mistillid til. Enhedslisten må rimeligvis pege på en fra Enhedslisten, hvilket næppe noget andet parti vil gøre. Det er svært at se for sig hvem, der vil kunne danne regering. Mette Frederiksen ville muligvis kunne med støtte fra Venstre og DF, men tør Venstre og DF det, hvis de også lige har stemt for en mistillidsdagsorden mod Frederiksen?
Det kan skabe en ny situation i dansk politik, et nyt skema for samarbejdet mellem partierne. Det kan falde både godt og skidt ud.
Men det vil skabe ny dynamik i bevægelsen for en human flygtninge- og indvandrerpolitik, for så har den bevægelse en hyper troværdig politisk repræsentant, den kan referere til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar