Med årene har Stevie Wonder fokuseret mindre på egne album og mere på arbejdet som studiemusiker, producer og komponist for andre kunstnere. Wonder har spillet på alle instrumenter. For det meste ser vi ham ved et klaver eller en synthesizer, men det er alligevel mundharmonikaen, vi først kommer til at tænke på. Den har været med ham hele vejen fra de tidlige barndomsår, hvor han sammen med vennen John spillede på gadehjørnerne i Detroit.
Mundharmonikaen er jo langt fra med på alle Wonders indspilninger, men på mange. Den er med, når han har brug for en instrumental solo. Det er ofte i sekvenser, hvor ti ud af ni soulmusikere ville vælge en tenorsaxofon. Tænk blot på den flere minutter lange solo i anden halvdel af 'Isn't She Lovely'. Nu kan vi ikke forestille os den solo med noget andet instrument, men enhver anden soulmusiker havde da valgt en sax.
Saxofoner er der ikke mange af på Wonders album. Når Wonder oprindeligt valgte mundharmonikaen som sit foretrukne soloinstrument, var det nok af praktiske snarere end af musikalske årsager. Når man spiller på gaden, er mundharmonikaen nem at stikke i lommen, når strisserne dukker op. Den er også nem at bære rundt på. Og så er det nok tvivlsomt, om Lula Mae faktisk havde råd til at købe sin lille dreng en saxofon.
Wonders mundharmonikaspil har været meget efterspurgt af kolleger, som havde brug for et ekstra pift til en god melodi. De fleste vil kunne genkende det efter tre toner. Tænkte du ikke straks på Stevie Wonder i 1985, da du første gang hørte mundharmonikaen på 'There Must Be an Angel' med Eurythmics?
Også arrangementet i denne indspilning er overraskende. Igen havde saxofonen været det sædvanlige valg. Den har de da også brugt som erstatning ved flere livekoncerter, hvor Stevie Wonder ikke havde tid til at stille op. Klik på billedet, så skal du bare høre (ikke en tenor, ganske vist). Eller klik nedenfor og hør den med Stevie Wonders mundharmonika:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar